Annonce
Kultur

Boganmeldelse: Steffen Jacobsen: "Ghostwriter".

Steffen Jacobsen. Foto: Thomas A./Lindhardt og Ringhof

Bøger: Der er sikkert ikke meget at takke Sundhedsplatformen for, men en enkelt ting kunne være, at tidligere overlæge Steffen Jacobsen i bar frustration over den nu har skippet lægejobbet for at hellige sig sit efterhånden omfattende forfatterskab. At dømme efter det forfatterfoto, der ledsager hans seneste roman, har han mere end mod på opgaven. Udstyret med smøg i flaben, solbriller, tatoveringer på begge underarme og pistol i venstre hånd lægges der op til aktion, og det er der da også masser af i "Ghostwriter".

Steffen Jacobsen bruger et fortællergreb, der er ved at være en slags standard i en række af tidens krimier, nemlig et ægtepar, som står på hver sin side af loven. Hos Jacobsen har vi således politikommissær Lene Jensen, der må følge spillets regler, mens ægtefællen og tidligere jægersoldat Michael Sander som privatdetektiv ser stort på metoder, når det gælder om at opfylde sine opgaver. Hos ham er selvjustits i orden. Denne modstilling kommer der en masse dynamik ud af, efterhånden som Jacobsen udfolder sin historie.

Udgangspunktet er, at chefen for Linden Pharma som terminal kræftsyg vil fortælle sandheden om sit liv. Han hyrer derfor en journalist til at være ghostwriter på en bog, der skal rumme den ubehagelig sandhed om den måde, medicinalindustrien prioriterer profit over billige og effektive løsninger på sundhedsproblemer. Men inden de når så langt, dør de begge, og fra hver sin side inddrages ægtefællerne Lene og Michael nu i et dramatisk handlingsforløb, der også sætter forholdet mellem de to under pres.

Spændende sager, der fører læseren gennem begivenheder, der rummer så megen sandsynlighed, at det går hen og bliver ikke så lidt tankevækkende, for Steffen Jacobsen ved en del om den verden, han her sætter under sin lup og skarpe skalpel. Det er godt gjort.

Steffen Jacobsen:

"Ghostwriter"

352 sider, Lindhardt og Ringhof

Annonce
Steffen Jacobsen: ?Ghostwriter?. Foto: Lindhardt og Ringhof
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Kultur. Tak til kronprinsparret 2

Synspunkt: Da jeg læste Peter Hagmunds leder ”Tak til kronprinsparret” den 1. november, glædede jeg mig over de mange gode synspunkter, han bringer frem såsom: ”Alligevel kan man godt opfatte det en kende sært, at kronprins Frederik og kronprinsesse Mary står på en scene i netop Odense, når parret lørdag uddeler priser til en række kunstnere og kulturfolk. For Odense Kommune har netop besluttet omfattende nedskæringer i byens kulturudgifter.” Lige siden har jeg funderet over årsagen til, at der spares så heftigt på kulturen i Danmark i disse år. Vore nabolande Norge, Sverige og Tyskland – lande vi gerne sammenligner os med – gør det stik modsatte. De øger kulturbudgetterne, og de gør det markant. Efter min mening er der to væsentlige årsager til den stedmoderlige behandling, kulturen får i Danmark. For det første er de allerfleste af vore beslutningstagere unge eller yngre mennesker, som vort skolesystem ikke i tilstrækkelig grad har givet mulighed for at stifte bekendtskab med klassisk kultur og dannelse. De kender og respekterer simpelthen ikke den kultur, de koldblodigt skærer ned på. Det ironiske er, at kulturpengene jo er pebernødder i det store budgetspil, men da beslutningstagerne ikke kender nok til området, gør det ikke ondt på dem at svinge sparekniven, og som ofte sagt: ”Der er ikke stemmer i kultur” – desværre. For det andet mener jeg, at Peter Hagmund og hans kolleger burde gribe i egen barm og overveje, om medierne i almindelighed og - når vi taler kultur i Odense - Fyens Stiftstidende i særdeleshed kunne påtage sig et større ansvar i denne sag. For det er jo sådan, at i vore dage eksisterer man kun, hvis man er synlig i medierne. Jeg kender til hudløshed argumentet, at kulturstof ikke er populært, men det får mig til at tænke tilbage på en korrespondance, en af mine veninder for en del år siden havde med en dansk tv-station. Min veninde klagede over, at en stor operaforestilling blev sendt kl. 02.00 (det var inden, man i samme grad som nu havde mulighed for at optage, streame og se tv on-demand). Svaret fra TV-stationen lød, at de sendte udsendelsen på dette sene tidspunkt, fordi der ikke var ret mange, der så den slags. Man kunne også forestille sig, at problemstillingen i virkeligheden var den omvendte, nemlig at folk ikke så den slags, fordi det blev sendt på et tidspunkt, hvor de fleste lå i dyb søvn. Måske ville læserne faktisk værdsætte større mængder af velformidlet kulturstof, hvis det fandtes i medierne. I øvrigt tror jeg, at mange af de mennesker, der læser kultursiderne, læser den trykte avis og ikke avis på nettet. Populariteten af kulturstoffet er derfor ikke målbar på samme måde som ”klik" på avisens hjemmeside. Hagmund skriver at ”kronprinsparrets besøg i Odense kan være med til at flytte opmærksomheden tilbage til det, der også er kunstens og kulturens kerne: At den er dannelse. At den er identitetsskabende. At den har en særlig berettigelse.” Kære redaktører og journalister. Jeg mener absolut, I kan medvirke til at flytte opmærksomheden tilbage på kulturen og fjerne det ”spørgsmålstegn ved, om byen nu egentlig har det levende, aktive kulturliv, som man ofte påstår at ville anvende som salgsargument over for tilflyttere.” I skal blot opprioritere kulturområdet, så det bliver mere synligt i mediebilledet.

Annonce