Bente og Ulla har døden helt tæt ind på livet: - Jeg synes, at det er trist, at mennesker skal dø alene

Nordfyn: Hvert år dør flere tusinde mennesker alene - men sådan bør det ikke være.

Det er den tanke, der driver 63-årige Ulla Jakobsen og 67-årige Bente Bisgaard Thomsen, når de i de sene nattetimer kører af sted for at hjælpe mennesker til en tryg sidste stund.

De er en del af Ældre Sagens Vågetjeneste, der træder til, når et menneskes liv nærmer sig slutningen, men hvor der enten ikke er nogen pårørende, der kan være der, eller hvor de pårørende har brug for et hvil. Så sørger vågerne for, at den døende ikke er alene og for, at der bliver ringet efter plejepersonalet, hvis der er brug for det, forklarer Bente Bisgaard Thomsen.

- Jeg ynder at sammenligne det med livets begyndelse, fortæller hun.

- Når der kommer et nyt liv til verden, så er der en jordemoder, der lytter og er opmærksom på, hvad der sker med det her nye liv. Vores opgave er den samme, men bare i den anden ende. Vi har ikke nogen opgave i forhold til plejebehandlingen, vi er der kun for at tilbyde vores person og nærvær og tryghed ved, at der er nogen, uddyber hun.

De seneste år er der blevet færre og færre som Bente Bisgaard Thomsen og Ulla Jakobsen, og i dag er der kun 10-12 vågere på Nordfyn. De håber derfor, at flere vil få øjnene op for den frivillige indsats som vågemand eller -kone.

Når vågerne kører ud, er det i tidsrummet 23 til 7 med vagter af fire timer.

Idealet er, at man max skal af sted én gang om ugen, men med det lave medlemstal kan det for tiden blive til flere. En gang imellem har de også været nødsaget til at sige nej til at komme ud, fordi der ikke var nogen frie hænder den nat, fortæller Bente Bisgaard Thomsen.

Hun har selv været med siden 2013, hvor hun startede i forlængelse af sit arbejde som præst, mens Ulla Jakobsen startede i august sidste år.

- Jeg har altid sagt, at jeg skulle være våger, når jeg gik på efterløn, fortæller Ulla Jakobsen.

- Jeg synes, at det er trist, at der er så mange, der skal dø alene, og (ved at være våger red.) så føler jeg, at jeg har gjort en god gerning for et andet menneske, uddyber hun.

Alle, der har tid og lyst, har mulighed for at blive våger, men størstedelen er nok i efterløns- og pensionsalderen, vurderer Bente Bisgaard Thomsen - og så kommer mange med en baggrund i pleje- og sundhedssektoren. Det samme er tilfældet for Ulla Jakobsen.

Hun har i mange år arbejdet med handicappede på Bognæs, men i årenes løb mærkede hun, hvordan besparelser og effektiviseringer satte det menneskelige aspekt mere i baggrunden. Derfor har hun nu kastet sig over et frivilligt arbejde, hvor det enkelte menneske er i centrum.

- Vi har mange, der, efter de er stoppet (på arbejdsmarkedet red.), siger, at nu vil de ud, hvor man kan være der med nærvær og menneskelighed, fordi det har de ikke fået lov at bruge (i deres arbejde red.), uddyber Bente Bisgaard Thomsen.

Vågerne bliver altid tilkaldt via hjemmeplejen, og det sker først, når de vurderer, at den ældre nærmer sig sine sidste dage. På dét tidspunkt er der som regel ikke meget kontakt til vedkommende, og derfor handler det mest om bare at være tilstede.

- Man kan have en lidt romantisk forestilling om, at man kunne sidde på sengekanten og snakke om vedkommendes liv, og hvad der optog dem, men sådan er det ikke i virkeligheden, fortæller Bente Bisgaard Thomsen.

Det er desuden meget forskelligt, hvad den enkelte har brug for. Mens nogen har brug for at blive holdt i hånden, vil andre helst lades være. Det første, vågeren gør, når de kommer ud, er derfor i samarbejde med hjemmeplejen at tune sig ind på den døende - og dens pårørende.

For ofte kan vågerne også hjælpe de pårørende og forberede dem på, hvad der venter forude, forklarer Bente Bisgaard Thomsen.

- Vi oplever, at vi kan være en støtte for pårørende, som er skrækslagne ved tanken om det, der forestår, hvor det er dem, der har brug for at snakke om det med nogen, der har prøvet det før. De er så taknemmelige for det, for de vil gerne være der, men de er usikre, uddyber hun.

Selv om våge-nætterne kan være lange, er hverken Bente Bisgaard Thomsen eller Ulla Jakobsen i tvivl om, at det er det værd at være våger. For dem handler det først og fremmest om at hjælpe både døende og pårørende, men arbejdet kan også have en anden funktion.

- Jeg tror, at det kan være med til at give en afklaring, fortæller Bente Bisgaard Thomsen.

- Vi kommer ikke uden om, at jo ældre man bliver, og selvfølgelig hvis man oplever det i sine nære relationer, så bliver man opmærksom på, at vi skal dø. Så kan der komme en nysgerrig på, hvad det egentlig er, der sker. Nogen har lyst til at få det afdramatiseret, og det her er en måde at nærme sig det på, uddyber hun.

For en, der aldrig har set et menneske dø, kan det måske lyde voldsomt at være i nærheden, når en anden tager sit sidste åndedræt - og det sker ofte, når vågerne er til stede. Men det er faktisk slet ikke så voldsomt - tværtimod, mener Ulla Jakobsen.

- Der er mange, der spørger mig, hvordan jeg kan gøre det, men hvis de har oplevet det, så er det meget stille og roligt. Bagefter, når vedkommende er død, synes jeg altid, at de ser så fredfyldte ud, uddyber hun.

Både Bente Bisgaard Thomsen og Ulla Jakobsen er glade for indsatsen som våger, men de har forståelse for, hvorfor andre kunne være nervøse for at kaste sig ud i det. Derfor understreger de, at det ikke kræver en forudgående viden, og at man da heller ikke bare blive sendt af sted.

Til at starte med kommer man ud som "føl", hvor man er sammen med en erfaren våger, og så holdes der løbende møder i den nordfynske gruppe, hvor vågerne snakker om stort og småt og deler erfaringer og gode idéer.

Hvis de skal fremhæve to årsager til at blive våger, er det:

- Du får lov til at gøre en forskel i et eller flere menneskers liv, og du får et afklaret forhold til døden.