Annonce
Udland

Chefen for Boeings 737 MAX-program udskiftes under flyveforbud

Lindsey Wasson/Reuters
Mens Boeings 737 MAX-fly stadig holdes på jorden, udpeges en ny chef for programmet, viser notat.

Chefen for Boeings 737 MAX-program trækker sig fra posten for at gå på pension.

Det fremgår af et notat fra flyproducenten, som nyhedsbureauet Reuters torsdag har set.

Eric Lindblad vil trække sig i løbet af få uger efter knap et år i chefstillingen. Det oplyser Kevin McAllister, der er direktør for Boeings kommercielle flyafdeling, i notatet.

Meldingen kommer, mens flytypen Boeing 737 MAX 8 og 9 er ramt af flyveforbud.

Forbuddet skyldes, at luftfartsmyndigheder er ved at undersøge, om der har været sikkerhedsproblemer med flytypen efter to dødelige flystyrt i Indonesien og Etiopien. Knap 350 personer mistede i alt livet i de to styrt.

Det er den første udskiftning i Boeings topledelse, siden ulykkerne, skriver nyhedsbureauet AFP.

Udpegningen af en ny chef for Boeings 737 MAX-program sker, mens flyveforbuddet kræver selskabets fulde opmærksomhed, skriver Reuters.

- Denne tid er uden fortilfælde for os, da vores primære fokus er at få 737 MAX-flyene sikkert i luften, siger McAllister i notatet.

Kevin McAllister understreger i notatet, at programmet fortsat vil blive opretholdt.

Den nu afgående Eric Lindblad er ifølge Reuters en respekteret ingeniør, som også har stået i spidsen for 777 X-programmet.

Han har i alt arbejdet for Boeing i 34 år og luftede ifølge Kevis McAllister allerede sidste år tanken om at trække sig tilbage.

Den nye chef for Boeings 737 MAX-program bliver Mark Jenks, som indtil nu har stået i spidsen for et af flyselskabets kommende programmer. Han har arbejdet for Boeing i 36 år.

Han skal således overtage det udfordrende arbejde med at få den ulykkesramte flytype på vingerne igen.

Der er meget på spil, da 737 MAX-flyene er rygraden i flyselskabets økonomi, som må generere overskud for at finansiere nye programmer, skriver Reuters.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce