Annonce
Kultur

Bogkassen anbefaler: Japansk krimikonge med spor af metal-træthed

”En midsommerligning” er ikke nogen dårlig oplevelse – det er på mange måder en interessant bog. Men den lever ikke helt op til Higashinos topniveau. Pr-foto
Men Keigo Higashino fortæller alligevel en interessant historie fra et meget anderledes samfund, hvor selv en morder er høflig.

Bøger: Verden er blevet lille, siger man. Måske, men der er alligevel nogle markante forskelle på skik og brug rundt omkring på Kloden. Det fornemmes næsten på hver side, når man læser den japanske krimikonge Keigo Higashinos seneste roman, ”En midsommerligning”.

Som tilfældet også er i den vestlige verdens enorme strøm af krimier, gør Higashino også meget ud af at skildre dagligdag og mennesketyper. Den tid er forbi, hvor en krimi bare skal være spænding. I den moderne krimi sættes scenen, så den også rummer familiedramaer, samlivsproblemer, børneskæbner og sex. Og når Higashino begiver sig ind på den vej, ses forskellene på det moderne Japan og det moderne Vesteuropa ganske tydeligt. I Japan er der fortsat en høflighed, en formel omgangstone, en respekt for de ældre og en blufærdighed, der for længe siden er forladt i Vesteuropa. Det gør naturligvis en japansk krimi til en særlig oplevelse. Og når forfatteren så er Keito Higashino, får man en masse andet med i købet.

Sådan er det også med Higashinos nyeste roman, der på dansk har fået den måske lidt tamme titel ”En midsommerligning”. Synd, for bogen er ingenlunde tam. Den er velskrevet, langt hen ad vejen også spændende. Først og fremmest giver den et godt billede af forskellige japanere forskellige steder i livet – og et billede af millionbyen Tokyo i forhold til den japanske provins. Der er en forskel, så enhver snak om Udkantsdanmark blegner.

Annonce
Keigo Higashino (59), Japans ukronede krimikonge, har solgt over 25 millioner bøger på verdensplan. Pr-foto

Flere mysterier

Keigo Higashino har sine hovedfigurer. Som Agathe Christie har Poirot og Mrs. Marble – og Dorothy Sayers har Peter Wimsey, som Conan Doyle har Dr. Watson og den uforlignelige Sherlock Holmes, så har Higashino professor Yukawa, den erfarne, talentfulde efterforsker Kusanagi og hans kvindelige assistent Utsumi. Det er i øvrigt noget, man skal erkende ved at læse japanske forfattere: Det tager lidt tid, før personernes navne sidder fast. Men oplevelsen er indsatsen værd.

”En midsommerligning” foregår i en lille badeby et par timer væk fra Tokyo. Området er i forfald. Badehotellerne og kroerne sygner hen. Da et stort firma har planer om at lave forsøg for at se, om havbunden rummer kostbare mineraler, vågner byen op. Nogle af de unge vil ikke risikere miljøskader. Byen kommer på landkortet. Der holdes møder. Folk strømmer til. Blandt dem professor Yukawa. Og da en gæst på det hotel, hvor professoren bor, findes død på klipperne, starter opklaringsarbejdet. Det viser sig, at manden sandsynligvis er død, inden han ramte klipperne. Altså ikke en faldulykke. Men et drab. Mordgåden viser sig ikke bare at indeholde ét, men flere mysterier – som der dog er en indre sammenhæng i. Da det viser sig, at den døde mand på stranden er pensioneret politimand – oven i købet en højtstående, som efter sin pension blev ved med at interessere sig for især én mordsag, bliver politiet i Tokyo blandet ind i undersøgelserne.

Så professor Yukawa kommer atter til at samarbejde med vennen Kusanagi og den skønne Utsumi. Som altid hos Higashino bliver sagen opklaret via omtanke, fornuft – og videnskab. Professor Yukawa minder på det punkt meget om Sherlock Holmes. Han løser gåderne i hovedet.

Da Higashino for nogle år siden brød igennem med ”Den hengivne hr. X”, var det også med en historie baseret på den intelligente opklaring, hvor tanken og ikke revolverens kaliber eller knivens længde er afgørende. Higashino er faktisk mere i slægt med Conan Doyle end med Lars Kepler. Publikum har taget ualmindeligt godt imod den begavede, lidt verdensfjerne professor og hans politivenner. Over 25 millioner bøger har Higashino solgt i en række lande.

Den høflige morder

”En midsommerligning” opklares også med tanker, ikke med våben. Allerede tidligt i værket giver professoren læserne et praj om, hvorfra vinden blæser. Det er ikke en roman, hvor man på sidste side i en dramatisk jagt fanger en morder. Romanen er meget anderledes. Men der dukker konstant nye udfordringer op – nye muligheder – alternative forklaringer. Og undervejs møder vi så en række forskellige mennesker med det til fælles, at de selv i den moderne tid bevarer nogle af de japanske skikke. Høfligheden, blufærdigheden. Det formelle, der skal vise respekt. Der er et par mordere med i fortællingen. Og ikke mindst den ene af disse er langtfra noget uhyre, men et særdeles elskværdigt menneske, der altid bukker høfligt, når han har talt til et medmenneske og trækker sig tilbage. Det er alt sammen charmerende og interessant læsning.

Men ”En midsommerligning” lever alligevel ikke op til de bøger, der satte Higoshinos navn på bestsellerlisterne rundt i verden. Romaner som ”Den hengivne Hr. X” og ”Den ophøjede morder” er betydeligt bedre. De er mere spændende - og de rummer en energi, som ikke mærkes så tydeligt i ”En midsommerligning”. Umiddelbart kan man få den tanke, at Keigo Higashino måske skulle give sine hovedfigurer et par års pause – og skrive om nogle andre i mellemtiden. Der er spor af metaltræthed i denne roman.

Keigo Higashino

”En midsommerligning”

406 sider, Modtryk

Keigo Higashinos nyeste roman, ”En midsommerligning” giver et godt billede af forskellige japanere forskellige steder i livet – og et billede af millionbyen Tokyo i forhold til den japanske provins. Der er en forskel, så enhver snak om Udkantsdanmark blegner. Foto: William West/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Plads til 1000 ansatte: Pensionsselskab investerer 381 millioner kroner i kæmpestort kontorbyggeri ved SDU

Leder For abonnenter

Byfester og markeder slipper for dyrt papirnusseri: En prisværdig skrotning

Man kan undre sig over, at et ministerium udsteder nye regler, hvor de negative virkninger er langt større end den mulige gevinst. Og at man fra politisk hold ikke kvæler den slags administrativt makværk, inden det forlader ministerkontoret. Men ud fra mottoet "bedre sent end aldrig" kan man også rose en minister, der ikke er bange for at smide en forfejlet regel i papirkurven. Ekstra prisværdigt er det, hvis skrotningen bremser overflødigt bureaukrati, som samfundet har rigeligt af. Lad os vælge den positive tilgang: Skulderklap til boligminister Kaare Dybvad Bek, som dropper en tåbelig ændring i et bygningsreglement. Ændringen ville gøre arbejdet surt for masser af frivillige, som bruger deres fritid på at gøre livet sjovere for tusinder af danskere. Hvis en række fynske folketingsmedlemmer nåede at presse ministeren, sådan som de ifølge Kertemindes borgmester Kasper Olesen lovede at gøre, må de gerne tage en del af æren. Den nu droppede ændring drejer sig om de byfester og markeder, som holdes overalt i landet. Nogle er velkendte og traditionsrige, andre dukker op og lukker igen. Fælles for dem alle er, at de er populære og at de primært arrangeres og drives af frivillig arbejdskraft. Ofte får arrangørerne hjælp af lokale idrætsforeninger, som honoreres med et beløb til den altid trængende klubkasse. Bortset fra fuldemandstvister og lidt trafikkaos har der aldrig været problemer med disse folkelige arrangementer. Så hvad der fik Transport- og Boligministeriet til at lancere stramninger, der skulle træde i kraft 1. januar, er svært at fatte. Men i hvert fald: Det var nu ikke længere nok, at kommunen enten gratis eller mod et beskedent gebyr lavede en pladsfordelingsplan. Nu skulle en plantegning laves af en ekstern certificeret brandrådgiver til mellem 1200 og 1500 kroner i timen. For et lille marked ville den samlede pris blive over 10.000 kroner. Dertil kom mere papirbøvl. Ifølge formand for Sammenslutningen By- og Markedsfester, Otto Skak, ville denne ekstraudgift og dette ekstraarbejde få mange foreninger til at lukke ned - til ærgrelse for mange og til gavn for ingen. Nu kan - med Dybvad Beks ord - frivillige bruge kræfterne på at være frivillige. En selvfølge, kan man tilføje.

Annonce