Annonce
Indland

Brudepar og gæster måtte vente: Præsten var fanget i kø på Fynske Motorvej

Annja og Hans-Christian, nu begge Svendgaard Sønnichsen, måtte lørdag vente på at sige ja til hinanden i kirken i Rinkenæs Sogn. Præstens vogn var nemlig gået i stå på Fynske Motorvej, hvor der var kø efter et uheld. Foto: Privatfoto

Et jysk brudepar og dets gæster måtte i weekenden vente 20 minutter på en fynsk præst, der sad fast i en motorvejskø nær Aarup. Brudgommen tog det dog med sindsro, da han som vognmand kender alt til trængslen og uheldene på E20.

- Jeg troede først, det var en joke. Ja ja, den er god med jer, sagde jeg, fortæller nygifte Hans-Christian Svendgaard Sønnichsen fra Søgaard syd for Aabenraa.

Men kirketjenerens besked om, at præsten sad fast i en kø efter et uheld på Fynske Motorvej, var ikke for sjov. Og vielsen, der skulle være startet klokken 14 i lørdags i Rinkenæs Korskirke nær Gråsten, måtte vente, indtil præsten Signe Toft fra Odense var fremme 20 minutter senere.

- Jeg er et ret positivt menneske, så det betød ikke så meget for mig. Men det var da selvfølgelig træls og lidt frustrerende, når alle var klar, og man så manglede præsten, siger Hans-Christian Svendgaard Sønnichsen.

Der var planlagte overraskelser, der måtte rykkes. For eksempel en espalier af lastbiler.

- Så det gav da lige lidt drama, siger den 29-årige Hans-Christian Svendgaard Sønnichsen, der sammen med en kompagnon har vognmandsforretningen Sejer & Sønnichsen. Firmaets lastbiler kører dagligt på motorvejen på tværs af Fyn, og problemerne med trængsel og uheld er derfor velkendt.

- Motorvejen er utroligt sårbar. Der skal bare ét uheld til, så er der lange køer. Det er helt tåbeligt, den kun er tosporet, siger vognmanden, der ikke bebrejder præsten:

- Hun er jo sød, og brylluppet gik, som det skulle. Hun var noget led ved det, da hun kom. Men hun kunne jo ikke gøre for det.

Annonce

Drillet af gæsterne

Mens brudgommen ventede i kirken sammen med gæsterne, fik bruden at vide, at hun først skulle dukke op 10-15 minutter senere end planlagt.

I forberedelserne til brylluppet havde præsten gjort det klart, at det var dårlig stil, hvis bruden kom for sent. Det gjorde man ikke mere, blev brudeparret formanet, fortæller 30-årige Annja Svendgaard Sønnichsen, der arbejder som fysioterapeut.

Hvad tænkte du, da du fik at vide, at præsten var forsinket?

- Jeg tænkte: Karma is a bitch, siger hun grinende.

Den vordende brud havde inden brylluppet viderebragt præstens formaninger om rettidighed til de fleste gæster. Og gæsterne kunne da heller ikke modstå fristelsen til at give præsten et par kommentarer med på vejen, da de forlod kirken efter vielsen.

- Hun var lidt stresset, men det gik fint. Det har nok været lidt pinligt for hende, men hun kunne selvfølgelig ikke gøre for det, siger Annja Svendgaard Sønnichsen om præsten, der vard i færd med at klæde om i bilen, da bruden ankom til kirken.

Men der er som bekendt ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

- Det var lidt irriterende. Men det var sådan set fint nok, for vi havde temmelig mange gæster, der holdt i den samme kø.

Imens måtte Hans-Christian vente i kirken. Og selv om han efter eget udsagn tog det roligt, fordi han er vant til og kender trafikken på Fyn, har det nok alligevel påvirket ham, mener hustruen.

- Jeg tror, det gav lidt sved på panden for ham.


Præst Signe Tofts postkort til Tre Spor Nu-kampagnen.

- De tog det pænt

Lørdagens ufrivillige hovedperson, præsten Signe Toft, gjorde selv opmærksom på den uheldige oplevelse på www.trespor.nu, hvor hun udfyldte et postkort til politikerne som del af kampagnen Tre Spor Nu. Heldigvis endte det med, at brud og brudgom gav hinanden deres 'ja'.

- Det var en fin vielse, og de tog det pænt. De grinede lidt af det - og der kom et par kommentarer, fortæller præsten, der måtte høre for forsinkelsen fra både gæster og brud:

- Det første, bruden sagde til mig, var: Du sagde, at jeg ikke måtte komme for sent!, siger Signe Toft med et grin.

Præsten fortæller, at hun indimellem oplever kø, men sjældent meget, fordi hun mest arbejder i weekenderne og ikke kører i myldretiden. Hun kører desuden altid hjemmefra i god tid - i lørdags burde hun have været der tre kvarter før vielsens start.

Hvordan var det at sidde i køen og vide, at der var et bryllup, som skulle til at starte?

- Det var meget frustrerende. Jeg var virkelig presset over det. Det er ikke særligt rart at vide, at der sidder så mange og venter på én, siger Signe Toft, der er præst ved Gråsten Slotskirke, men vikarierede ved brylluppet i Rinkenæs Korskirke.

Der skete i 2015 og 2016 knap 260 uheld på Fynske Motorvej om året. Der findes ingen tal for, hvor mange bryllupper der er blevet udsat.

Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce