Annonce
Kultur

Bogense Sommercabaret: Jacques Brel-kabaret kalder ikke på skraldgrinet, men på det lille forknytte smil og latteren, som sætter sig stikkende på tværs i halsen

Birgitte Simonsen og Anders Gjellerup Koch i "Drømmen om Jacques", der opføres på Café 44 i Bogense til og med 25. august. PR-foto

Jacques Brel-kabaret kalder ikke på skraldgrinet, men på det lille forknytte smil og latteren, som sætter sig stikkende på tværs i halsen.

Scene: Belgieren Jacques Brel var en dannet provokatør. Opvokset i det bedre borgerskab lagde han afstand til det velnærende og selvtilfredse. Hans viser hudfletter bourgeoisiet og den kedsommelige pænhed. Brel sang om sømænd og ludere, beruselse og bræk, syfilis og gonorré, men også om den første uskyldige forelskelse, en elskov så omskiftelig som vejret og det modne pars erkendelse af kærligheden som livets konstant - trods momentvis kedsomhed og utroskab.

Annonce

Om forestillingen

"Drømmen om Jacques Brel"fire stjerner

Bogense Sommercabaret, tirsdag 14. august: "Drømmen om Jacques - en Jacques Brel Cabaret".

Ide/manus: Birgitte Simonsen. Instruktion: Kurt Dreyer. Mevirkende: Birgitte Simonsen og Anders Gjellerup Koch. Kapelmester: Ulf Starup.

Opføres tirsdag-lørdag til og med 25. august.

Elskeren Brel

I Bogense Sommercabaret er det ikke den politisk indignerede Brel, vi møder. Det er illusionen om elskeren Brel. Skuespilleren Birgitte Simonsen har fået ideen til forestillingen, hvis ramme er en kvindes møde med idolet Jacques Brel. Umærkeligt flytter historien fra de tos lynforelskelse til skildringen af kærlighedens uvæsen - med nærbilleder af de mennesker, som kærligheden ikke er forundt, og som i bedste fald køber sig til lidt ømhed hos en udslidt kvinde i en baggård.

Man kan læse en fortløbende handling ind i kabareten eller se den som fragmenter af levet liv. Med forbindende tekster især hentet fra Shakespeares poesi er barren sat højt. Men hvis man ikke fortaber sig i at tolke udsagnene, men lader sig føre med ordstrømmen, bliver teksterne åndfulde åndehuller i Brels ubarmhjertige og humoristiske univers.

Brels kvinder

Anders Gjellerup Koch er en fremragende musicalsanger, men viser her, at han også mestrer chansonens enkle og ligefremme stemmeføring. Stærkest er hans fortolkning af "Karrusellen", "Bruxelles", "Gas" og "Hvordan myrder man sin kones ven".

Birgitte Simonsen er skiftevis skøge, sexobjekt og uskyldigheden selv. Hendes hæse vokal klæder Brels kvinder. Både de alt for ivrige, de afmålte, de fortvivlede og de fornedrede. Finest ramt i "Amsterdam", "Jeg elsker" og "Du må ikke gå". Enkelte gange glipper teksterne, men når hendes blik hager sig fast i Anders Gjellerup Kochs, vender ordene og roen tilbage.

Banale Brel

Persontegningen er solid og sine steder rørende, men instruktøren Kurt Dreyer har stort set fravalgt det råt udleverende, diabolske og desperate. Det er ærgerligt, for en tekst som "Folk med karakter", der med Dickensk giftighed udpensler en dystopisk lilleverden, ville virke endnu stærkere, hvis sangforedraget stod i grel kontrast til klaverets "Jazz på svenska"-idyl. Første akt er mest velkomponeret. Et par Edith Piaf-klassikere er fyldstof efter pausen, og selv om Brel, i hvert fald i dansk oversættelse, af og til virker banal, er det intet mod de Piafske klichéer.

Ulf Starup er en loyal pianist, der med selvfølge retter ind og følger skuespillerne, hvis de er på afveje. Allerede ouverturens broderen videre på Faurés "Efter en drøm" forudsiger med udviklingen fra det ukompliceret flydende til det stadigt mere vemodige, at her er noget på spil. Varslet holder stik, for det er ikke skraldgrinet, der dominerer, men det lille, forknytte eller melankolske smil og latteren, som sætter sig stikkende på tværs i halsen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Nederlag til styrelse: Skandalelæge må fortsætte med at omskære drengebørn

Leder For abonnenter

Ghettopakke: Aktuelle tal, tak

Der er ikke længere blot én, men nu to rigtig gode grunde til, at partierne bag den såkaldte ghettopakke tænker sig godt om og justerer kriterierne, inden de pålægger en række kommuner at begynde nedrivning af boligområder på den hårde ghettoliste. Med et bredt flertal bestående af seks partier bag ghettopakken må man udlede, at dette tiltag mod socialt udsatte parallelsamfund har solid folkelig forankring. Men den folkelige forståelse kan hurtigt skrumpe ind, hvis det viser sig, at et nedrivningsdiktat har et grotesk skær af tilfældigheder. Det har stødt mange borgere, at Odense Kommune tilbyder flyttepenge til dømte kriminelle i boligområder, der risikerer at havne på den nye ghettoliste, som sendes ud til december. Forargelsen er forståelig, selv om kommunen kun reagerer som alle andre, der ser en kæmpeudgift tårne sig op forude: Man forsøger at undgå den. Og her er der tale om, at nogle færre beboere med en plettet straffeattest i et par opgange måske er afgørende. Senest er det kommet frem, at nedrivning kan blive udløst af, hvad man kan kalde bagatelkriminalitet. Hvis en person får en bøde og ikke betaler den, havner sagen i retten, hvor personen får en dom. Ifølge et datatræk hos Fyns Politi for 2017 og 2018 har otte personer med adresse i det nedrivningstruede boligkvarter Solbakken i Odense fået en dom på grund af en ikke-betalt bøde. Disse eksempler belaster altså Solbakken i ghettoregnskabet og kan i sidste ende betyde nedrivning. Venligt udlagt vil det være et papirtyndt grundlag. Boligminister Kaare Dybvad besøgte et af Odenses udsatte boligkvarter for nogle dage siden og havde ingen bemærkninger til kommunens flyttehjælp til kriminelle. Derimod stillede Dybvad i udsigt, at de tal, der skal danne grundlag for ghettolisterne, skal være så aktuelle som muligt. Hvis det skal forstås sådan, at de 11 måneder gamle tal, der bruges i dag, ikke dur, er det en god erkendelse, selv om skrotning bør være en selvfølge. Betryggende vil det også være, hvis partierne bag ghettoaftalen giver opgørelsesmetoden et eftersyn. På landsplan berører ghettoplanen flere tusind mennesker og koster mange milliarder. Derfor skal kriterier og udførelse være uangribelig.

Annonce