x
Annonce
Faaborg-Midtfyn

Coronakrisen kalder også det nedrige frem i folk

I lørdags skrev jeg en artikel om en midtfynsk familie, der er strandet i Peru, som nu har lukket sit luftrum. Derfor er familien mellem godt 200 danskere, heraf en del fynboer, der ikke ved, hvordan eller hvornår, de skal få dansk grund under fødderne igen.

Det giver familien med børn på to og 10 år store bekymringer, både i forhold til familiens sundhedssituation, men også i forhold til deres job og dermed økonomi.

Præmissen var klar nok, da Allan Olsen fra Årslev henvendte sig til sin avis: Han vil gerne have sin historie fortalt, så han og familien - måske - kan komme hurtigere hjem. Selvfølgelig kan avisen ikke hente ham og familien, men nogle gange hjælper omtale på, at myndighederne, i dette tilfælde Udenrigsministeriet, kommer op af startblokkene.

At dømme efter læsertallene fandt fynboerne historien relevant. Den blev en af de meste læste på fyens.dk henover weekenden, men reaktionerne var mildt sagt forskellige. På fyens.dk's side på Facebook fik den flere hundrede kommentarer. Jeg læste langt fra dem alle, for jeg blev forstemt, og kan derfor heller ikke sætte en præcis procentsats på, men af dem, jeg læste, lå mindst en tredjedel i et felt fra latterliggørende, over hånende til nedladende og decideret nedrige, a la at familien ligger, som den har redt og skal holde op med at klynke.

I helt anden anledning talte jeg samme dag med borgmester Hans Stavnsager, der - egentlig uden for citat - sagde noget i retning af: "Coranakrisen får både det bedste og det værste frem i folk."

Jeg har let ved at sætte mig ind i, at al den usikkerhed, præger vores humør i negativ retning, sådan er det i al fald med mit eget, men jeg har svært ved at acceptere, at den gør folk nedrige overfor hinanden, særligt når det rammer mennesker i fortvivlende situationer.

For os som avis, synes jeg, det er problematisk, at folk, der kommer til os med et håb om hjælp, bliver nedgjort, for det må give færre lyst til at stå frem og fortælle deres historie. Samtidig er jeg totalt med på, at holdninger skal kunne tåle kritik, ellers er de ikke meget værd, og at vi allesammen har ret til at sige vores mening, især når det bliver gjort på en måde, så vi kan lære af hinandens argumentation og i det mindste forstå dem, vi ikke er enige med. Og derfor skal der også vægtige grunde til, hvis vi skal lukke et kommentarspor på en artikel om et ømtåleligt emne på fyens.dk.

Under coronakrisen har avisen valgt, at alle artikler, der relaterer sig til coronavirus, er åbne, altså gratis. Jeg har fornemmelse af, at artiklen om familien i Peru ville have fået færre, nedrige kommentarer, hvis den havde været låst. Da jeg vendte sagen med min søn, Benjamin, anførte han, at en del af kommentatorerne tydeligvis ikke engang har læst artiklen, selv om den var gratis. Det har han sikkert ret i. Det kan jeg jo ikke tvinge folk til.

Da jeg var ung journalist på en lokalredaktion på Vendsyssel Tidende, sagde daværende borgmester Poul Møller til mig, efter en artikel, han ikke brød sig om: "Den avis pakker jeg fisk ind i." Det er lidt vanskeligt med Facebook-kommentarer. Men jeg kan dog glæde mig over, at der også er relativt mange læsere, der orker forfægte humanismen og en ordentlig debattone.

Tak for det.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Det er okay at være ufuldkommen - det er Mette Frederiksen også

Vi fejrer som bekendt påske, fordi Jesus, Guds søn, i disse dage for næsten 2000 år siden blev korsfæstet, døde, blev begravet - og på tredjedagen genopstod fra de døde. Påskedagene er derfor en fortælling om lidelse, smerte og død - og samtidig om det ufattelige, det guddommelige, det ophøjede. Påsken er imidlertid også ramme om noget såre menneskeligt, velkendt og jordnært; om disciplenes dårskab og svigefuldhed, deres misgreb og fejltrin, deres løgne, deres ufuldkommenhed. For Jesu disciple var fejlbarlige mennesker som os andre. De var kyniske og selviske, frygtsomme og troløse; de fornægtede ham, de stak af i rædsel, de tvivlede. Selv Jesus viste sig som et menneske, da angsten og afmagten og smerterne overmandede ham: "Min gud, min gud, hvorfor har du forladt mig", råbte han, da han hang på sit kors. På den måde binder påskedagene det guddommelige og det såre menneskelige sammen. De menneskelige svagheder, som du og jeg rummer, rummede Jesus og hans disciple også. Det, som du og jeg ikke magter, magtede Jesus og hans disciple heller ikke. For frygten er svær at bære, lidelsen er svær at bære, døden er svær at bære. Ikke mindst i disse tider. Påsken er tillige forræderiets tid. Om lidt forråder Judas sin kammerat. I den nattemørke Getsemane Have vil Judas gå hen til Jesus og kysse ham, give ham et judaskys, så de romerske legionærer kan anholde Guds søn og siden torturere og dræbe ham. De færreste af os har sendt et andet menneske i døden, men de fleste af os har ikke desto mindre svigtet et menneske, svigtet en tillid, snydt på vægten – og derfor kan fortællingen om Judas’ forræderi være genkendelig for mange af os. På søndag sker der noget ufatteligt: Jesus sætter sig ud over døden, genopstår fra de døde og bliver på den måde guddommelig. Inden da viser han og hans disciple sig som lige så ufuldkomne mennesker som alle os andre, statsminister Mette Frederiksen inklusive. Det giver en særlig ro for alle, uanset om man tror eller ej: At selv den, der er guddommelig, kan være ufuldkommen. Ligesom os andre.

Danmark

Live: Børn og lærere er ikke forsøgskaniner, siger Søren Brostrøm

Mindeord For abonnenter

Mindeord: Pia Tørving var sprællevende, spændende og engageret - sådan vil vi huske hende

Annonce