Annonce
Indland

De Frivillige er en letbenet og tunghjertet fængselskomedie

Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Komedien "De Frivillige" med Anders Matthesen i hovedrollen har noget interessant på hjerte, mener anmeldere.

"De Frivillige" er en velspillet og vellykket komedie om livet som indsat på varetægtsfængslets isolationsgang, hvor de uskrevne regler hersker blandt dem, de andre ikke vil lege med.

Det mener flere danske anmeldere, der roser instruktør Frederikke Aspöck for at have godt fat i dirigentrollen.

Men den farverige fængselskomedie er også en "harmdirrende kritik af finanssektorens opportunisme", som Soundvenue formulerer det.

I filmen spiller Anders Matthesen den pædofilianklagede håndboldtræner Niels, der styrer isolationsgangens kor med fast hånd. En dag dukker den smarte og økonomisk kriminelle finansmand med tenorstemme Markus Føns (Jacob Hauberg Lohmann) op, og så er fængselsfreden forbi.

Ekstra Bladets anmelder Henrik Queitsch kalder filmen et psykologisk drama "med noget interessant på hjerte" og "et ordentligt skvæt sort humor i blandingen".

Især Matthesens rolle får ros i Politiken.

Her skriver anmelder Kim Skotte, at Anders Matthesen "giver kød og blod med en antydet autoritet og en underspillet sårbarhed, der nærmest kortslutter alle ens forventninger til en rolle af den karakter.

Informations anmelder Katrine Hornstrup Yde kalder komedien "vellykket".

- "De Frivillige" er en både letbenet og tunghjertet komedie om at lære at rumme nogen, der har sider, man aldrig ville kunne rumme, skriver Yde.

Fængselskomedien er bedst, når den "til perfektion spidder samfundet og sammenstødet mellem selvudnævnte foreningskonger og kold kapital", mener Jyllands-Postens anmelder Frederik Asschenfeldt Vandrup.

Desværre indfrir "De Frivillige" ifølge flere af anmelderne ikke helt sit potentiale. Anmelderne kritiserer især filmens slutning - dog uden at afsløre for meget.

- Hun (Frederikke Aspöck red.) bruger de indsatte som midler til at opnå sit egentlige mål, nemlig at servere en kindhest til finansverdenens fribyttere, skriver Soundvenue.

- Slutfacit på regnestykket bliver næsten for dystert realistisk et punktum til den ellers lyse og stringent fortalte fantasi om livet inden for murerne, tilføjer Jyllands-Posten.

Politiken giver "De Frivillige" fire hjerter, mens Jyllands-Posten, Ekstra Bladet og Soundvenue begge giver fire stjerner. Information uddeler hverken hjerter eller stjerner.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce