Annonce
Danmark

Boganmeldelse: Janne Teller: "At gå nøgen"

Janne Teller. Foto: Politikens Forlag

Bøger: Meningsmennesket Janne Teller har samlet 21 af sine tekster i antologien "At gå nøgen". 21 tekster, der primært udgør essays skrevet fra 2005 og frem til i dag samt en enkelt novelle og en mindre udefinerbar tekst. En samling tekster om kunst, fremmedhed, om magtens og kapitalismens mørke sider, om menneskers identitet gennem national og multikulturel selvforståelse. Desværre er der bare ikke så meget sammenhæng mellem teksterne, som man kunne have ønsket sig.

For det er, som om der er skabt en ramme om Janne Tellers tekster, som ikke helt kan rumme indholdet. Selvom forfatteren forsøger sig med en bred undertitel til antologien, der i sin fulde længde hedder "At gå nøgen - Enogtyve essays om kunst, fremmedhed og forsøget på at være menneske", er der er en mislyd imellem de mange tekster.

Første del af bogen har kapiteltitlen "Kunst", og her starter tekstsamlingen godt ud med et essay med titlen "Mellem linjerne", som er en privat fortalt fortælling om sondringen mellem litteratur og den virkelig verden. Det er interessant læsestof, men som siderne vendes i de følgende essays, bliver det til en personlig fortælling om alt fra Janne Tellers egen skriverutiner til tanker om, hvor meget man må bruge sig selv i sine tekster og om, hvad kunst egentlig er for en størrelse. Overordnet set mangler kapitlets tekster simpelthen sammenhæng og mål.

Mål og sammenhæng er det til gengæld langt nemmere at finde i det næste kapitel, der med titlen "Fremmedhed" rummer en række tekster, som alle vedrører ordet i afsnittets titel. Her vender den erfarne samfundskritiker ordet i alle tænkelige retninger, hvilket gør, at antologien endelig kommer til sin ret. Der er noget på spil her, og det giver mening. Også selvom et par af teksterne har en række år på bagen og derfor kan virke lidt støvede, mens andre stadig har en overraskende relevans.

Janne Teller er ikke bange for at bringe sig selv og sine erfaringer i spil, og det skaber troværdighed, ligesom hendes argumenter er overbevisende. Hun har fakta i orden og skriver ikke bare for at overbevise, men for at oplyse - og det har hun i den grad held med i sine mange essays i afsnittet "Fremmedhed".

I kapitlet "Forsøget på at være menneske" forsøger Teller at forene de mange tanker i de foregående afsnit, og selvom det er interessant, så virker sammenstillingen søgt. Og da der pludselig sniger sig en novelle ind i kapitlet, skurrer det først virkelig i læsebrillen. I finaleafsnittet "Kunst, fremmedhed og forsøget på at være menneske" forsøger Teller så at binde en sløjfe på hele antologien, men her er det allerede for sent.

Janne Teller er en dygtig essayist, og hver for sig virker hendes tekster vigtige og øjenåbnende. Men sammen får de ikke en egentlig gennemslagskraft. Formentlig fordi de ikke er tænkt som en samlet pakke, men nærmere som et opråb i den tid, de er skrevet i. Havde forfatteren begrænset sig til at samle de tekster, som har synlige fællestræk i afsnittet om fremmedhed, havde læseoplevelsen været stærkere og mere konkret. Men samlet set virker de 21 tekster i "At gå nøgen" dog desværre snarere som et fortolket forsøg på at skabe en sammenhæng mellem en samling af for forskellige tekster.

Janne Teller:

"At gå nøgen"

352 sider, Politikens Forlag

Annonce
Janne Teller: ?At gå nøgen?. Foto: Politikens Forlag
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Regler må stoppe elløbehjul-rod

’Elløbehjul roder i bybilledet’. ’Elløbehjul kører for hurtigt der, hvor der er mange mennesker’. Sådan lød det i min radio i anledning af, at transportminister Benny Engelbrecht mandag holdt møde med de kommuner – deriblandt Odense - hvor det i dag er lovligt at køre på elløbehjul, og hvor elløbehjulene i dag fylder alt for meget i bybilledet på den kedelige måde. Både når de er i brug, og når de ikke er. Men radioværten kunne næsten ikke sige det mere forkert. Hvis et elløbehjul – som oftest ligger og – flyder et sted på gaden, så er det, fordi den person, der senest har brugt det, bare har smidt det. Uden så mange andre hensyn end at det lige passede mig bedst der. Og hvis der er for meget fart på elløbehjulet, så skyldes det udelukkende den, der styrer tempoet. For selvom elløbehjul er smarte, sjove og et godt alternativ til flere biler på vejene, så kan de hverken flytte sig fra et sted fra et andet eller sætte farten uden hjælp fra et menneske. Ansvaret for det rod, som er opstået i kølvandet på lovliggørelsen af elløbehjulene, ligger kun ét sted: Hos dem, der bruger dem. Det er derfor, der er opstået et behov for regler. Fordi tankeløsheden og fraværet af hensyntagen lever for godt hos nogle af dem, der bruger elløbehjulene. Vi skal alle sammen være her og kunne færdes sikkert i trafikken. Så det er mit ansvar, at jeg kigger mig for, inden jeg går over en vej – at jeg ikke bare træder ud i forventning om, at de hjulede trafikanter standser. Det er mit ansvar, at jeg sætter min cykel i et stativ eller i det mindste parkerer den, så den fylder mindst muligt på et fortov, fordi jeg lige skal hente et par bukser, en fløderand eller fire tallerkener. Og det er mit ansvar, at jeg ikke parkerer min bil foran en ud- eller indkørsel, så jeg spærrer vejen for andre. Men nogle brugerne af elløbehjul er ikke det ansvar voksent eller bevidst, og så må der regler til. Og sanktioner til dem, der ikke kan finde ud af at følge dem. Selvom det ville været meget nemmere, hvis vi bare ryddede op efter os selv og tog hensyn til andre.

Erhverv For abonnenter

- Kvinder er ved at banke sig selv tilbage til kødgryderne

Annonce