Annonce
Debat

Burkaforbud: Symbolpolitisk, diskriminerende lov med accepterede og betydelige bivirkninger

Jeg har det ærligt talt lidt svært ved burka og niqab. Ikke med kvinderne, som bærer det, men med selve beklædningen.

Uanset hvor religiøs man måtte være er valget af niqab eller burka imidlertid ikke en nødvendighed for en kvinde, men en radikal overfortolkning af de islamiske skrifter.

1. august 2018 trådte den tidligere regerings kontroversielle, symbolpolitiske tildækningsforbud, også kendt som burkaforbud, i kraft. Loven forbyder personer på offentligt sted at bære beklædningsgenstande, der skjuler ansigtet, medmindre der foreligger et anerkendelsesværdigt formål. Politikernes motiv bag loven var et klart ønske om at få fjernet burka og niqab fra det offentlige rum og straffe de muslimske kvinder, som bærer sådan en beklædning.

Flere politikere lagde heller ikke skjul på, at Folketinget havde vedtaget et forbud mod burka og niqab. De konservatives Naser Khader gik nærmest så langt som at opfordre politiet til at gå målrettet efter kvinder i niqab og burka og undlade at gå efter personer med anden ansigtstildækning.

Disse politikere anså klædedragten som et symbol på kvindeundertrykkelse, negativ social kontrol og i øvrigt udansk. For at undgå at komme i karambolage med Grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonventionens bestemmelser om beskyttelse af religionsfrihed, var de ivrige lovgivere i nød til at undlade at formulere et målrettet forbud mod religiøst begrundet tildækning. Derfor gjorde man loven bred og med åbne øjne accepterede en betydelig grad af ”collateral damage”, der betød at loven også skulle ramme og straffe andre borgere end kvinder iført burka.

Tal fra Rigspolitiet viser nu også, at i alt 39 personer et år efter lovens tilblivelse er blevet sigtet for overtrædelse af tildækningsforbuddet, heraf 22 personer for at bære burka eller niqab. Det vil sige, at næsten halvdelen – altså 17 personer - er blevet sigtet for at have båret hætter, masker, halsedisser, elefanthuer, kasketter, tørklæder, solbriller og lignende på sådan en måde, at deres ansigter har været skjult. På den baggrund må man konkludere, at loven rammer bredt, selvom lovgivernes inderste intention med loven har været, at den alene skulle få ram på kvinder iført burka og niqab. Loven har derfor i bund og grund også ført til utilsigtet kriminalisering af andre end kvinder iført burka samt til kriminalisering, hvor overtrædelsen i sig selv ikke udgør nogen form for trussel, fare eller ulempe for andre og det øvrige samfund.

Til forskel fra det mere specifikke maskeringsforbud, der gælder i forbindelse med møder, forsamlinger, optog, demonstrationer og lignende på et afgrænset område og i en specifik, konkret kontekst rammer tildækningsforbuddet i almindelighed bredt samt gælder over alt i det offentlige rum.

Burkaforbud er hån mod vores retsstat og personlige frihed og et eksempel på, hvad blanding af muslimhad, populisme, symbolpolitik og kampen om magten er i stand til at udrette.

Selvom jeg personligt har det svært med burka og niqab, så er jeg modstander af, at staten skal udøve tvang og lovgive, hvordan kvinder skal gå klædt. Især når flertallet af disse kvinder tilsyneladende frivilligt selv vælger at gå iført denne beklædning. I stedet for at lovgive på det her område burde samfundet bruge energi og ressourcer til at række hånden ud til disse kvinder. Og skabe bedre muligheder og rammer, således at de få kvinder der eventuelt måtte være tvunget til at bære burka eller niqab mod deres vilje, kan få bedre hjælp til at slippe ud af patriarkens negative sociale kontrol og manipulation.

Lovindgrebet hjælper ikke de stakkels få kvinder, der eventuelt måtte være hjernevaskede eller undertrykte af patriarkalske mænd og påtvunget burka. Den er med til yderligere at isolere dem og deres børn og presse dem endnu længere væk fra det offentlige rum og skubbe dem yderligere ud i isolation og marginalisering.

Det må have i forvejen været stressende og hårdt i mødet med det omgivende samfund at blive mødt med blikke vekslende mellem medlidenhed, fordømmelse og had.

Lovgiverne og staten har nu oven i købet givet de selvretfærdige, hadefulde selvtægts personer endnu mere ammunition til at chikanere og behandle disse kvinder som kriminelle og legitime jaget vildt, der straks skal anmeldes til politiet og straffes med bøder. Disse stakkels kvinder har i forvejen udfordringer og problemer nok i deres liv. Som samfund behøver vi ikke at marginalisere og undertrykke dem yderligere.

I stedet for burde vi f.eks. styrke yderligere kvindekrisecentrene, fornuftige kvindenetværk som bydelssøstre og bydelsmødre, der i forvejen gør et fantastisk arbejde med at hjælpe kvinder ud af den negative sociale kontrol.

Annonce
Elvir Abaz
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

10.000 grønne fingre. Skolehaver giver jordforbindelse og -forståelse

Synspunkt: ”Man tænker bare yes, når man skal i Haver til Maver, for så er man ikke inde i klassen, man har friheden”. En elev i 4. klasse rammer med den udtalelse præcist ideen og meningen med det succesfulde projekt i skolehaverne i Odense. At læring ikke kun sker gennem bøger og pc'er ved vi jo godt, men nogle gange glemmer vi lærere det alligevel. Bevægelse, motivation og frisk luft giver gevinst. Eleverne bliver engagerede og der kommer smil på læben. Filosofien er simpel; når man trives og er motiveret, så er dørene åbne for at lære noget. Og hvad kan man så lære i en skolehave? Svaret er simpelt: Man kan lære lidt om det vigtigste i livet; at man selv kan producere noget. At man kan lykkes. Den vilde glæde ved at trække en gulerod op af jorden og spise den, en gulerod man selv har dyrket. Den glæde forplanter sig i kroppen og hovedet, det er en sanselighed, man ikke glemmer igen. Lad os kalde sanseligheden for jordforbindelse. Vigtigheden af jordforbindelsen kan ikke overdrives, for når vi begejstres, så har vi behov for at lære mere om det, vi begejstres af. I skolehaven er det oftest naturen og grøntsagerne, der begejstrer. Resultatet er naturligvis, at eleverne i Haver til Maver har gjort egne erfaringer om, hvor grøntsager kommer fra og om sammenhænge i naturen. Vores samfund er i gang med grøn omstilling og vi har diskussioner om klimaet. Viden og erfaring er essentiel for at kunne forstå den udvikling. Vi skylder os selv og vores børn, at børnene klædes på med viden, erfaring og forståelse for vores jord, og for maden vi spiser. Vi vil stolt påstå, at i Haver til Maver opnår skolebørnene noget af denne vigtige viden og erfaring. Vi tager ikke stilling til om man skal være vegetar eller hvilken miljøpolitik, vores land skal føre. Vi lærer simpelthen børnene om, hvordan man dyrker grøntsager, og hvordan man kan lave lækker mad af de friske grøntsager. ”Målet er ikke bare at få planterne til at gro. Målet er også at få dem, der passer planterne, til at gro.” Odense har nu tre skolehaver, hvor skolebørn lærer at dyrke deres måltider. 44 skoleklasser er i Haver til Maver otte gange på en sæson, fra såningen om foråret til efterårets høst. Hver gang er børnene i marken og hver gang er der spiselige glæder. De gange, hvor eleverne selv skal kløve brænde, tænde bål og lave deres egen mad, giver naturligvis ekstra begejstring. Skibhusgården er den nyeste skolehave i Odense. Jacob Guldin er skolehaveleder i dette idylliske hjørne af Odense, som også huser en naturskole. Jacob er også underviser på jordbrugslinien på KOLD College, så naturligvis er den nye skolehave både smuk og funktionel. Haver til Maver på Skibhusgården blev indviet i 2019 og fik disse ord med på vejen af rådkvinde Susanne Crawley Larsen: ”Haver til Maver har været fremsynede i forhold til at lære børnene at passe på vores jord. I skolehaverne er der skabt et sted, hvor de abstrakte ord som klimaforandringer og bæredygtighed bliver konkrete og begribelige for børn. Selv så jeg gerne, at vi brugte konceptet endnu mere i Odense i vore skoler og i daginstitutioner.” Odense Kommune har nu gennem 10 år været en fremragende partner for Haver til Maver Odense og vores partnerskab kendes som ”Odense Modellen” og bruges som inspiration i andre kommuner rundt om i landet, der også vil skabe skolehaver og glæde for byens børn. Med årligt 44 klasser, ca. 1000 elever har foreningen Haver til Maver Odense nu nået et vigtigt mål. Sammen med gode samarbejdspartnere i uddannelsessektoren som Kold College og Syddansk Erhvervsskole (SDE), og i det private med virksomheden Juliana Drivhuse har vi nået meget. Ældre Sagen er vores nyeste samarbejdspartner. Sidste år havde vi 14 aktive seniorer, der deltog i de glade dage i Haver til Maver. Successen af dette generationsmøde har været overvældende. Børn, lærere og seniorerne selv har haft stort udbytte af de glade dage i sol og regn i skolehaverne. I Haver til Maver Odense har vi nået meget, og vores idealer og engagement er dog stadig intakt. Vi glæder os til det bliver forår, og byens tre skolehaver bliver fulde af liv.

Danmark

Mette F: Østdanmark skal betale mere for et land i balance

Annonce