Annonce
Kultur

De kæmper for musikken

Balance.

Musik: Bands har svære vilkår i Odense. Balance nægter at give op

Den gamle konservesfabrik på hjørnet af Grønløkkevej og Middelfartvej. Her ligger Spilledåsen - Odenses største øvelokaleforening.

Op ad en støvet fabrikstrappe, hen ad en mørk gang. Endnu en lang dunkel gang, og så er vi der pludselig.

I Balances sjæl om man så må sige. Deres øvelokale. De fysiske rammer for deres kreativitet. I det 1990'er gultmalede og ikke særlig ryddelige rum.

Inde til højre for døren sidder bandets fem medlemmer i et par slidte sofaer rundt om et ømt kakkelbord i brune nuancer. Det er temmelig svært at forestille sig, at gruppens overvejende romantiske og stille sange fødes i det rå og nærmest karikerede "drengemiljø".

"I just want you to stay. I just want to know the reasons why. I could never walk away, without knowing why - we say goodbye, goodbye".

Kærlighed og drømmerier er essensen i Jan Nørby, Benjamin Jensen, Thomas Fallemann, Hasse Krüger og Søren Skøtts musik. De skriver langt de fleste tekster og melodier sammen - alle fem. Til gengæld bruger de også så meget tid på deres musik, at kun en enkelt af dem har tid til at have en kæreste.

De er mellem 22 og 27 år. De fire studerer, den sidste har et job.

Balance har eksisteret i fire år, og bandet har efterhånden en del større liveoptrædender - blandt andet på Midtfyns Festival og som opvarmning for skotske Runrig - og to mere eller mindre selvfinansierede demo-cd'er på cv'et.

- Vi er kommet langt siden begyndelsen, og vi rykker stadig videre. Også selv om vi endnu ikke har kastet håndklædet i ringen og er flyttet til København, som så mange andre Odense-bands gør det. Vi lever højt på de små ting - en god anmeldelse, en fed koncert. Men vi bliver kun ved, så længe vi har lyst. For giver man sig ikke 100 procent, kan det være det samme - så kommer man ingen vegne, siger Jan Nørby, forsanger og guitarist.

En lang, sej kamp

Selv om Balance elsker deres musik og til stadighed tror på eget talent, lægger de ikke skjul på, at det hele en gang imellem forekommer at være en lang og sej kamp.

- Vi har virkelig kæmpet for at få en pladekontrakt. Vi har været på charmetur til København, hvor vi var rundt hos alle pladeselskaberne for at dele vores cd ud. Vi har selv betalt for studietid og indspilninger. Og nu bruger vi igen 25.000 kroner på at indspille en ny cd. Vi giver en hel masse, uden rigtig at få noget igen. I København sagde de fleste, at vi liige manglede et eller andet. Noget udefinérbart, siger Søren Skøtt.

- Vi ved ikke hvad eller hvorfor. Måske er det bare, fordi vi stinker og er grimme, afbryder bassisten Thomas Fallemann.

Resten af Balance griner.

Men stemningen bliver anderledes alvorlig, hvis man spørger bandet, hvorfor de ikke bare flytter til hovedstaden fremfor at spilde deres tid og energi i en by, der ikke engang har et reelt pladeselskab.

- Vi har talt om det masser af gange. Og det kan da også godt være, at drømmen reelt ikke kan gå i opfyldelse i Odense. Men vi vil ikke til København. Flytter vi, er det for at tage til udlandet - det har vi aftalt, fastslår Søren Skøtt.

- Men drømme er heldigvis gratis, siger guitarspillende Benjamin Jensen.

Håb og drømme skorter det ikke på. Snakken går og ytringer om at skrive en evergreen, få egne numre remixet af andre bands - blive rige og berømte flyver over kakkelbordet.

- Spørgsmålet er vel i virkeligheden, om vi lige rammer tiden. Er der behov for vores musik lige nu? Og tør pladselskaberne overhovedet at satse på os, spørger trommeslager Hasse Krüger.

Bange for det usikre

Bandets medlemmer er enige om, at den danske pladebranche lider under frygten for det ukendte, og det, der ikke med 100 procents sikkerhed er dømt til at blive en succes, bliver derfor ikke udgivet.

Det samme gør sig gældende blandt de odenseanske spillesteders bookere, mener Balance. Kender de ikke bandet i forvejen, tør de ikke at hyre dem.

- Det er ond cirkel. Man får ikke en pladekontrakt, hvis man ikke er et kendt navn, der kan samle et anseeligt publikum til en koncert. Og man får ikke lov til at at give koncerter på spillestederne, hvis ikke man har udgivet en cd, mener Hasse Krüger.

- Det er rigtigt. Bookere og pladeselskaber er netop ikke med til at mangfoldiggøre dansk musik. Danske musikere ender med at være en døende race, mener Søren Skøtt.

De fem odenseanere lader sig imidlertid ikke slå ud af en konservativ og rystende bange pladebranche. Så længe der findes danske musikere som Tim Christensen og Nyborgensiske Saybia, giver de ikke op.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
CORONAVIRUS

Liveblog: Kirkeminister dropper at arbejde for åbne kirker i påsken

Annonce