Bente har undladt at svare på plejehjems appel om hjælp: Tiden rækker kun til at besøge moren

Da Bente Olesen i april for godt halvandet år siden flyttede sin mor ind på Birkelund Plejecenter i Langeskov, bed hun godt mærke i papirerne, hvor hun skulle udfylde, om hun som pårørende kunne bidrage med noget.

- Men jeg svarede aldrig. Også fordi det hele var lukket ned på grund af corona, og jeg tænkte, at jeg så senere kunne se, hvordan det gik med min mor, og hvad jeg havde overskud til, siger Bente Olesen, der er 66 år og arbejder 31 timer om ugen som specialpædagog.

Hendes nu 95-årige mor Ruth Østergaard boede tidligere i Odense og fik hjælp af den kommunale hjemmepleje, da hun havde haft flere små blodpropper og ikke var så godt gående.

- Jeg handlede ind for hende og tog ofte vasketøj med hjem, fordi hjemmeplejen ikke fik taget sig af det. Der kunne for eksempel ligge efterladt beskidt tøj på badeværelset, og jeg var også nødt til at gøre rent, fordi kommunen kun gjorde rent hver tredje uge. Det var ikke nok, når min mor gik og spildte på gulvet, fortæller datteren.

Bente Olesen har også nok at se til på hjemmefronten, da hendes mand fik en blodprop for 12 år siden og også har brug for hjælp.

- Så da jeg også skulle hjælpe mere og mere hos min mor, var jeg efterhånden udbrændt. Samtidig kunne jeg se, at hun blev ensom, og mine besøg gik op i praktik og ikke som tidligere, hvor vi kunne strikke sammen og vende en masse ting, fordi min mor altid har været meget videbegærlig. Derfor besluttede vi, at hun skulle på plejehjem tæt på vores hjem, så vi hurtigt kunne besøge hende, fortæller Bente Olesen, der har tre børn og fem børnebørn, der også er gode til at besøge mormor/oldemor.

Hun synes, at det er helt fint, at plejehjemmet spørger de pårørende, om de kan bidrage.

- Bare det sker på en inviterende og ikke påtrængende måde. Der må aldrig stå, at det forventes, at man som pårørende f.eks. deltager i et par arbejdsdage om året, men der kunne for eksempel stå: Har I nogle ting, I kan byde ind med for at gøre livet her så mangfoldigt som muligt, nævner Bente Olesen, der ikke har dårlig samvittighed over hendes indtil nu manglende bidrag.

Hun sprang dog til, da hun blev spurgt, om hun ville køre sin mor til voldspil, da der ikke var plads i bussen sammen med andre beboere.

- Og det var en fin aften med hjælp fra frivillige fra venneforeningen, siger hun og glæder sig også over, at beboerne forleden var samlet til sang og var på tur til Fjord & Bælt. Desuden kommer frivillige og går ture med beboerne.

Bente Olesen værdsætter da også de frivillige, der har tid til at hjælpe til, og hun ved, hvor stor betydning sociale aktiviteter har.

- Jeg kan se, hvordan min mor bliver bedre, når der er nogle at tale med, siger Bente Olesen, der nyder nu at have moderen tættere på og lettere kan smutte over til hende, så de f.eks. kan se "vild med dans" sammen uden at tænke på, at der er en række praktiske gøremål, der skal klares.

Om sin egne år som ældre siger Bente Olesen:

- Jeg kunne godt se mig selv i et seniorbofællesskab. Det, tænker jeg, er en af løsningerne på de manglende hænder i ældreplejen. Gennem samvær med andre at udskyde det tidspunkt, hvor vi får behov for hjælp.