Annonce
Nordfyn

Bogense-tradition med lille koks: Julemanden blev vækket, men det blev juletræet ikke

- Nå, det må være elektrikerens skyld, lød det fra julemanden også kendt som byens elektriker, Knud Skæg, da det koksede at få tændt juletræslyset. Foto: Dorthe Wolff
Et strålende vejr uden lige var med til at skubbe forældre og børn i retning af den gamle købmandsgård i Bogense lørdag over middag. Her skulle julemanden traditionen tro vækkes til dåd og juletræet tændes. Men kun den ene af de to ting lykkedes.

Bogense: Solen bragede igennem fra en skyfri himmel, da julemanden skulle vækkes på loftet af købmandsgården i Bogense, hvor han har sovet i et helt år. Og det kunne mærkes i den lille, stemningsfulde gård, at vejret viste sig fra sin bedste side, for flere hundrede mennesker havde fundet vej dertil. Købmandsgården delte 114 godteposer ud til de fremmødte børn, som butikkens Mark Dahlstrøm havde stået og pakket aftenen før, og Bogense Handelsstandsforening fik udstyret bysbørnene med nissehuer i dagens anledning.

Dernæst blev der sunget to julesange, der ud fra dagens tema var "På loftet sidder nissen" og "Der bor en lille nissemand på loftets mørke rum". Og så skulle store som små hjælpe borgmesteren med at vække julemanden og hans kone. Et par omgange skulle der til, før end julemanden fik gnedet søvnen ud af øjnene og traskede ud i dagslyset.

Annonce
Bogense Handelsstandsforening delte nissehuser ud. Foto: Dorthe Wolff

Havde ikke fået tjekket lyset

Derfra gik turen til det store juletræ i bymidten, hvor julemanden sammen med børnene talte ned fra ti for at få tændt juletræet. Men da de kom til et, skete der ingenting.

- Nå, det må være elektrikerens skyld, lød det fra julemanden, som i flere år er blevet spillet af Knud Skæg, der er pensioneret elektriker fra byen.

Per Maegaard, formand for Bogense Handelsstandsforening, havde ellers netop forsikret julemanden om, at lyset nok skulle virke.

- Jeg havde lige gået og sagt til julemanden på turen derned, at jeg ikke havde fået tjekket lyset i år, men at det jo har virket alle de andre år, så hvorfor skulle det ikke også virke denne gang, lyder det fra handelsstandsformanden, der dog forventer, at lyset er bragt i orden inden weekenden er omme.

- Jeg må lige ind og have fat i Martin elektriker, lød det, inden han smuttede ind i varmen igen.

Og mon ikke børnene alle gik glade hjemme alligevel. Det vigtigste var trods alt, at det lykkedes at vække julemanden og få sendt ham til Grønland, så han kan lave gaver, inden han kommer retur til Bogense igen den 15. december.

Fra nissedreng til nissepige. Foto: Dorthe Wolff
Købmandsgårdens 114 godteposer vakte stor glæde. Foto: Dorthe Wolff
Traditionen tro blev der sunget julesange, inden julemanden skulle vækkes. Foto: Dorthe Wolff
Karl Knudsen på 1,5 år var blandt lørdagens yngste fremmødte. Foto: Dorthe Wolff
Der blev holdt godt øje med købmandsgårdens loftsvinduer. Foto: Dorthe Wolff
Endelig kom han. Foto: Dorthe Wolff
Vink og sol fra en skyfri himmel. Foto: Dorthe Wolff
En heldig én, fik lov til at holde julemanden i hånden på vej ned til byens juletræ. Foto: Dorthe Wolff
- Det var lidt ærgerligt, at magien ikke lige virkede, lød det fra handelsstandsforeningens formand, Per Maegaard, som dog forventer, at der er styr på lyset i løbet af weekenden. Foto: Dorthe Wolff
Julemanden blev kørt væk igen i hestevogn. Foto: Dorthe Wolff
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce