Annonce
Kultur

Boganmeldelse:Kan unge være så brutale?

Rikke Dahl. Foto: Turbine
Boganmeldelse: Rikke Dahl: ”Som om vi aldrig rigtigt fandtes”.

Christin har i en årrække arbejdet som scenograf i Los Angeles, men er i Danmark, da hun modtager en opringning fra en tidligere skolekammerat. Hun kan fortælle, at det tredje medlem af deres lille venindegruppe er død og skal begraves. Hermed sættes handlingen i gang i Rikke Dahls debut, “Som om vi aldrig rigtig fandtes”, hvor Christins rejse tilbage til provinsbyen kædes sammen med fatale begivenheder, der fandt sted 20 år tidligere. For Christin bliver rejsen et møde med en fortid, hun har gjort sit for at fortrænge, men nu konfronteres hun i samarbejde med en lokal journalist med en kompleks nutid. Her er gymnasiekammeraten Nikolaj netop fundet død. Han var i sin tid frontfigur i gymnasiebandet Smalltown Empire, og det var omkring ham og bandets medlemmer, at en uhyggelig begivenhed i sin tid fandt sted. Rikke Dahl får krydsklippet mellem Christins konfrontation med sin fortid og en ubønhørlig nutid, så læserens nysgerrighed hele tiden får sit. En lille indvending er, at forfatteren giver sig rigelig god tid. Men hendes belysning af gymnasieelevernes spegede følelsesmæssige relationer, og med hvilken næsten blinde kynisme de unge forfølger deres mål, er barsk læsning, og det bliver bare værre og værre efterhånden, som den ene begivenhed efter den anden blotlægges. Er unges evne til at gøre ondt og senere fortrænge virkelig så veludviklet? Svaret synes at være ja, men det sker ikke uden konsekvenser. - Rikke Dahl: ”Som om vi aldrig rigtigt fandtes”. 472 sider. 249,95 kroner. (Turbine) Udk. 28.03.2019 4 af 6 stjerner

Annonce
Rikke Dahl: ”Som om vi aldrig rigtigt fandtes”. Foto: Turbine
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Byråd sætter punktum for Odeon-sag: Men der mangler stadig en undskyldning

Leder For abonnenter

Odeon har tumlet rundt som en beruset balletdanser

Det er ynkeligt, at selskabet bag Odeon ikke vil undskylde de løgne, som man var sendt ud i offentligheden for at dække over sagen om den systemkritiske kinesiske dansetrup Shen Yuns aflyste optræden i musik- og teaterhuset. Odeon-selskabet har, som det fremgik af avisen tirsdag, i stedet valgt at "beklage" sin optræden via en advokat, men man har ikke haft mod og mandshjerte nok til at sige det lille, men vigtige ord "undskyld". Det er uhørt dårlig stil; en uforskammet opførsel. Derfor må man håbe, at Odeon tager ved lære af forløbet og den berettigede kritik, der er blevet rejst mod selskabet. For selvfølgelig skal man undskylde, når man stikker en løgn. Odeon har i Shen Yun-sagen tumlet rundt som en beruset balletdanser midt i et balletkompagni. Man har løjet for offentligheden, og man har løjet for sin kontraktpartner, Odense Kommune. Det har absolut ikke været kønt at se på. Det er blevet grundigt tilbagevist, at aflysningen af den kinesiske dansetrups optræden skyldtes pres fra det kinesiske regime. Der findes ganske enkelt ikke skyggen af dokumentation for, at den kommunistiske supermagt Kina har forsøgt at diktere programmet i et musik- og teaterhus i hjertet af Danmark. Der er andre og bedre forklaringer på, at Shen Yun-truppen ikke fik lejlighed til at optræde i Odeon. Alene det faktum, at truppen er ukendt i offentligheden og derfor næppe ville have haft gennemslagskraft til at samle et større publikum i Odeon, kan begrunde, at truppen fik et nej fra Odeon. Det kunne man imidlertid have sagt højt og dermed sparet sig selv for megen ballade. Ligesom man fra Odeons side kunne have sagt, at der var åbenlyse samarbejdsproblemer mellem den kinesiske trup og musik- og teaterhuset. Det er nu engang altid bedst at sige tingene, som de er - også når det er ubekvemt. Selv om sandheden ifølge mundheldet er ilde hørt, er sandheden altid at foretrække. Derfor må Odeon mande sig op og lære at sige tingene, som de er. Også, når det handler om at afvise ukendte, kinesiske dansere. Alt andet er ynkeligt.

Annonce