Boligreportage: Fra rå industrihavn til panoramaudsigt

Vinterbaderne står i kø allerede et kvarter før, havnebadet åbner. Det er tidligt om morgenen, klokken er ikke engang halv syv, men hver dag hopper mellem 100 og 120 morgenfriske vinterbadere i bassinet og starter dagen med en kold dukkert.

Ane Louise Møller er ikke selv vinterbader, hun nøjes med at bade om sommeren, men hun ser dem, når hun møder på arbejde tidligt om morgenen.Sammen med kæresten Mads Skov har hun boet i en lejlighed i Englandsgade på havnen i Odense i snart 11 år.

Deres bygning var den første beboelsesejendom, der blev opført på havnen, og de flyttede ind to år efter, den stod færdig. Kort efter skød Promenadebyen op på den anden side af kajen, og i løbet af de år, parret har boet på havnen, har området gennemgået en rivende udvikling.- Nu er der ved at være godt med liv.

Da vi flyttede ind, var de ved at bygge de to første bygninger af Promenadebyen, så der var mørkt om aftenen. Der var heller ikke gravet kanal eller noget, fortæller Mads Skov og peger på kanalen, der adskiller Englandskajen og Promenadebyen.

Planen er, at der skal bygges en bro, der forbinder de to kunstigt anlagte øer.Mads Skov er 50 år og chauffør hos Fynbo Glas, mens Ane Louise Møller er 52 år og projektleder hos Jysk Fynske Medier.

Parret boede i en lejlighed i Nedergade i det centrale Odense, men var begyndt at overveje fremtiden. Skulle de sætte lejligheden i stand eller finde noget andet at bo i?

De holdt af at gå ture på havnen og faldt for området, selvom udviklingen af havnen som Odenses nye bydel kun lige var begyndt. Allerede på det tidspunkt var de interesserede i de nybyggede lejligheder på Englandskajen, men lejlighederne var populære og blev hurtigt solgt.

Samtidig var de lidt betænkelige. Det var jo mange penge, og var de måske for unge til at bo et sted uden have? Parret kiggede derfor på huse og andre ejerlejligheder, men havde svært ved at slippe drømmen om at bo på havnen.

- Hver gang sagde vi til os selv "det er jo ikke Englandsgade", siger Mads Skov.

Da der blev en lejlighed ledig, slog parret til, og de har ikke et øjeblik fortrudt.- Det er et bedste, der er sket for os. Det er her, vi skal blive, til vi skal på plejehjem, siger de nærmest i munden på hinanden.

Det store køkken-alrum, der udgør tæt på halvdelen af lejligheden, har panoramavinduer og udgang til en stor altan med udsigt over Promenadebyen med de nybyggede studieboliger forrest. Kigger man lidt til højre, ser man Nordatlantisk Hus med restaurant og kulturtilbud. Nede på havnepromenaden, der løber foran huset, går folk ture langs lystbådene, der vugger ved kajkanten.

Havnebadet ligger få meter længere oppe ad promenaden, og når det er lunt nok til en svømmetur, er det nemt at stikke i tøfler og badekåbe og traske derhen.

I 2003 vedtog byrådet i Odense den første byomdannelsesplan for den indre del af havnen. Ane Louise Møller og Mads Skovs ejendom på Englandsgade var den første, der blev bygget. Kort efter kom Promenadebyen, der senest er udvidet med studieboliger, og siden en række andre beboelsesejendomme. Målet er, at der i alt skal opføres cirka 2500 boliger på havnen.

I løbet af årene er der også flyttet en række kulturaktiviteter, kajakklubber, uddannelsesinstitutioner og erhverv til havnen. Og den nye bydel blev for alvor bundet sammen med resten af byen, da Byens Bro stod færdig i 2015. Før broen kom, var havnen nærmest en selvstændig satellit, og der var langt, hvis man skulle ind til Odenses centrum.Selvom parret var pionere og hørte til blandt de allerførste, der flyttede til Odenses nye bydel, kunne de se muligheder i området.

- Vi havde lidt fidus til de planer, der var for havnen, og vi vidste, der skulle udvikles en masse, så vi tog chancen. Vi syntes, lejligheden var fed, og vi kunne se, at der skete noget, siger Ane Louise Møller.Ulempen ved at være pioner er, at man nemt kan få fornemmelsen af at bo på en byggeplads, og det har parret også af og til følt.

- Der har været meget larm. Alt hernede er piloteret, så der har været meget dunkeri. Det har været piloteringsmaskinerne, der har været det værste, siger Mads Skov.

Det har dog ikke generet dem, for de vidste, hvad de gik ind til, da de overtog lejligheden, og efterhånden som byggerierne blev færdige, er entreprenørmaskinerne rykket videre til andre dele af havnen.

- Vi har levet fint med det, og vi har aldrig set det som et problem. Det er sjovt at se de billeder, vi tog ude fra altanen, da vi flyttede ind. Der var det virkelig en byggeplads, fortæller Mads Skov.

Med sin placering forholdsvis midt inde på Fyn er Odense ikke en traditionel havneby, og kanalen, der forbinder fjorden med byen, er kunstigt anlagt. Skulle der gods til Odense, lagde skibene som regel til ved Kerteminde, og varerne blev kørt ind til byen på hestevogne.

Det var den fremsynede stiftamtmand Friedrich Buchwald, der i slutningen af 1700-tallet tog initiativ til at få gravet en kanal, der skulle forbinde fjorden med byen, så Odense kunne få en rigtig havn.

Det var et kæmpe arbejde, for kanalen blev gravet ud ved håndkraft med skovle og trillebøre. Et par hundrede arbejdere var i gang, og det tog otte år at grave den fem kilometer lange kanal. Det første skib kunne sejle ind i havnen i 1803.Med den nye havn oplevede Odense en stor vækst op gennem 1800-tallet. I 1904 var det nødvendigt at grave kanalen dybere og bredere, og tiden fra indvielsen af den nye kanal frem til 1970'erne bliver regnet som industrihavnens guldalder.

I dag er der ikke meget industri tilbage, men en del af Odense Kommunes visioner for havnen er at bevare dens historiske og bevaringsværdige bygninger. De skal genanvendes for at fastholde stedets identitet og kulturarv.

Derfor blander gamle pakhuse, siloer, kraner og skibscontainere sig med nybyggede boligkomplekser og velfriserede promenader. Unge kunstnere har råderet over containere og udsmykker skraldespandene med spændende malerier.

Den hollandske kunstner Roa har i frihånd malet gigantiske dyr på den gamle FAF-silo, og et af de gamle pakhuse har i snart mange år huset Fodboldfabrikken, der blev stiftet af fodboldlegenderne Lars Høgh og Brian Laudrup.

Gamle trækasser brugt til skibslast er lavet til picnicpladser, og selv legepladsen på Byens Ø er holdt i en maritim stil.

For Ane Louise Møller og Mads Skov er det et stort plus, at en del af den originale havnestemning er bevaret.- Jeg synes, det er fedt, at der er lidt råt. Det behøver ikke være pussenusset, jeg kan godt lide, at man blander det lidt. Og hvis man kan integrere nogle de gamle bygninger, er det helt fantastisk. Det har noget charme. Man skal passe på ikke at fjerne det hele, siger Ane Louise Møller.

Hun fremhæver den gamle, lyseblå kran på Byens Ø. Den er ikke længere i brug, men har fået lov at blive stående som et minde. Det samme gælder bygninger som den gamle, gule toldbod og marineforeningens hus.- Jeg synes, det er hyggeligt, at man bygger uden om den. Det er sjovt, at nogle af tingene har lidt mere historie end 10-12 år, siger hun.