Annonce
Debat

Besparelser. Lumby vil uddø - sammen med skolen

Jeg bor i Lumby. Det valgte min mand og jeg, da vi fik børn. Vi valgte det lille trygge lokalsamfund, hvor man hilser på hinanden på gaden, kender sine naboer og holder et vågent øje med deres hus, når de er på ferie.

Vi ved godt, at det er på den absolutte kant af Odense Kommune, og indimellem bliver vi glemt herude - faktisk er vores lille landsby så uvæsentlig en del af kommunen, at borgmesterkandidaternes valgplakater aldrig nåede herud under det seneste kommunalvalg - men vi stemte da alligevel.

Nu er tiden så kommet til at se, om vores stemmer har nogen værdi, for vi er nemlig blevet husket i det nye sparekatalog på børn- og ungeområdet. I Lumby har vi en børnehave og en skole, og det spillede da også ind, da vi bosatte os netop her.

Borgerne har kæmpet hårdt for at bevare skolen, som op til flere gange har været forsøgt lukket, og nu er vi på den igen.

I det nye sparekatalog foreslås det at reducere Lumby skole, så det fremover kun er børn fra 0.-3. klasse, der går her. Ved start i 4. klasse skal børnene skifte til en større skole. I dag går der elever fra 0.-6.klasse.

Ændringen vil i praksis betyde, at skolen vil lukke helt inden for få år, da det er de færreste forældre, der vil indskrive deres børn på en skole, som de alligevel skal flytte fra, lige når de er blevet fortrolige med den.

Jeg ved med sikkerhed, at mine egne ikke skal igennem et skoleskift på det tidspunkt. Det kan være hårdt nok at skifte i begyndelsen af 7. klasse - det ved jeg, da jeg selv er vokset op i en landsby ikke ulig Lumby, hvor skolen havde 0.-6. klasse - men et skifte efter indskolingen kan være katastrofalt.

Det hele ligger i ordret "indskoling"; der hvor man indlemmes i skolen, der hvor man lærer at gå i skole.

Lumby skole er en lille skole med små klasser og høj trivsel - hvorfor ændre på noget, der fungerer? Det vil ikke alene være ødelæggende for elevernes trivsel, men for hele byen.

Der er i øjeblikket en tilflytning af børnefamilier. De vælger Lumby af mange forskellige årsager, men de har én til fælles, nemlig skolen. Uden den, eller med den i den form der lægges op til i det nye sparekatalog, stopper tilflytningen, og Lumby vil uddø sammen med vores skole.

I en mailudveksling med Mark Grossmann har jeg tilbudt en guidet tur i vores lille lokalsamfund. Dette tilbud står også åbent for de øvrige byrådsmedlemmer og alle andre, der skulle have lyst til at møde os herude på kanten af Odense.

Herude, hvor vi ikke beder om meget andet end, at vores skole bliver, som den er, og hvor vi ikke bliver fornærmede, når vi bliver glemt - men hvor vi kæmper sammen - for vores fællesskab, foreningerne og mest af alt vores skole.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
OB

Da Alphonse Tchami kørte over hajtænderne

Læserbrev

68-oprøret. Hvornår får vi igen et ungdomsoprør?

Kommentar: Det slår mig, hvor ofte vi i aviserne læser interviewes med aldrende kendisser, der fortæller om deres engagement op igennem tiden som oprørere. De begyndte med at gå med i atommarcherne, og nogle mener, at det var en heltegerning, mens andre indrømmer, at de intet anede om, hvad det i grunden gik ud på, men sådan var det nu engang, og hvis man var progressiv, så var man med. Nogle fortæller om andre mærkesager, som de har kæmpet for op igennem tiden og fortæller også gerne om det glade liv i kollektiver med et liv i hashtågens slør, der for dem, som ikke gik til bunds, står som noget romantisk. Hvordan disse husker fortiden og ser verden, står i skrigende kontrast til opfattelsen hos det store flertal af mennesker, der i samme tid har levet et liv med færdiggjorte uddannelser, et almindeligt arbejdsliv og et normalt familieliv. Alligevel kan man med en omskrivning af Henrik Pontoppidans vers om den skadelige virkning, som George Brandes havde på det danske folk, sige: Det kundskabens træ, de plantet i landet, som favner så vidt over fjorde og bugter, forgifter nu folket med ormstukne frugter Man kan lidt kryptisk hævde, at det store flertal af almindelige mennesker har overtaget meninger fra de førende 68-oprørere, der nu udgør eliten, omend de selv mener noget andet. Så udadtil mener vi alle det samme om alt såsom miljø, børneopdragelse, kvindesagen osv. De ældre tør ikke stå ved deres egne holdninger af frygt for at virke gammeldags og forstokkede, og mange yngre er med på vognen af frygt for at miste deres job. Hvad har vi ikke set af sager med præster, som prøvede på at stå ved deres holdninger, og mon ikke en lærer med de forkerte holdninger ville komme i uføre og miste sit arbejde? Selv politikere har alle de samme meninger uanset parti, alene af den grund, at ellers bliver de ikke valgt. Som noget nyt er der i vor tid sket det, at selv små børn er blevet ensrettet. Spørger man i dag børn, hvad de lærer i skolen, disker de for det meste op med et eller andet, der har rod i holdningsbearbejdelse. De har haft noget med klimaet, noget om kammeratskab, noget om ulande og sult i verden osv. Ingen har fået en orientering om f.eks. danmarkshistorien på en ganske neutral måde. Så derfor ved alle børn i dag også, hvorledes man skal mene og tænke. Det er det da også således, at skulle der endnu være en genstridig farfar tilbage, der ikke udtrykker sig rigtigt, så skal han nok blive irettesat af sine børnebørn. Og alle er tilsyneladende så imponerede over, hvad de dog lærer i skolen i dag, og over så selvstændige selv børnehavebørn er i deres tankegang. Ja, det skriger til himlen, men således er det. ”Hør nu efter farfar, hvad lille Justin fortæller dig!” Jeg tænker på, om der ikke snart kommer et oprør. Man har altid påstået, at ungdommen havde det med at ville være imod de voksne, men således er det langt fra i dag. Måske var der for et halvt århundrede noget, der skulle laves om og nogle holdninger, der skulle bearbejdes, og det blev der så sandeligen gjort noget ved, men mon dog det var den eviggyldige sandhed, man nåede frem til? På mange områder viser resultatet af ungdomsoprøret i midten af forrige århundrede, at man begik mange fejl. Dette bør der snart være nogen, der vil gøre op med. Vi trænger til en protest fra ungdommens side mod alle de forvrængninger, der har indsneget sig på snart alle områder, og det skal gøres, inden det er kommet så langt ud i tovene, at reaktionerne bliver for rabiate. Vi har et skrækkeligt eksempel i det, der i trediverne skete i Tyskland, måske i en protest mod en holdningsmæssig afsporing først i århundredet både på det politiske plan såvel som inden for kultur og livsførelse.

Annonce