Annonce
Kultur

Bogkassen anbefaler: Et velsignet brugstyveri fra Thorsten Reinholt

Thorsten Reinholt – han lod ”Necromaniac” ligge ti år i en skrivebordsskuffe, før han sendte bogen til et forlag. Arkivfoto: Kurt Rasmussen
I en halv snes år havde Thorsten Reinholt en krimi liggende i skuffen, men nu er den udgivet – heldigvis.

Bøger: En norsk kollega sagde engang til mig: Hvis du bruger noget, en kollega har skabt, er det tyveri. Hvis du bruger noget, som 20 har skabt, er det forskning.

Hvis teorien holder vand, er det særdeles god forskning, som journalisten Thorsten Reinholt har præsteret med romanen ”Necromaniac”. For han har skrevet en helt igennem herlig kriminalroman, både spændende, uhyggelig – og ind imellem endda morsom.

I den forudgående forskningsfase er indgået så prominente forfattere som Sjöwall og Wahlöö, Ed McBain og Ian Rankin. De dukker op undervejs. Når det drejer sig om det forgudede svenske ægtepar er forskningen endda så intens, at beskyldninger for tyveri vanskeligt lader sig mane i jorden. Men det herlige ved ”Necromaniac” er, at det ikke betyder en disse. For nok er inspirationen hist og her særdeles tydelig. Men det ændrer ikke ved, at ”Necromaniac” fremstår som et særdeles originalt værk. Thorsten Reinholt har digtet så rigt og sprudlende, tænkt så skarpt – og skrevet så præcist - at ingen kan undgå at komplimentere ham for denne roman. Den er helstøbt.

Annonce
”Necromaniac” – et eksempel på, at der kan skrives en særdeles original bog på baggrund af inspiration fra noget meget kendt. Pr-foto

Dansk inspiration

Sjöwall og Wahlöö skabte med deres ti binds værk ”Historien om en forbrydelse” en ny genre indenfor krimien. De tog Ed McBains politi-roman og udbyggede den med deres egen socialt inspirerede og politisk skarpe pen. De skabte mægtige personligheder. Martin Beck, Kollberg, Gunvall Larsson.

Reinholt har ladet sig inspirere. Som når han lader en overvægtig og kæmpestor politimand pille bussemænd ud fra næsen og derefter betragte hver ”fangst” omhyggeligt. Det er ren Gunvall Larsson. Han trak altid lyse hår ud af næsen og betragtede dem, med bistert blik. Og Sjöwall og Wahlöös tredje roman, ”Manden på balkonen” handler om en syg barnemorder. Det gør ”Necromaniac” også. Men den har noget mere. Den rummer også fortællingen om det evige spørgsmål om moral kontra penge. Giver uhyre rigdomme også mennesker ret til at gøre, som det passer dem med andre mennesker? Kan uhyre rigdom købe syndsforladelse?

Det er ikke alene personerne hos de to store svenskere, Reinholt har kigget på. Han har også set på meget store skikkelser i dansk erhvervsliv. Der er eksempelvis det, som Reinholt kalder Danmarks rigeste mand, med det særprægede navn Christian Cooper-Christensen. Et navn med tre gange C…..Engelsk mellemnavn – dansk efternavn. Cooper-Christensen. I virkeligheden har vi haft Mærsk Mc-Kinney Møller! Tre gange M – og engelsk-dansk navnesammensætning. Lighederne er slående, endda i en sådan grad, at det skal understreges, at Mærsk McKinney-Møller aldrig har været blot perifært involveret i en drabssag.

Ti års ventetid

Men Reinholts plot er godt. Det er måske lidt uden for virkelighedens rækkevidde. Men helt ærligt: Hver morgen, når vi åbner avisen eller hører nyheder i radioen, er der jo sket noget, som er uden for virkelighedens rækkevidde. Det sker alligevel. Det gør det så også i Reinholts roman.

Der er tempo over historien. Det hele foregår på nogle få dage – selv om det også omfatter kidnapningen af landets mest fremtrædende politiker, en spirende kærlighedshistorie mellem hovedpersonen, politimanden Martin Niemann og en charmerende britisk kollega – samt en stribe rædselsfulde overfald på småpiger i den indre by.

Niemann har ikke alene fornavnet til fælles med den svenske Martin Beck. Også en del af dennes lidt lukkede væsen. Niemann er heldigvis mere levende, mere menneskelig – og ikke nær så kedelig som Martin Beck.

”Necromaniac” skal ikke læses som den 11. bog i historien om en forbrydelse. Lige så lidt som striben af tv-krimier i serien ”Beck” har noget at gøre med Sjöwall og Wahlöö – ud over at Maj Sjöwall får royalty for at stille sit og den afdøde ægtemands persongalleri til rådighed. Seriens afsnit er skrevet af hyrede, skrappe manuskriptforfattere. Thorsten Reinholt begår sig særdeles fint i den konkurrence. Han lod bogen ligge i ti år i en skrivebordsskuffe, før en bekendt overtalte ham til at sende romanen til et forlag. Nu er den på gaden – heldigvis. Det fortjener bogen og forfatteren. Det gør læserne også.

Thorsten Reinholt

”Necromaniac”

Fire stjerner ****

273 sider, forlaget Mellemgaard

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fyn For abonnenter

På motorvejen: Ud af øjenkrogen så Sofie en lastbilanhænger komme glidende imod hende

Leder For abonnenter

Parkering på fortove: Helt ærligt, vi er jo ikke Sverige

Lov er lov, og lov skal holdes, og derfor er vi på denne plads normalt stærke tilhængere af at overholde loven. For landets love, regler, forordninger, cirkulærer, rammer og aftaler er med til at skabe et samfund, hvor alle er stillet ens, uanset økonomisk, aldersmæssig, social, politisk, seksuel eller trosmæssig baggrund og orientering. Alligevel vil vi gøre en undtagelse i sagen om de rigide parkeringsregler, der omtales i avisen i dag. Regler, der gør, at en flyttemand ikke kan parkere sin flyttebil uden for den ejendom i et par timer, mens han bærer sofaer, lænestole og køkkengrej i flyttekasser ud i den ventende bil. Regler, der gør, at en vvs'er ikke kan parkere sin varevogn på et fortov for at løse et akut opstået problem med et lækkende vandrør i en etageejendom. Det er ganske enkelt for stift, for rigidt, for drakonisk. Danmark er et regelsamfund, og hurra for det. Men vi er ikke Sverige. Og vi skal have plads til, at vi også kan bo og leve i vores egne byer. Derfor skal en håndværker selvfølgelig kunne foretage en midlertidig parkering på et fortov uden at skulle frygte en parkeringsbøde. Det er klart, at vores gader og stræder ikke må ende i det rene kaos med biler parkeret på syditaliensk manér; på kryds og på tværs og på langs. Derfor skal vvs'eren, flyttemanden og tømreren parkere med den yderste omhu og omtanke, så han ikke er med til at skabe farlige situationer i trafikken, når gående eller cyklende skal udenom den parkerede lastvogn. Man kan mene, at håndværkere, flyttemænd og andre, der føler trang til at parkere på et fortov i en snæver vending, blot kan vælge lovlydighedens vej og anmode kommunen om en midlertidig parkeringstilladelse. Men helt ærligt: Hvor bureaukratisk kan verden blive? Lykkeligvis udviser mange parkeringsvagter allerede i dag konduite og sund fornuft i disse situationer og undgår at uddele bøder. Det er klogt og bestemt et eksempel til efterfølgelse. For helt ærligt. En flyttebil på et fortov skal der altså være plads til. Også selv om lov er lov.

Fyn

Lastbil tabte tre ton tung anhænger på motorvej: - Vi kunne have stået med en kæmpe katastrofe

Fyn For abonnenter

Frederik Barfoed: - Når det skal gå stærkt, kan vi være nødt til at parkere på fortovet

Danmark For abonnenter

Tusindvis af borgere betaler allerede mere end gennemsnittet: Nu risikerer de højere skat efter udligningslussing

Annonce