Annonce
Udland

Canadiere sitrer ved tanken om Harry og Meghan som naboer

Damir Sagolj/Reuters
Den canadiske halvø Saanich er hjemsted for pensionister og fiskerestauranter. Snart får halvøens beboere efter sigende kongelige naboer.

Indbyggerne på den canadiske halvø Saanich sitrer af spænding. De skal efter sigende bo dør om dør med prins Harry og hertuginden Meghan Markle, der har udtrykt et stort ønske om at flytte til Canada.

Prinsen og hertuginden chokerede begge sider af Atlanterhavet, da de onsdag sidste uge kom med en overraskende melding.

Med et opslag på Instagram fortalte de hele verden, at de vil tage et skridt væk fra deres roller i det britiske kongehus.

Adskillige medier har efterfølgende skrevet, at de vil bosætte sig på halvøen Saanich, der ligger på øen Vancouver Island i provinsen British Columbia.

Og det er ikke tilfældigt.

Parret har flere gange talt om, hvor højt de værdsætter Canada. Meghan har også boet syv år i landet, hvor den britiske dronning Elizabeth II er statsoverhoved.

Oven i det var Harry, Meghan og deres otte måneder gamle søn i slutningen af sidste år på en seks uger lang ferie i området på Vancouver Island.

Ifølge flere medier er hertuginden nu vendt tilbage - til stor glæde for halvøens indbyggere.

- Jeg vil ikke kalde mig selv kongelig beundrer, indtil de kommer til byen, hvor det selvfølgelig pirrer vores nysgerrighed, siger Joan Wilson, som bor i byen Sidney på Saanich-halvøen.

Småbyerne på Saanich har længe været et tilflugtssted for pensionister. Det skyldes især stedets afslappede stemning, den korte afstand til færger mod det canadiske fastland og de mange "fish and chips"-restauranter.

- Området har en virkelig interessant blanding af meget rige folk og folk fra middelklassen, siger Beth Doman, der bor i North Saanich.

Dronning Elizabeth kaldte mandag Harry og Meghan til krisemøde i det britiske kongehus. På mødet accepterede hun udbryderparrets ønske om en mere selvstændig fremtid.

Nu skal parret i gang med en "overgangsperiode", hvor de er halvdelen af tiden i Storbritannien og halvdelen af tiden i Canada.

/ritzau/Reuters

Annonce
Kevin Light/Reuters
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Lynfrosten giver nye muligheder

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce