Annonce
Dødsfald

Dødsfald: Han var egentlig mekaniker - skabte senere Farstrup-stolen

Arkivfoto: Mads Jensen

Erling Andersen, Farstrup, er død, 77 år.

Erling Andersen ejede i mange år Farstrup Møbler og skabte de Farstrup-hvilestole, der gør livet mere behageligt for især ældre mennesker.

Efter barndomstiden i Skamby blev Erling automekaniker, og da soldatertjenesten var overstået, læste han videre til produktionsingeniør.

Først da hans daværende svigerfar døde, overtog Erling Farstrup Møbler og det tilhørende savværk. I starten var det spisestuemøbler og konferencemøbler, der kom ud fra produktionen, men da konkurrencen på de møbeltyper blev for hård, måtte Erling sadle om. På et tidspunkt blev også savværket afviklet.

Herefter blev det konferencemøbler og otium-stole, der blev tilpasset køberen, samt en særlig spisestuestol, No. 210r, som der blev satset på. Det er hvilestolen og kvaliteten i den stol, der har gjort firmaet kendt viden om.

Farstup Møbler blev en stor virksomhed med op til 212 ansatte, da der var flest, men der blev også produceret noget. For eksempel 4100 ens stole til Aalborg Kongres & Kultur Center.

Ser man listen over 25- og 40-års-jubilarer gennem tiden, så er den lang. Farstrup Møbler og Erling kunne holde fast i sine medarbejdere.

Virksomheden var Erlings et og alt, og selv efter at han blev alvorligt syg for 11 år siden, blev han ved at komme på fabrikken. Dog blev kræfterne mindre, og i 2017 trak han sig helt og solgte virksomheden.

Han sad i bestyrelsen i Dansk Industri i nogle år, men brugte ellers al sin tid på fabrikken. Dog kom han til at holde meget af skiløb, hvor han og Karen drog afsted i en gruppe, gerne til Westendorf i Østrig.

Erling Andersen efterlader sig hustruen Karen, samt børn og børnebørn.

Bisættelsen finder sted fra Vigerslev Kirke torsdag den 5. december klokken 11. /RAS

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce