Annonce
Rejser

Dansker i Oman: - Man lykkes ved at integrere sig i lokalmiljøet

Muscat er ikke en storby i traditionel vestlig forstand, men en perlerække af småbyer, som tilsammen udgør hovedstadsområdet i Oman. Foto: Reiselykke.com/Mette Solberg Fjeldheim
Hun blev kendt, da hun medvirkede i Anders Aggers TV-serie på DR om Mellemøsten, men egentlig kom hun til sultanatet på en mission for den britiske hær. Rachael MacIver tager os med til sit Oman.

Fynboen Rachael MacIver kom til Oman på en toårig mission for den britiske hær, men har skabt sig et ry som dygtig fotograf og blev hængende i sultanatet. Her kan man opleve monumental arkitektur og strandture med kajaksejlads i hovedstaden Muscat, spise lokalt i asiatiske kvarterer og besøge bjergene og ørkenen i løbet af kort tid.

- Hvordan havnede du i Oman?

- Min mor var lidt af en hippie, som tog mig ud af skolen for at rejse rundt i Tunesien i lange perioder, og jeg er sikker på, at min forkærlighed for dadler og kameler stammer fra den tid. Tilbage i Danmark fik jeg en grafisk uddannelse og tog job på en lokalavis i Sverige, giftede mig og fik to børn. Efter nogle år føltes det lidt trangt, og jeg fik job i den britiske hær med udstationeringer i Tyskland, England, Nordirland og Kina. Jeg kom til Oman i 2004 på en mission for forsvarsministeriet – et ophold, som kun skulle vare to år, men her sidder jeg efter 15 år. Jeg er egentlig pensioneret fra mit job, som jeg ikke kan tale om, men har taget fotografi op som en hobby og blandt andet udgivet en bog, "Oman - Not All Black And White".

- Hvad gør landet til noget særligt?

- Oman har en naturmæssig diversitet, som gør, at man kan spise morgenmad i bjergene, nyde lunch ved en øde hvid sandstrand og se solnedgangen fra ørkenens klitter, alt sammen i løbet af én dag. Og som tusinder har sagt det før mig, er det folket, omanerne, som gør landet til noget særligt. Ikke kun for deres legendariske gæstfrihed, men også deres humor, venlighed og værdier.

- Hvordan lykkes man som expat (person, der er rejst til et andet land for at bo og arbejde i en længere periode, red.) i Oman?

- Jeg tror, at nøglen til at blive godt integreret er noget så simpelt som at melde sig ud af de typiske expatmiljøer. I stedet skal man engagere sig i sit lokalsamfund og vise interesse for deres dagligliv. Stil spørgsmål og vis vilje til at ville lære. Jeg går for eksempel på sprogkursus i øjeblikket, og det er møgsvært, men jeg prøver. Oman er et meget åbent samfund, og de lukker dig gerne ind, fordi de er meget stolte af deres kultur, og vil hellere end gerne dele den med dig.

- Hvordan er det at være fastboende udenlandsk kvinde?

- Som integrerede expats er vi generelt accepterede, men jeg fik forskellen mellem deres og vores vestlige kultur at mærke, da jeg blev skilt fra min britiske mand, mens vi begge boede her. Pludselig fik jeg en masse "brødre", fordi mænd ser det som en social pligt at passe på kvinder. Jeg blev opfattet som en, der stod i en sårbar situation, og jeg blev tilbudt hjælp med alt fra olietjek på bilen til det daglige måltid, mens de lokale kvinders reaktion mere var: "Okay, godt for dig, men vi må se at finde dig en ny mand".

- Hvordan er din oplevelse af Oman i det store perspektiv?

- Man kan se det på to måder: Et land, som bevæger sig fremad med stor hastighed for at finde sin niche i det 21. århundrede, eller et land, som vælger at være tro mod sine rødder og sin kulturarv. Du oplever måske en gammel mand, som går ude i naturen med en vandrestav, men tænker ikke over, at grunden til hans langsomme tempo er, at han har travlt med at bruge sin smartphone til at sende WhatsApp-beskeder til sin familie, som bor i Muscat i løbet af ugen. Det er ikke så sort og hvidt.

- Hvad viser du dine gæster fra Danmark?

- Det, de bedst kan lide ved Muscat, er strandene. Shatti al Qurum er der, hvor folk mere kommer for at være sammen end egentlig svømme, fordi der er en masse kaffebarer, både lokale selvstændige og store kæder som Costas og Starbucks. Her er også et lille sted, hvor man kan leje havkajakker til en solnedgangssejlads. På tredjedagen har gæsterne som regel fået rigeligt med sol, og så tager vi sightseeingruten til nationalmuseet, som fortæller alt om landets historie – helt fra de første bosættelser for to millioner år siden.

- Har du et hemmeligt sted?

- Det må være min landsby, Qantab, 10 minutters kørsel fra parlamentet, hvor der ligger strande, som ikke er lige så overrendte, og hvor man kan opleve havskildpadder gå i land og lægge æg. Det er netop roen her og i de tilstødende bjerge, som gør mig taknemmelig for at bo her.

Har du fået en lokal livret?

- Fish Molly, som er store rejer eller lokal hvid fisk i kokossauce med cashewnødder og grøn chili, serveret med citronris og friskbagt paratha – brød, som man dypper i saucen. Fisken er så mør, at man kan tygge den med øjenvipperne, som min danske bedstemor fra Thurø ville sige.

- Hvad har du lært af at bo i Oman?

- Det er okay at elske sit land og sine landsmænd og -kvinder, ligesom det er okay at være stolt af sine rødder. Hvis du føler dig sikker på, at du er lige dér, hvor du hører hjemme, behøver du ikke føle dig truet af andre mennesker, deres kultur eller levemåde. Du behøver ikke holde offentlige sammenkomster for at minde dig selv og andre om, at I er dem overlegne, eller tale nedsættende om andre for at få det bedre med dig selv. En stærk identitet og tilhørsforhold er nøglen til tolerance af andre mennesker.

Annonce

Rachael MacIver

55 år.

Bor i Oman.

Fotograf.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Uddannelse. Snobberiet når nye højder

Synspunkt: Der er tilsyneladende ingen grænser for, hvor langt man vil gå for at fastholde de unge og deres forældre i vildfarelsen om, at gymnasiet er den eneste vej at gå, hvis man vil have et langt og godt arbejdsliv. Det seneste eksempel kom her i avisen den 21. januar, hvor gymnasielæreren Ulf V. Olsen udbredte sig om ”farerne” ved at vælge en erhvervsuddannelse frem for at gå i gymnasiet. Det er forståeligt nok, at han gør, hvad han kan for at beholde sit job som lærer. Vi ville bare ønske, at det blev gjort ved at styrke kvaliteten og relevansen af undervisningen på gymnasierne i stedet for ved at sprede og forstærke fordommene om erhvervsuddannelserne. Først og fremmest er det ganske enkelt faktuelt forkert, når det påstås, at stort set lige mange unge vælger henholdsvis gymnasier og erhvervsskoler. I 2019 valgte hele 72 procent af de elever, der forlod grundskolen, at søge ind på gymnasiet som førsteprioritet, mens kun 20,1 procent satte kursen mod erhvervsuddannelserne. Samtidig får Ulf V. Olsen det til at lyde som om, at stort set alle gennemfører de gymnasiale uddannelser, selv om Danske Gymnasiers egne tal viser, at gennemførselsprocenten svinger fra 85 på STX til 67 på HF. På erhvervsuddannelserne gennemfører 80 procent ifølge Undervisningsministeriet grundforløbet. Og selv om der også er et (for stort) frafald efterfølgende, så har erhvervsskolereformen haft en positiv effekt. Derudover kan man jo nævne, at en erhvervsuddannelse er den direkte vej ud på arbejdsmarkedet, mens mere end hver femte student stadig ikke er kommet i gang med en videregående uddannelse 27 måneder efter den sidste eksamen – og hvad er studenterhuen så egentlig værd? Vi ser også, at rigtig mange studenter vælger efterfølgende at tage en erhvervsuddannelse. På elektrikeruddannelsen har hele 25 procent af eleverne faktisk gennemført en gymnasial uddannelse, og andelen af elever, som har en delvist gennemført gymnasial uddannelse, er også høj. Det kunne måske være en indikation af, at deres valg af gymnasiet i første omgang ikke var det rigtige, og at de i stedet var på udkig efter en mere praktisk orienteret uddannelsesvej. Det er rigtigt, at man på nogle erhvervsuddannelser stadig har udfordringer med at skaffe det nødvendige antal lærepladser, men billedet er ikke sort/hvidt. En række uddannelser (bl.a. de tekniske uddannelser indenfor fx el, vvs og industri) har de senere år således sat nye rekorder for antallet af indgåede uddannelsesaftaler, samtidig med at man som elev allerede begynder at tjene penge under uddannelsen i stedet for at skulle sætte sin lid til en beskeden, statsunderstøttet SU-udbetaling. Alle eksperter er enige om, at behovet for faglærte blot vil blive større de kommende år. Derfor holder Ulf V. Olsens skræmmebillede af en jobverden med stor jobusikkerhed for unge med en erhvervsuddannelse ikke. Og slet ikke når man sammenligner med, at cirka hver femte akademiker ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd stadig står uden arbejde 26 uger efter færdiggjort uddannelse. Kigger man på lønsedlen, er der også god grund til at vælge en erhvervsuddannelse. I hvert fald viser tal fra henholdsvis UddannelsesGuiden og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at man som eksempelvis elektriker eller vvs’ere både får en højere startløn og over et helt liv tjener mere end mange med en akademisk uddannelse. Både for elektrikere og vvs’ere er den månedlige startløn i gennemsnit på 27.000-28.000 kroner efter endt uddannelse, mens man med en længerevarende videregående uddannelse som designer får cirka 20.500 kr. og med en universitetsuddannelse i filosofi kan se frem til en startløn på cirka 21.700 kr. Igen er der naturligvis forskelle på de enkelte fag, men tallene viser under alle omstændigheder, at tingene ikke er så entydige, som gymnasielæreren får det til at virke. Som en sidste ”trumf” leverer han fordommen om, at livet som faglært er præget af fysiske nedslidning, som gør dig gammel før tid. Et argument, der er udtryk for et stærkt forældet virkelighedssyn. Den moderne håndværker og tekniker har i dag adgang til et væld af hjælpemidler, der sikrer, at den fysiske belastning holdes på et minimum, så man kan se frem til et langt og sundt arbejdsliv – og så sundt er det altså heller ikke at sidde på en kontorstol og stirre ind i en computerskærm dag ud og dag ind. Vi siger ikke, at alle skal vælge gymnasierne fra. Men vi ønsker en mere ligeværdig prioritering af de uddannelsesvalg, den næste generation præsenteres for, når livet efter folkeskolen venter. Det stiller krav til både de unge selv, deres forældre og ikke mindst uddannelsesvejlederne. I den sammenhæng er der ikke brug for et unuanceret mørkesyn i forhold til erhvervsuddannelserne og de mange muligheder, de åbner … heller ikke for at understøtte gymnasielærernes jobsikkerhed.

Sydfyn For abonnenter

Problemer på hotel kom bag på bestyrelse og ejer: - Der er ikke er nogen, der har fortalt os det

Annonce