Annonce
forside

Bilfrit torv tvinger Ryttershoppen i knæ

Tina Maabo har ejet Ryttershoppen i Svendborg siden 2016, men nu tvinger det bilfri torv hende til at lukke butikken, efter omsætningen er dalet markant det sidste halve år. Foto: Katrine Becher Damkjær

Da torvet i Svendborg lukkede for biler i sommer dalede omsætningen i specialforretningen Ryttershoppen markant. I januar faldt omsætningen med 70.000 kroner, og ejer Tina Maabo ser nu ingen anden udvej end at dreje nøglen om.

Svendborg: I snart 10 år har specialforretningen Ryttershoppen eksisteret i Svendborg og solgt ride- og hesteudstyr, men nu er det slut. Forretningen holder ophørsudsalg i marts og lukker og slukker.

Tina Maabo, der overtog forretningen i foråret 2016, er ikke i tvivl om, hvorfor omsætningen pludselig er dalet:

- Det skyldes, at vores kunder ikke kan komme til at holde tæt på butikken. Det mister vi omsætning på, siger hun.

- Vi havde egentligt troet, at det nok skulle gå, selvom vores omsætning faldt hen over efteråret. Det første halve år af 2018 havde vi en stigning i omsætningen på 60 procent, mens det sidste halve år, hvor de lukkede torvet fra sommer, havde vi kun en stigning på 20 procent. Og det var lidt mærkeligt, for vores sortiment har ikke forandret sig. Men vores kunder begyndte at sige, at det var irriterende, at de ikke kunne komme tæt på og parkere, og at det var svært at finde en parkeringsplads, sige Tina Maabo.

Annonce
Indehaver af Ryttershoppen, Tina Maabo, har set sig nødsaget til at lukke sin forretning, der sælger udstyr til heste og ryttere. Foto: Katrine Becher Damkjær

Januar slog bunden ud

Skriften på væggen blev dog mere end tydelig for Tina Maabo, da hun fik omsætningstallene for januar i år.

Det blev udslagsgivende for, at hun besluttede at lukke butikken.

- I januar måned mistede vi en omsætning på 70.000 kroner sammenlignet med januar sidste år. Og da vi så kunne se, at februar måned ikke gik meget bedre, og 75 procent af vores kunder siger, at det er irriterende, at de ikke kan finde en parkeringsplads tæt på, så må vi jo handle ud fra det, siger hun og oplyser, at omsætningen i januar sidste år var på 150.000 kroner, hvorfor faldet i år er markant.

Og spørger man Tina Maabo er det bilfri torv, der blev indført 1. juni sidste år, efter alt at dømme årsagen.

- Jeg kan jo ikke sige med sikkerhed, at det er parkeringen, der er årsagen. Men omsætningen faldt samtidig med, at torvet lukkede for parkering.

Så nu gør hun kort proces.

- Vi holder ophørsudsalg fra 1. marts. Desuden er vi blevet kontaktet af tre forskellige interesserede, som ønsker at opkøbe varelageret. Hvis det ikke bliver en mulighed, lukker vi her den 20. april, og så må vi sælge resten af varelageret over webshoppen.

Hvad skal du så lave?

- Det ved jeg ikke endnu. Lige nu fylder det her det hele, siger hun og fortæller, at årsregnskabet for sidste år er færdigt, men endnu ikke offentliggjort.

- Men der er for første gang et lille underskud, slutter hun.

Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce