Annonce
Mad og drikke

Cocktail-duo giver masterclass på Heartland

De to venner Rasmus Greve Christensen (tv) og Simon Sjødahl har fornyet cocktailkortet en gang, siden de åbnede Visit i november sidste år. Arkivfoto: Niels Svalebøg.
Rasmus Greve Christensen og Simon Sjødahl, som ejer baren Visit i Odense, fortæller om deres passion for cocktails og giver eksempler på deres kunnen på Heartland Festival.

I oktober sidste år åbnede de to venner Simon Sjødahl og Rasmus Greve Christensen baren Visit i Skt. Gertruds Stræde i Odense. De er begge vilde med cocktails - både de klassiske og de nye, som de selv udvikler. I weekenden deler de ud af deres viden på Heartland festivalen på Egeskov Slot.

- Festivalen kalder det en masterclass, men det er nok mere en talk om os: Hvordan vi arbejder, hvad der driver os. Og så laver vi naturligvis nogle cocktails, siger Rasmus Greve Christensen, da Livsstil møder de to bartendere forud for festivalen.

- Det er ret nemt at forklare, hvordan vi tænker cocktails. Hvis man kigger på vores cocktailkort, er det delt op i to kategorier. På den ene side har vi det, vi kalder signatur-cocktails, som er dem, vi selv udvikler fra bunden. Det er her, vi gakker ud og leger med sjove spiritusser og hjemmelavede sirupper. På den anden side har vi klassiske cocktails, som vi har fundet i nogle gamle bøger, vi har liggende, siger Simon Sjødahl.

- Nogle er mere kendte end andre, men alle er cocktails, som vi synes fortjener mere opmærksomhed. De klassiske cocktails mikser vi ret tæt på de helt originale opskrifter. Dem piller vi ikke ved, men det gør vi med vores egne. På den måde holder vi en tradition i hævd, samtidig med at vi skaber noget nyt. Uden at det skal lyde alt for vidtløftigt, tilføjer Rasmus Greve Christensen:

- Det er sjovt at få nogle af de her glemte cocktails frem i lyset. Som en Corpse Reviver for eksempel. Det er en helt fantastisk cocktail, synes jeg.

Annonce

Dild og kakao

De to bartendere skal dog ikke kun snakke om drinks og deres fascination af spiritusser. De skal naturligvis også mikse nogle cocktails. "The proof is in the pudding", som briterne ynder at sige.

- Vi har en Kentucky Cooler med. Den er ikke så kompleks i smagene, så vi tænker, at der er ret mange, som godt kan lide den. Vi har en klassisk cocktail med, som hedder Vieux Carré og oprindeligt er fra New Orleans. Endelig har vi en med, som hedder Amardillo. Den er lavet med dildakvavit og kakaolikør, siger Rasmus Greve Christensen.

Og hvis du tænker, at dild og kakao ikke er det bedste smagsmatch, er du ikke alene. Men det er det, forsikrer Rasmus Greve Christensen:

- Dild og Kakao spiller sindssygt godt sammen. Der er faktisk nogle forskere fra Holland, som undersøger smag på molekylært niveau. De har lavet parringer med smage, som objektivt går godt sammen. Dild og kakao er en af dem. Det sjove er så, at ens underbevidsthed siger noget andet, og det forstyrrer hjernen, fordi det smager godt, men hjernen vil gerne have det modsatte.

Vil udfordre gæsterne

De to bartendere er begge fra Fyn. Rasmus er opvokset i Kerteminde, og Simon er fra Thurø, men opvokset i Seden Strandby. Og de har begge arbejdet flere steder som bartendere i Odense - Café Kræs, Retro og The Room for at nævne nogle.

- På samme måde som med kokke og tjenere er det meget typisk med den her branche, at vi kommer lidt rundt omkring og får nogle erfaringer fra de forskellige steder, siger Simon Sjødahl.

Det var, mens de begge arbejdede på restauranten MASH, at idéen om at starte deres egen bar blev udklækket. Eneste krav til lokalet var, at baren skulle være det første, gæsterne møder, når de kommer ind ad døren.

Baren er nemlig omdrejningspunktet. Den er både arbejdsplads og legeplads.

- Vi kan godt lide at lave cocktails, som vi synes er sjove, og som folk ikke nødvendigvis kender hovedingredienserne i, som for eksempel den her danske dildakvavit med multebær, siger Rasmus Greve Christensen. Vi vil gerne udfordre gæsterne og finde noget, som de ikke har prøvet før, men som de godt kan lide.

- Det er ikke sådan, at vi har noget helligt mål om, at vi skal lave noget nyt, hver gang der kommer noget nyt, men hvis vi kan lave cocktails, som virkelig er velsmagende, og som vi tror, vores gæster kan lide, så gør vi det, fortsætter han:

- Men vi laver også gerne en Pina Colada, hvis det er det, folk vil have.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Prædiken. Skamløs i sin kærlighed

Prædiken: Skammen står i kø: der findes klimaskam og rygeskam, og man kan skamme sig over at mene noget andet, end det er moralsk tilladt i de kredse, man begår sig i; og sidste nye skud på stammen: virusskam; skammen over at være smittebærer af Covid 19 måske helt uden at vide det. For man kan såmænd føle skam helt uden at være skyldig. Skam og skyld hænger ikke nødvendigvis sammen. Offeret for en voldtægt er uden skyld og føler alligevel skam. Mens skyld er noget, vi kan placere, så er skam langt mere subtil i sin fremtræden. Den findes i alle mulige logiske og ulogiske sammenhænge. Det kan endda lade sig gøre at skamme sig på andres vegne; man kan skamme sig over at være dansker, skamme sig over alle de andre danskere forstås, alt imens man opfatter sig selv som helt igennem anstændig. I dagens evangelium hører vi om en flok mænd, som skammer sig på en andens vegne. Mændene ligger til bords i Simons hus, da en kvinde kommer ind i huset til dem. Hun nærmer sig Jesus, går helt hen til ham og hælder så den fineste og kostbareste nardusolie fra sin krukke ud over Jesu hoved, som når man salver en konge. Ødselt overøser kvinden med alabastkrukken Jesus med sin kærlighed og bekender sig på den måde til ham, som man bekender sig til sin Gud. Straks bliver hun overfuset af de tilstedeværende, for hvem Sandheden er skjult. Ikke alene opfører hun sig helt uanstændigt ved at komme ind i huset, ydermere skammer de sig nu over hendes hovedløse handling. For al den olie, svarende til en formue, kunne være blevet solgt og pengene givet til de fattige. Så nyttigt kunne kvindens formue været blevet brugt! Gæsterne i Simons hus ønsker nemlig at være generøse, og hvad er nemmere end at være generøs på andres bekostning? Kvinden opfører sig i deres øjne skamløst. Og det er præcis hvad hun er. I mødet med Kristus er hun skamløs. Ikke skamløs som psykopaten med det menneskelige brist slet ikke at kunne føle skam; ikke skamløs som en person, der rager til sig i en uhørt aftrædelsesordning; ikke skamløs som om skammen slet ikke findes i hendes liv, for det gør den. Hun er synderinde af profession, verdens ældste hverv, og sikkert ikke for fornøjelsens skyld, men af nød. Jo, hun kender til skammen, som de allerførste mennesker i Edens have kendte til den, fordi skammen er et menneskeligt vilkår. Men i mødet med Jesus bliver mennesket skamløst, løst fra sin skam. For sådan er kærlighedens væsen. Skam som samfundsgreb kan så absolut være godt, skammen er samfundsregulerende og opdragende. Men skam kan også være af det onde. Den kan holde os fanget i et net, som vi ikke selv kan vikle os ud af. Den lammer os. Ligesom frygten for en ukendt virus lammer os, og gør os desperate. Vi kastes ud af hamsterhjulet. og måske for første gang i lange tider tvinges vi til ikke at gøre, men blot at være. Og hvem er man så? Kvinden med Alabastkrukken ved, hvem hun er. Hun ved, at hun er Guds, og hun ved, at alt, hvad hun ejer og har, skylder hun Ham, for livet er hans. Hun salver ham som konge i livet og i døden. For salvingen forudsiger også Jesu død og begravelse. Kvindens handling den dag i Betania minder Jesus om, hvad han må gøre, hvor rædselsvækkende opgaven end er. Hun holder ham fast på hvem han er. Og hun viser os, at frygt ikke findes i kærligheden, men at den fuldendte kærlighed fordriver frygten, som den fordriver skammen. Det forstod kvinden med alabastkrukken. Kvinden som var skamløs i sin kærlighed.

Annonce