Annonce
Odense

Cykelrazzia i gågaden: Politiet delte massevis af bøder ud

700 kroner koster det denne mand, som cyklede i gågaden tirsdag sidst på eftermiddagen og blev standset af politiet på hjørnet af Vestergade og Asylgade. Foto: Bjarke Vestesen
700 kroner kostede det alle dem, som tirsdag sidst på eftermiddagen cyklede i gågaden i Odense. De fleste vidste godt, hvorfor de blev standset af betjentene.

Massevis af cyklister kan nu se frem til at få en bøde på 700 kroner i deres eboks, efter at de tirsdag sidst på eftermiddagen blev standset af politiet for at cykle i gågaden.

- Alene den første halve time tog vi 12-14 cyklister, fortæller en af de to betjente, som ved 17.30-tiden stod på hjørnet af Asylgade og Vestergade, og standsede cyklisterne.

Faktisk må man godt cykle i gågaden i Odense, men først efter klokken 21, og mens betjentene standsede dem, der ikke vidste det eller alligevel valgte at tage chancen, kom mange børnefamilier gående, fordi forretningerne holdt åbent frem til ved 18-tiden.

- Nu har der været så meget fokus på elløbehjul, at vi har valgt at stå i gågaden, men dem har vi så ikke haft overhovedet. Til gengæld har vi haft mange cyklister, fortæller den samme betjent.

En hollænder blev standset og vidste ikke, han ikke måtte cykle i gågaden, men ellers var de fleste klar over det.

- Alle ved godt, hvorfor vi standser dem, lyder det fra betjenten.

Efter en times tid på hjørnet kørte de to betjente hen bag rådhuset, hvor man også skal trække sin cykel. Det var der mange, som ikke gjorde, og de kan se frem til bøden på 700 kroner.

En af dem, der brokkede sig over den, var en yngre mand kendt under navnet Jimmer. Med to krykker hen over cykelstyret cyklede han der, hvor han ikke måtte.

- Det er fint, at politiet tjekker det, men jeg synes alligevel, det er uretfærdigt for mig, når jeg ikke kan gå ordentlig og har krykker med, forklarede en vred Jimmer.

Han har en fibersprængning og revet det meste af en sene over i hofteledet, og efter at have fået bøden fik han hjælp af den ene af betjentene med at få løftet sin cykel hen til nærmeste cykelsti. Uden ekstra betaling.

Politiet var i weekenden også til stede i gågaden for at standse cyklister.

Annonce
Jimmer - manden til højre i billedet - var vred over at få en bøde for at cykle på det stykke bag rådhuset, hvor det er forbudt, fordi han er på krykker og kan ikke gå. Krykkerne havde han hen over styret. Foto: Bjarke Vestesen
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce