Annonce
Indland

Politiken-redaktør troede ikke bogforbud angik ham

People Press/Ritzau Scanpix
PET kræver fængsel til Christian Jensen og bøde til JP/Politikens Hus efter trykning af bog med Jakob Scharf.

Politikens chefredaktør får tirsdag i Østre Landsret mange spørgsmål om sit samarbejde med den administrerende direktør i JP/Politikens Hus.

Det er Politiets Efterretningstjenestes advokat, som konfronterer Christian Jensen i en privat straffesag. Den er anlagt, fordi Politiken i oktober 2016 valgte at trykke bogen "Syv år for PET", selv om en dommer forinden havde forbudt JP/Politikens Hus at offentliggøre bogens indhold.

Christian Jensen bør idømmes fængsel, lyder kravet fra PET.

Men chefredaktøren forsvarer sig med, at dommerens forbud skød forbi. Det angik slet ikke ham og hans avis, lyder det.

Forbuddet mod JP/Politikens Hus blev afsagt i en kendelse klokken 02.10 den 8. oktober. Men chefredaktøren troede på grund af artikler i netop disse dage, at det var rettet mod Ekstra Bladet, forklarer han.

- Jeg kunne umuligt tro, at det var rettet mod mig, siger han til advokat Henrik Nedergaard Thomsen, der repræsenterer PET, mens tre dommere fra podiet nøje følger med.

- Havde det været et klokkeklart forbud rettet mod Politiken, ville jeg have ageret anderledes. Politiken er ikke hævet over domstolene, forsikrer Christian Jensen.

Om eftermiddagen 8. oktober modtog han fra direktør Stig Kirk Ørskov en mail med dommerens forbud. Den 9. oktober udkom Politiken med bogen som særsektion.

Læste du kendelsen med forbuddet, vil advokaten vide.

- Ja.

Læste du hele kendelsen igennem?

- Jeg læste kendelsen.

Så læste du også, at kære af kendelsen ikke har opsættende virkning?

- Ja.

Men du trykker bogen alligevel?

- Jeg kan ikke anse Politiken for at være omfattet af det her forbud. Jeg kan ikke tro andet, end at det er et fejlagtigt nedlagt forbud, siger Christian Jensen.

Hovedsynspunktet i hans forsvar er, at forbud af denne type skal rettes mod den ansvarshavende redaktør og ikke mod medievirksomheden. Netop fordi der er en skarp adskillelse mellem redaktionelt indhold og den kommercielle side.

Måske på grund af dette synspunkt går PET's advokat meget op i, at chefredaktøren valgte at ringe til direktøren og orientere ham om initiativet med at trykke bogen. Hvorfor?

- Jeg ringede for at orientere ham om en beslutning, jeg havde truffet. Vi har et nært samarbejde om den forretningsmæssige drift af Politiken.

Var det af forretningsmæssige grunde, at du ringede?

- Nej, jeg orienterer ham bare, vi har et nært samarbejde.

Christian Jensen forsikrer, at der ikke er nogen sammenblanding.

- Men det udelukker jo ikke, at jeg ikke orienterer om de redaktionelle beslutninger. Jeg sidder jo ikke i en boble.

Hvad forventede du, at Stig Ørskov skulle gøre?

- Ikke noget. Det var ikke forretningsmæssigt, at jeg ringede til Stig. Jeg havde truffet en redaktionel beslutning.

Advokat Nedergaard Thomsen bliver ved og vil vide, hvorfor chefredaktøren havde et behov for at orientere direktøren?

- Det gør jeg, fordi det er almindeligt samarbejde. Jeg er en åben person. Men man skal forstå, at det forretningsmæssige er adskilt fra det indholdsmæssige. Jeg har ingen interesse i en sammenblanding.

I øvrigt fik Jensen at vide af sin direktør, at der ikke var problemer med trykkapaciteten.

Næsten dag rullede søndagsudgaven ud til hele landet med "Syv år for PET". Heri var Jakob Scharf kilde til mange oplysninger om PET's arbejde.

Landsretten har også retsmøde torsdag.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Lynfrosten giver nye muligheder

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce