Annonce
Kultur

Da Madame Nielsen indtog Svendborg

Madame Nielsen med søster Anja (Tietze Lahrmann) og musikerne Sailor simon Toldam og Niels Bosse Davidsen var Giant Steps bidrag til ugens Brecht-festival. Madame gik rent ind. Foto: Iben Friis Jensen

Madame har fået sin sydfynske fanskare efter en intim, nærværende, provokerende og fin Giant Steps-koncert torsdag aften

Svendborg: - Intet er så sort, at man ikke kan få en fest ud af det, konstaterer Madame Nielsen efter at have sunget The Suicide Song og illustrativt hængt sig i et fiktivt reb.

Madame har fuldstændig ret.

Varm og nærværende, men også så uhyggelig grum, at Madame i pausen får et tilbud om at lave lydsiden til en horrorfilm, bliver det stopfyldte spillested, Arne B. i Svendborg, til den karismatiske musikers private og intime boudoir.

Og hvordan beskrive Madame Nielsen?

Hendes digte er spiddende oog samfundsrevsende. Hendes musik smooth og velklingende. Og hendes stemme er som en eksperimentel og eksplosiv blanding af Nick Cave, Leonard Cohen og Tom Waits. Af og til overfuset af Frank Zappas kaotiske indfald og performet af en syngende Karen Blixen...

Kunne Karen Blixen synge? Formentlig ikke. Det kan Madame Nielsen ret beset heller ikke. I hvert fald ikke sådan skønsangs-agtigt.

Men hun kan noget andet. Noget bedre, Noget unikt. hun kan med sin gammeldame-røst formidle en inderlighed og en vedkommenhed i sine både sarkastiske, politiske og jorden-i-ellevte-time-sange, så man vil græde, grine, skrige, nynne.

Dér står hun på scenen. Radmager i sin vide, røde kjole. Øjnene ligger dybt i sine huler, kinderne er indfaldne.

Men skønt hun næsten ligner et skelet, et smukt skelet, kun nødtørftigt beklædt med den tyndeste hud og skønt hun virker dekadent som en gammel dame, der er gone nuts, dog uden at være depraveret, så er Madame ren. Som en engel.

Selv når hun hvisler eller skriger, selv når hun synger en ironisk hyldest til markedsøkonomien med omkvæddet: alt hvad vi køber, alt hvad vi sælger er Kærlighed.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce