Annonce
Debat

Brug kræfterne på kvinders vilkår i stedet for deres påklædning

For nogle dage siden så jeg en overskrift på DR1: ”Hedebølge får muslimske kvinder til at protestere mod burkiniforbud”. Det handlede om, at der er muslimske kvinder i franske Grenoble, der har protesteret mod burkiniforbuddet, fordi de i hedebølgen på lige fod med alle andre franskmænd ønsker at tage del i strandlivet. Selvom forbuddet indtil videre ”kun” er gennemført i 30 byer i Frankrig, har burkinien skabt debat verden over, ikke mindst i Danmark. Hvorfor lever vi stadig i en verden, hvor kvinder skal kæmpe for, hvad de vil have på. I det land, mine forældre kommer fra, må kvinder ikke gå med bikini, og i Vesten diskuteres det, om de må gå i burkini.

Burkini er sat sammen af ordene burka og bikini. Det er en slags badedragt, der tildækker hele kroppen ud over ansigt, fødder og hænder. For mange muslimske kvinder har burkinien, der blev opfundet af australieren Aheda Zanetti, givet frihed til at bade på offentlige strande, hvilket ikke har været en mulighed før. Zanetti har selv udtalt, at burkinien blev skabt for at give kvinder frihed - ikke for at tage den fra dem. Desværre er det ikke det syn, man har på dragten i mange vestlige lande. Det, der nogle gange bliver overset i debatten, er, at ligestilling ikke handler om magt over mænd, men at kvinder og mænd skal have samme rettigheder i alle samfundets arenaer. Er det i virkeligheden ikke fratagelse af ligestilling, når staten skal bestemme over kvindens frihed til at vælge, hvor meget af sin krop, hun vil vise på stranden?

Jeg mener ikke debatten kun handler om islam eller islamisk påklædning, men i den grad også om, at samfundet hele tiden har en mening om, hvordan kvinder klæder sig på. En undersøgelse fra Amnesty International fra 2015 viser, at hver syvende dansker giver kvinden skylden for voldtægt. Mange argumenter går på, at ofrene for overgrebet har klædt sig for fristende. I Frankrig blev en kvinde i burkini straffet af det franske politi for at have den på, efter loven imod den var indført. Hun fik en bøde, og blev tvunget til tage sin burkini af foran alle strandens gæster. I Saudi-Arabien ville samme kvinde blive straffet, hvis hun blev set i andet end en burkini eller noget tilsvarende på en offentlig strand. I mange muslimske lande er svømning en ekstraordinær og sjælden aktivitet for kvinder. Man kan godt være oprigtig i sit krav om valgfrihed og samtidig bevidst vælge noget til, som mange andre har valgt fra. Hvad er forskellen på at forbyde svømning for kvinder, fordi de ikke dækker kroppen nok til, og at fratage dem muligheden, fordi kroppen er dækket for meget til? Måske skal vi passe på, at kampen imod social kontrol fra hjemmet i virkeligheden ikke fører til social kontrol fra staten.

At mænd og kvinder med enten hijab og burkini eller badedragt og bikini kan være sammen på stranden, viser om noget en vellykket integration og et vellykket demokrati. Jeg synes, det er så grotesk og selvmodsigende at forbyde burkinien i et demokrati, der hylder frihed og forskellighed. Man behøver ikke at gå på kompromis med religiøse værdier for at være en del af det samfund, man lever i. I mange sammenhænge rationaliseres indgreb og love mod muslimske traditioner med en bekymring om potentiel ”islamisering” af Vesten. Er det mon, fordi der bliver sat lighedstegn mellem burkinien og islam, og lighedstegn mellem islam og terror og ødelæggelse? I så fald er det trist, at det billede der tjener medierne opmærksomhed og magt, koster mange muslimer muligheden for at deltage i europæisk strandkultur. En ting er, når man ulovliggør ansigtsdækkende hovedbeklædning på offentlige institutioner. I det mindste skaber det en god debat omkring Danmark som et sekulært samfund, og hvor grænsen går. En anden ting er, at staten skal vurdere, hvor meget af kroppen, der er tilladt at vise.

Sekularismeargumentet bliver hyppigt benyttet i debatten om forbud mod burkinien. At holde politik og religion adskilt er en smart løsning i mange sammenhænge, men det er diskutabelt, om det netop ikke er at blande politik og religion, når staten vil diktere, hvad kvinder skal gå i. At kvinder går i burkini på en strand, betyder jo ikke, at den offentlige sfære er organiseret efter religion - og dermed, at den universelle sekularisme bliver overtrådt. Er det netop ikke her, staten handler antisekulært ved at blande sig i, hvordan kvinder fra en minoritetsreligion vælger at klæde sig på? Mennesker er skabt til at være forskellige, og jeg er helt sikker på, at man kan lære af hinandens forskelligheder uden at miste sin egen identitet. Faktisk tror jeg, at mennesker kan blive mere sikre på egne værdier ved at få lidt modspil.Enten kan man godt lide det man ser og får lyst til at inkorporere det i sit eget værdisæt, eller også bliver man mere sikker på sit eget, fordi det slet ikke føles rigtigt.

Jeg forstår, man kan være skræmt af det uvante, og jeg tror, det er meget normalt, at man frygter det fremmede. Det tjener stadig en evolutionsmæssig gevinst i forhold til at beskytte os selv. Måske er en yderligere finjustering af frygten og bedre regulering af, hvornår frygten er irrelevant og burde ”slukkes for”, et nyt og vigtigt evolutionært skridt for menneskeheden? Så kunne kræfterne, der bruges på, hvad kvinder har på, bruges til at bedre kvinders vilkår - om det så er i Frankrig, Danmark eller Saudi-Arabien. Eftersom at deres påklædning stadig er til evig diskussion, tyder det på, at der nok er brug for det.

Annonce
Zaaneb Sediqi
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Vores demokrati betaler prisen for Big Techs angreb på de lokale annoncekroner

I dag melder Jysk Fynske Medier ud, at mediehuset skal spare 117 mio. kr. i 2020 - samlet 228 mio. kr. fra 2022. En udmelding, der gør ondt på alle os, der er af den opfattelse, at journalistisk redigerede medier er en af grundpillerne i vores demokrati. Situationen er ikke unik for Jysk Fynske Medier. Sparerunden er en øvelse, vi desværre har set alt for mange af de senere år – fordelt over hele landet både lokalt, regionalt og landsdækkende.Besparelserne kommer som konsekvens af en medie- og annonceudvikling, der disse år rammer de lokale og regionale medier ekstra hårdt. Annonceomsætningen bevæger sig i store linjer fra print til digital, og fra de danske medier til techgiganter som Facebook og Google. I 2018 stod de to giganter for 61 procent af den danske annonceomsætning på internettet. Ikke mange ører af den indtjening er ført tilbage til og investeret i dansk indholdsholdsproduktion og journalistik. Og det har konsekvenser.En betydelig del af Facebook og Googles omsætning kommer fra lokale servicevirksomheder og den lokale detailhandel. Det er penge, som tidligere blev brugt på annoncering i lokale ugeaviser og lokale dagblade og som på den måde var med til at finansiere den lokale presse og dermed støtte det lokale demokrati. Ved årtusindskiftet havde de lokale og regionale ugeaviser på landsplan en print-annonceomsætning på knap 2,9 mia. kr. I 2018 havde samme medier en annonceomsætning på 1,24 mia. kr. Det svarer til et fald på 58 procent. Og alene fra 2017 til 2018 faldt annonceomsætningen med 154 mio. kr.Tilsvarende tendens ser vi for de regionale dagblade, der i 2014 havde en annonceomsætning på knap 425 mio. kr. I 2018 talte kasseapparatet bare 233 mio. kr. Det er dybt bekymrende tal, fordi det som bekendt alene er annoncekroner, der finansierer de lokale ugeaviser – og i nogen grad de regionale dagblade. Og på trods af, at mange i dag får deres nyheder fra diverse digitale kanaler, så er der fortsat flere end 2 millioner danskere, der ugentligt læser den lokale ugeavis på print.Annonceudviklingen har afledte konsekvenser og medfølgende udfordringer, som den danske mediebranche og efter bedste evne navigerer efter. Derfor er det mere end vigtigt, at vores folkevalgte politikere til foråret, når medieforhandlingerne begynder, ikke misser betydningen af noget af det allermest nære og demokratiske, vi har: De lokale og regionale medier.I medieaftalen 2019-2023, indgået af VLAK-regeringen i juni 2018, blev der givet en tiltrængt støtte til og fokus på betydningen af lokale og regionale medier. Klart og tydeligt endda. Det lød blandt andet, at det var en prioritet at sikre en bedre balance mellem landsdækkende og lokale samt regionale medier. Et konkret initiativ lød, at der fra og med 2020 skulle etableres en ny demokratistøttepulje med henblik på at støtte distrikts- og ugeaviser. Kontant lød støtten på 25 mio. kr. øremærket de lokale ugeaviser.Siden aftaleindgåelsen 2018 har vi imidlertid fået en ny regering og et flertal i Folketinget imod den nuværende medieaftale. Derfor er puljen med de 25 mio. kr. til ugeaviserne ikke blevet ført ud i livet. Det nye politiske flertal i Folketinget betyder forhåbentligt ikke, at de lokale og regionale medier ikke kan se frem politisk opbakning i et nyt medieforlig. Detaljen er bare, at vi endnu ikke ved, om det er tilfældet. Og mens vi venter, så bliver situationen for de regionale og lokale aviser samt ugeaviserne bare værre og værre.S-regeringen har kommunikeret et gentagende og tydeligt fokus på og ambitioner om at styrke det danske demokrati. At man vil sikre betingelserne for tillid til vores institutioner. Vi minder i den sammenhæng om, hvilken betydning de lokale og regionale medier har for nærdemokratiet, sammenhængskraften og det, der vedrører os alle - vores fælles hverdag.Derfor er det også glædeligt, at fungerende kulturminister Rasmus Prehn (S) til fagbladet Journalisten har udtalt: ”Regeringen lægger meget stor vægt på, at et stærkt lokalt demokrati også kræver en stærk lokal og regional presse. At vi har en lokal presse, der også kan dække det lokale politiske liv og sikre dækning af beslutningerne på rådhuset og i regionerne.”Journalistiske vagthunde er vigtige, men de lokale ugeavisers og dagblades store betydning ligger også i at skildre de begivenheder, der berører borgernes hverdag. Det kan være alt fra foreningslivet, kriminalitet i lokalområdet, åbningen af nye butikker, kulturarrangementer og sportsaktiviteter til de politiske debatter i kommunalbestyrelsen. Alene de godt 200 lokale ugeaviser i Danmark er forskellige både i redaktionelt omfang, oplag og prioritering af indhold, men de har hver for sig en vigtig rolle at spille i lokalsamfundene.De lokale og regionale medier skal tilpasse sig markedet og udvikle deres journalistiske og kommercielle produkt. Måske ugeaviserne i fremtiden skal udkomme i nye formater og på nye platforme. Tro os, forretningsmodellerne vendes, drejes og testes over hele landet. De svindende redaktioner og mediehuse kæmper. Viljen er der. Men det er ikke nok.Det er tvingende nødvendigt, at der fra politisk hold er fokus på betydningen af lokale og regionale medier, og at rammevilkårene for et mangfoldigt medielandskab opretholdes i en ny medieaftale. Lokale og regionale medier er en afgørende betingelse for et tillidsfuldt (lokalt) samfund og et velfungerende (lokalt) demokrati.Kilder: Mediernes annonceomsætning, side 9, kilde: Det Danske Reklamemarked 2018, IRM. Omregning til faste priser: Danmarks Statistik, Forbrugerprisindeks (basisår: 2015). Data bearbejdet af Slots- og Kulturstyrelsen.Annoncestatistik dagblade 2017 – 2019Annoncestatistik dagblade 2014 – 2016

Annonce