Annonce
Kultur

Bogkassen anbefaler: Geniernes holdning til torden og mennesker

Kristi begrædelse - billedet, der blev til efter to års korrespondance og som aldrig kom til den kirke i Horsens, hvor det oprindeligt skulle være, pryder bogens forside. Nu er det et af mange store, smukke værker i Arne Haugen Sørensen Museet i Videbæk. Pr-foto
I to år korresponderede kunstneren Arne Haugen Sørensen og kunsthistoriker Leo Tandrup om et stort værk til Frelserkirken i Horsens - den iltre korrespondance er nu samlet i en bog, men værket kom aldrig til Horsens.

Bøger: På en måde har gamle Sokrates skrevet noget, der kunne være forordet til den bog, som fortæller historien om samarbejdet mellem kunstneren Arne Haugen Sørensen og kunsthistoriker Leo Tandrup. Det var nemlig Sokrates, der sagde: Det er med genier som med tordenvejr: De går imod vinden, og de forfærder mennesker.

Og hvis Sokrates havde tilføjet: Og hinanden ... ja, så havde det korte forord været komplet. For historien om kunstneren og kunsthistorikerens samarbejde og korrespondance er herlig læsning for alle, der interesserer sig for kunst, ikke mindst for den skabende del af kunsten, men også interesserer sig for mennesker og tro.

Gennem to år korresponderede kunstneren og kunsthistorikeren. Gennem hele korrespondancen gør de begge en dyd ud af at udtrykke den gensidige respekt. Og alligevel er hver eneste linje i hver eneste e-mail udtryk for en balancegang på tynd line i stor højde.

Spændingerne mærkes. Genierne går mod vinden, som Sokrates udtrykte det. Det gør de også, når der er to genier sammen. Men når de så tolker vindretningen forskelligt, støder de jo sammen. To meget store egoer med et fælles sigte. Men forskellige meninger om vejen derhen.

”Korset og himmelstigen ” hedder bogen, der givetvis henvender sig til et smalt publikum. Men mennesker, der er dybt interesseret i kunst - for den sags skyld også i psykologi og i religion - får virkeligt noget for pengene i denne bog.

Annonce

Kristi begrædelse

Det hele startede, da kunsthistorikeren Leo Tandrup var medlem af kunstudvalget ved Frelserkirken i Horsens. I 2004 fik han idéen til en altertavle. Han spurgte Arne Haugen Sørensen om denne havde lyst til at udføre arbejdet. Det havde kunstneren - og så startede korrespondancen mellem manden, der skulle skabe, og manden, der repræsenterede køberne og kirken.

Det er en korrespondance, der giver et helt særligt indblik i skabelsesprocessen for en kunstner. I hvordan et stort kunstværk kan blive til. Hvor mange overvejelser og en kunstner rummer - selv en så succesrig kunstner som Haugen Sørensen.

Korrespondancen viser også, hvor megen vilje og selvtillid en akademisk baggrund kan give. Den del af korrespondancen står Leo Tandrup for. Men uanset det kontrollerede drama i e-mails og uanset det iltre sind hos begge - blev der skabt et enestående resultat.

Værket ”Kristi begrædelse” blev til gennem denne korrespondance. 16 forskellige udkast og skitser - før den gensidige tilfredshed greb parret. Det er den historie, der fortælles i bogen. Og så kom værket alligevel aldrig til Horsens.

En menighedsrådsformand skrev aldrig under på kontrakten, som Arne Haugen Sørensen allerede havde signeret. I stedet kan værket i dag beses i Arne Haugen Sørensen Museet i forbindelse med Vestjysk Billedgalleri i Videbæk.

Her holdes reception i anledning af bogen. Det sker 17. august - og de to skrivende venner - og debattører - Leo Tandrup og Arne Haugen Sørensen stiller op til en dialog. Gad vidst, hvordan det spænder af?

Arne Haugen Sørensen og Leo Tandrup

”Korset og himmelstigen”

Fire stjerner ****

201 sider, smukt illustreret

Forlaget Hovedland

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Kultur. Tak til kronprinsparret 2

Synspunkt: Da jeg læste Peter Hagmunds leder ”Tak til kronprinsparret” den 1. november, glædede jeg mig over de mange gode synspunkter, han bringer frem såsom: ”Alligevel kan man godt opfatte det en kende sært, at kronprins Frederik og kronprinsesse Mary står på en scene i netop Odense, når parret lørdag uddeler priser til en række kunstnere og kulturfolk. For Odense Kommune har netop besluttet omfattende nedskæringer i byens kulturudgifter.” Lige siden har jeg funderet over årsagen til, at der spares så heftigt på kulturen i Danmark i disse år. Vore nabolande Norge, Sverige og Tyskland – lande vi gerne sammenligner os med – gør det stik modsatte. De øger kulturbudgetterne, og de gør det markant. Efter min mening er der to væsentlige årsager til den stedmoderlige behandling, kulturen får i Danmark. For det første er de allerfleste af vore beslutningstagere unge eller yngre mennesker, som vort skolesystem ikke i tilstrækkelig grad har givet mulighed for at stifte bekendtskab med klassisk kultur og dannelse. De kender og respekterer simpelthen ikke den kultur, de koldblodigt skærer ned på. Det ironiske er, at kulturpengene jo er pebernødder i det store budgetspil, men da beslutningstagerne ikke kender nok til området, gør det ikke ondt på dem at svinge sparekniven, og som ofte sagt: ”Der er ikke stemmer i kultur” – desværre. For det andet mener jeg, at Peter Hagmund og hans kolleger burde gribe i egen barm og overveje, om medierne i almindelighed og - når vi taler kultur i Odense - Fyens Stiftstidende i særdeleshed kunne påtage sig et større ansvar i denne sag. For det er jo sådan, at i vore dage eksisterer man kun, hvis man er synlig i medierne. Jeg kender til hudløshed argumentet, at kulturstof ikke er populært, men det får mig til at tænke tilbage på en korrespondance, en af mine veninder for en del år siden havde med en dansk tv-station. Min veninde klagede over, at en stor operaforestilling blev sendt kl. 02.00 (det var inden, man i samme grad som nu havde mulighed for at optage, streame og se tv on-demand). Svaret fra TV-stationen lød, at de sendte udsendelsen på dette sene tidspunkt, fordi der ikke var ret mange, der så den slags. Man kunne også forestille sig, at problemstillingen i virkeligheden var den omvendte, nemlig at folk ikke så den slags, fordi det blev sendt på et tidspunkt, hvor de fleste lå i dyb søvn. Måske ville læserne faktisk værdsætte større mængder af velformidlet kulturstof, hvis det fandtes i medierne. I øvrigt tror jeg, at mange af de mennesker, der læser kultursiderne, læser den trykte avis og ikke avis på nettet. Populariteten af kulturstoffet er derfor ikke målbar på samme måde som ”klik" på avisens hjemmeside. Hagmund skriver at ”kronprinsparrets besøg i Odense kan være med til at flytte opmærksomheden tilbage til det, der også er kunstens og kulturens kerne: At den er dannelse. At den er identitetsskabende. At den har en særlig berettigelse.” Kære redaktører og journalister. Jeg mener absolut, I kan medvirke til at flytte opmærksomheden tilbage på kulturen og fjerne det ”spørgsmålstegn ved, om byen nu egentlig har det levende, aktive kulturliv, som man ofte påstår at ville anvende som salgsargument over for tilflyttere.” I skal blot opprioritere kulturområdet, så det bliver mere synligt i mediebilledet.

Annonce