Annonce
Sport

Dansk landstræner efter massakre: Vi gik efter 15 og 16

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Ifølge landstræner Lars Søndergaard kunne Danmarks sejr over Georgien have været større end 14-0.

Danskerne scorede mål på samlebånd i tirsdagens knusende sejr på 14-0 over Georgien i kvindernes EM-kvalifikation.

Det var den næststørste danske sejr nogensinde - kun overgået af 15-0 mod selv samme Georgien i 2009. Den rekord var landstræner Lars Søndergaard bevidst om.

- Vi ville gerne have haft nummer 15 og nummer 16. Vi gik efter rekorden. Vi spiller en god omgang fodbold, og vi var utroligt skarpe.

- Vi kunne måske endda have scoret endnu flere mål. Jeg er glad for det udtryk, vi har i øjeblikket. Det er sådan, vi gerne vil fortsætte med at spille, siger han til DR efter sejren.

Målfesten begyndte allerede i kampens fjerde minut, hvor Nadia Nadim scorede til 1-0. Siden fulgte et stormløb mod det georgiske mål, hvor målmand Tatia Gabunia havde mere end svært ved at håndtere de danske skytter og dødbolde.

Ved pausen stod det 10-0, og på trods af lidt stilstand i anden halvleg sluttede danskerne med den største sejr i ti år.

Inde på banen havde landsholdsspilleren Sofie Svava svært ved at tro sine egne øjne.

- Vi scorede nærmest på alt. Det er lidt surrealistisk at spille sådan en kamp. Det er faktisk fuldstændig sindssygt, siger hun til DR.

Danmark har vundet alle fem kampe hidtil i EM-kvalifikationen, men Italien har også gjort rent bord og ligger på førstepladsen. Italienerne vandt tidligere tirsdag 5-0 over Malta og har spillet en kamp mere end Danmark.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce