Annonce
Odense

Byforening vil have silosagen kendt ugyldig

Det er første gang, Byforeningen for Odense har fundet en sag så alvorlig, at foreningens bestyrelse har valgt at indgive en klage over forvaltningens arbejde. her er det foreningens formand, Sharon Fisher. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Nedrivningstilladelse til bevaringsværdige bygninger og en manglende lokalplan for området får Byforeningen for Odense til at klage over nedrivningstilladelsen på Siloøen, som er givet af By- og Kulturforvaltningen.

Når nogle bygninger er udpeget som bevaringsværdige, kan man ikke bare beslutte at rive dem ned uden først at have gennemført en høringsfase på mindst fire uger.

Det er ikke sket i forbindelse med, at By- og Kulturforvaltningen behandlede et ønske om at rive siloerne ned på Siloøen i Odense Havn, mener Byforeningen for Odense, som derfor har sendt en klage til Planklagenævnet i Viborg.

I klagen ridser foreningen hele sagen om Siloøen op og begrunder blandt andet klagen med, at der ikke er udarbejdet lokalplan tilhørende offentlige høringsfase for området: "I henhold til planlovens § 13, stk. 2, skal der udarbejdes lokalplan, inden der kan ske større nedrivningsarbejder, hvis nedrivningen vil medføre en væsentlig ændring af det bestående miljø", står der i klagen, som fortsætter:

"Der er her tale om et sårbart kulturmiljø, da området er omfattet af kulturhistoriske interesser jævnfør planloven med kommentarer udgivet 2013. Siloøen ændrer karakter fra at være en naturlig del af havnemiljøet til at overgå til et blandet bolig-­ og erhvervsområde uden typiske havnefaciliteter".

Formand for Byforeningen for Odense, Sharon Fisher, forklarer, at bestyrelsen har kontaktet sin moderforening, Landsforeningen By og Land (Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur, red.), forud for klagen. Hvor lang tid, der går, før hun og den øvrige bestyrelse hører noget den anden vej, er ukendt.

- Vi har aldrig før været involveret i en sag, som var så alvorlig, som den her, så vi har heller aldrig før fundet anledning til at klage til Planklagenævnet, siger hun.

Mens By- og Kulturforvaltningen har hastet sagen om nedrivning af siloerne igennem, har den ikke haft travlt med at svare på byforeningens spørgsmål, fremgår det af klagen. Foreningen måtte eksempelvis vente 21 dage - eller 12 arbejdsdage - på at få aktindsigt i sagens papirer.

Af klagen fremgår desuden, at byforeningen ønsker at få opsættende virkning for afgørelsen, der har givet ejeren tilladelse til at rive siloerne ned med det samme. Det betyder, at foreningen ønsker, at afgørelsen ikke skal have nogen virkning, før en appelinstans har haft mulighed for at se på sagen og også har truffet sin afgørelse.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce