x
Annonce
Danmark

Dannelse som bolværk mod dumheden

Lone Belling

Hvad sker der med mennesket når tal, test og teknologi er svaret på allehånde problemer? Ind imellem har jeg en fornemmelse af at blive væk i regnearkenes labyrinter. Jeg mister min retningssans og ståsted og kan slet ikke finde mig selv - eller de andre mennesker - i mængden af 'big data' der kommer til mig fra alle side og ordnes i kolonner og bundlinjer. Misforstå mig ikke. Tal, fakta og regneark er vigtige redskaber til at tage kloge beslutninger, men hvis talmagien forblinder os, så kan menneskeligheden og formålet med dataøvelsen let forsvinde i ligningen.

Vi taler om populisme og fake news, flygtningestrømme og ulighed, om manglende tillid til politikere og demokratiet. Vi hører, at flere og flere mennesker har ondt i livet med angst, depression og selvskade, mens indlandsisen smelter, og ekstremt vejr bliver hverdag. Så er det let at vælge strudsens taktik og koncentrere sig om det nære og håbe, at nogen eller noget redder os, når vi møder afmagten. Det er, som om mange har mistet robustheden og modstandskraften, at vi har glemt, at vi er borgere med rettigheder og pligter, fordi vi så længe er blevet reduceret til forbrugere af varer, brugere af offentlige systemer og selv er blevet til varer for de store tech-giganters svimlende millardforretninger.

Vi er blevet rigere målt i BNP, sundere målt i leveår og bedre uddannet målt i tid vi tilbringer i uddannelsessystemet. Og hele tiden 'sætter vi baren lidt højere' som vores statsminister siger. Vi er blevet til noget, men har i mellemtiden glemt at blive til nogen. Engang talte vi om dyder, at have en god karakter, at være et ordentlig menneske og handle samvittighedsfuld. Andre talte om solidaritet, ligeværd og menneskelighed. Begreber som næsten lugter af mølkugler og hengemte værdier, og som med det stærke fokus på strømlignet uddannelse, konkurrencestat, test i skole og på arbejde trådte i baggrunden sammen med forståelse af dannelse som afgørende for menneskelig civilisation. Men vi har brug for dannelse, for det giver ståsted og retning. Vi har brug for almen dannelse til deltagelse, ansvar og demokrati som værn mod populisme og fake news. Brug for at høre til i fælleskaber og opdage at vi sammen kan skabe små og store forandringer. Det giver tillid til fælles handlekraft, der måske i første omgang retter sig mod det lokale, men som også kan give mod til at stille krav og gå i dialog med politikere og beslutningstagere. Demokratiet lever af vores aktive deltagelse og ikke kun af at stemme hver fjerde år.

Samtidig er den eksistentielle dannelse, hvor viden bliver til rodfæstet indsigt og fordybet forståelse vigtig for vores robusthed. At kunne møde livets udfordringer uden at knække, at kende sig selv og kunne række ud ­- ikke efter telefonen - men andre mennesker, når præstationsangst eller svære tanker tager magten. Dette er klassiske aspekter af en dannelsesforståelse - det der gør os til mennesker i samspil med andre - men tidens kriser og udfordringer kalder på flere dimensioner i dannelsesprocessen.

Den naturvidenskabelig dannelse skal styrkes. Det er afgørende for både børn og voksne at udvikle en sans for vores samspil med naturgrundlaget. Naturvidenskab har en stadig stigende kulturforandrende kraft og kan ikke reduceres til ekspertviden eller eksportmuligheder, den er også afsæt for forundring, ydmyghed og taknemmelig. Einstein sagde, at forestillingen om adskilthed er en illusion. Alt er forbundet - og det kan læres og mærkes gennem viden og indlevelse.

Vi må også udvikle en hjertes dannelse så vores etiske kompas kan hjælpe os med at navigere. At kende sine værdier og sit ståsted, at kunne lytte med både med hjerne og hjerte, rationalitet og intuition er i familie med ordet samvittighed. Et forkætret ord fordi det kan give følelser af skyld og skam, men samtidig det der hjælper med at skelne godt fra ondt, rigtigt fra forkert. De fire dimensioner: Almen dannelse, eksistentiel selvdannelse, naturvidenskabelig dannelse og hjertes dannelse udgør tilsammen en helhedsorienteret forståelse af dannelse samlet i begrebet: bæredygtig dannelse. Et begreb til tiden, der både kalder på bæredygtighed og dannelse, og ikke kan reduceres til tal og teknologi.

Illustration: Gert Ejton
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Nyborg

Ingen Voldspil i år: Cyrano udsættes

Leder For abonnenter

Det er okay at være ufuldkommen - det er Mette Frederiksen også

Vi fejrer som bekendt påske, fordi Jesus, Guds søn, i disse dage for næsten 2000 år siden blev korsfæstet, døde, blev begravet - og på tredjedagen genopstod fra de døde. Påskedagene er derfor en fortælling om lidelse, smerte og død - og samtidig om det ufattelige, det guddommelige, det ophøjede. Påsken er imidlertid også ramme om noget såre menneskeligt, velkendt og jordnært; om disciplenes dårskab og svigefuldhed, deres misgreb og fejltrin, deres løgne, deres ufuldkommenhed. For Jesu disciple var fejlbarlige mennesker som os andre. De var kyniske og selviske, frygtsomme og troløse; de fornægtede ham, de stak af i rædsel, de tvivlede. Selv Jesus viste sig som et menneske, da angsten og afmagten og smerterne overmandede ham: "Min gud, min gud, hvorfor har du forladt mig", råbte han, da han hang på sit kors. På den måde binder påskedagene det guddommelige og det såre menneskelige sammen. De menneskelige svagheder, som du og jeg rummer, rummede Jesus og hans disciple også. Det, som du og jeg ikke magter, magtede Jesus og hans disciple heller ikke. For frygten er svær at bære, lidelsen er svær at bære, døden er svær at bære. Ikke mindst i disse tider. Påsken er tillige forræderiets tid. Om lidt forråder Judas sin kammerat. I den nattemørke Getsemane Have vil Judas gå hen til Jesus og kysse ham, give ham et judaskys, så de romerske legionærer kan anholde Guds søn og siden torturere og dræbe ham. De færreste af os har sendt et andet menneske i døden, men de fleste af os har ikke desto mindre svigtet et menneske, svigtet en tillid, snydt på vægten – og derfor kan fortællingen om Judas’ forræderi være genkendelig for mange af os. På søndag sker der noget ufatteligt: Jesus sætter sig ud over døden, genopstår fra de døde og bliver på den måde guddommelig. Inden da viser han og hans disciple sig som lige så ufuldkomne mennesker som alle os andre, statsminister Mette Frederiksen inklusive. Det giver en særlig ro for alle, uanset om man tror eller ej: At selv den, der er guddommelig, kan være ufuldkommen. Ligesom os andre.

Danmark

Live: Forældre vil lade børn blive hjemme efter påske

Annonce