Annonce
Motorcykeldagbog

Bendt Bendtsens motorcykeldagbog - kapitel 1: Fra Allesø til Arnhem

Bendt Bendtsen forlader sit fynske Allesø og starter ud på turen, hvor han møder York på det tohjulede Ducati-monster og Mustafa, som er stolt af at arbejde på Mercedes-fabrikken, der skal bygge el-biler, før han står ansigt til ansigt med fortiden ved krigergravene i Arnhem.
Annonce
Annonce

Dag 1, lørdag 30. marts

Speedometer ved start i Allesø: 8500 km. Ankomst i Bremen: 8924 km. Dagens tur 424 km.

Der er afgang fra Allesø. Min BMW 1200 GS Adventure er nyvasket og nypoleret, og jeg har inden turen fået monteret en ny og større gps, en SOS-knap med indbygget tracker og tyverialarm. Der er ny olie på cylindrene, og tanken er fyldt helt op.

Det er et fantastisk vejr. Det er er 14 grader, solen skinner, og der er en frisk vind fra sydvest.

Jeg kysser fru Kirsten farvel og triller ud ad indkørslen. Det er lige før, jeg rejser mig op i stigbøjlen og råber "Jeg lever, jeg lever”, men jeg må hellere holde, det kan jo være, at naboen, Svend, er i haven sådan en lørdag med det havevejr.

Jeg har besluttet mig for at tage et større træk i dag, for jeg skal i gang. Alligevel frister Rugårdsvej mod Middelfart enhver motorcyklist. Det er “vejen” for alle os, som elsker kurver. Træerne med sødkirsebær blomstrer allerede, også mirabellerne står med fantastiske farver denne lørdag. Det er ved at blive forår. Morud, Hindevad, Harndrup, Branderup og Båring passerer forbi, og de nye Pirelli-dæk er fantastiske. Jeg lod mig forlede af mekanikeren på mc-værkstedet til at prøve dette sæt. Dækkene klæber til kurverne. De holder nok ikke meget mere end denne tur.

Så er det E45. Lillebælt passeres og det går rask ned gennem Sønderjylland. Selv om det er lørdag, er der mange lastbiler på motorvejen. Det er en rigtig god indikation på, at det går godt i Danmark. Jeg husker under finanskrisen (2007-09, red.), der var der et begrænset antal lastvogne i forholdet til i dag. Dagens mange lastbiler er et godt tegn på, at det går godt i Danmark.

Lige inden jeg passerer grænsen får jeg lige toppet benzintanken op. Det er også godt lige at strække ben efter små 2 timer i sadlen. Når man kører sydover i dag, så river vinden noget i cyklen. Grænsen til Tyskland passeres. Der er kø i retningen mod Danmark ved grænsekontrollen, mens jeg kører lige igennem uden forsinkelse.

På motorvejsstrækningen frem mod Hamborg er der en masse småskov og enge ind imellem. Når man sidder så højt som jeg gør og nyder tilværelsen, selvfølgelig under stærk hensyntagen hele tiden til vejens beskaffenhed, som min mc-kørelærer fra Tarup lærte mig, så er der faktisk mulighed for at sidde og nyde, at de har meget råvildt gående tæt ved motorvejen. Det er nok ikke alle som ser, men som jæger ved man lige, hvor man skal kigge hen.

Op til EU valget skal Bendt Bendtsen køre 10.000 kilometer på sin motorcykel gennem Europa. Hjemme i Allesø planlægger han sin tur. Foto: Sugi Thiru

De er kommet langt med det tredje spor på A7 mod Hamborg. Der er nu kun to strækninger med vejarbejde tilbage, inden man kommer ind til selve Hamborg Nord. Det er en lækker ny vej. Hamborg passeres i et stort vejarbejde, indtil Elb Tunnel er passeret. Det er fedt at køre motorcykel, når der er vejarbejde, for man kan køre i banen længst til venstre, da mange bilister bliver i første vognbane, da båndbredden kun er to meter i anden vognbane. Det er rigeligt til min mc.

Syd for Hamborg fletter motorvejen ud og jeg trækker til højre mod Bremen. Efter en lille halv time er jeg på A1, og her køres der stærkt. Også ubehageligt stærkt. Man holder sig fra tredje vognbane. Overhaler alle lastbilerne som kører i første vognbane, og det giver meget kørsel i anden vognbane. Når der så kommer en rigtig Mercedes “autobahner” for fuldt skrald med over 200 km i timen, så holder man fast. Det river gevaldigt i min mc. Første gang jeg oplevede at blive overhalet på den måde, sad hjertet oppe ved siden af mandlerne. Men man lærer at “holde ved”, når de fartglade kommer blæsende. Man skal jo lære hele livet.

Solen står efterhånden lavt på himlen, da jeg trækker ind på et Tankstelle for lige at strække benene. Jeg er ikke mere end lige stået af cyklen, da en Ducati-freak på sin Ducati Monster kommer blæsende ind og parkerer ved siden af mig. For de uindviede kan jeg fortælle, at motorcyklister altid taler med hinanden, når de mødes. Vi hilser også altid lige med en pegefinger, når vi passerer hinanden på vejen. Så der var slet ikke noget unormalt i, at jeg nu faldt i snak med Ducati-Monsterets ejermand - som viste sig at hedde York.

York er 57 år gammel, men lever et liv som en 35-årig. Han surfer og har besøgt Danmark mange gange. Klitmøller er hans foretrukne destination i Danmark. Da jeg spørger ind til livet i Tyskland, fortæller York, at han lever et godt liv. Økonomien i landet går godt, også hans egen. Han er selvstændig vognmand og tjener cirka 25 euro i timen - cirka 187 kroner. Var han ansat som chauffør, ville timelønnen være omkring 12 euro i timen - cirka 90 kroner. Ikke noget brok over det offentlige, men en glad dreng, tætklippet, med dag-/ugelange skægstubbe ligesom min søn og svigersønnerne på knap 40 år. Hardcore solbriller og åben hjelm. Han var lige ude på motorvejen og give Ducatien et “skrald”, inden han skulle hjem til aftensmaden. Han boede ikke langt fra motorvejen og bød mig faktisk hjem til en pilsner. Efter at snart have passeret 400 km i dag måtte jeg pænt sige nej tak. Det trak efterhånden med en seng, hvor jeg kunne få noget strøm på batteriet.

Hertil kommer, at pilsnere hører til, efter at man har sat cyklen på støtteben for natten. Vi skiltes efter at have udvekslet telefonnumre, og jeg kørte ind i forstæderne til Bremen for at finde logi for natten. Det blev Hotel Hansahof i Bremen-Hemelingen. Et lille hotel uden stjerner, og det var helt berrettiget. Prisen for et værelse var 65 euro - 485 kroner - men jeg spurgte så den unge studerende i receptionen, hvorefter jeg bookede værelset på portalen Booking.com på min mobil. Der var prisen 49 euro, altså 365 kroner. En plads i baggården for 6 euro (45 kroner), så var mc’en også parkeret. Med kædelås, tyverialarm og regndækken gik den til ro efter en perfekt indsats på førstedagen.

Hotellet ligger i en forstad til Bremen med mange tyrkiske indbyggere. Så en sen aftensmad blev indtaget på et lille cafeteria med rigtig mange tyrkere. Alle flinke og venlige. Der bliver talt tysk over bordet, når far og mor sådan er ude at spise med de mindre børn. Integrationen her er godt i gang, selv om man lige så godt kunne tro, at man befandt sig på et kebab-spisested i Istanbul.

Nu var det tid at komme op på tagværelset på de 10 m2 og få en god nats søvn. På grund af blæsevejret sad turen noget i skulder og nakke, ikke helt unormalt ovenpå de godt 400 km i dag.

Annonce

Dag 2, søndag 31. marts 2019

Speedometer ved start i Bremen: 8924 km. Ankomst i Arnhem: 9235. Dagens tur 301 km.

Vækkeuret på mobilen ringede ved ottetiden. Jeg havde sovet som en hest efter et ordentligt træk i går med meget blæsevejr. Blæsevejr kan gøre det rimeligt anstrengende at køre mc. Søndage har jeg normalt afsat som hviledage på min tur, men arbejdet kalder sidst på dagen mandag i Bruxelles, så dagen i dag blev afsat til en tur rundt i Bremens centrum, og så ville jeg se, om det var muligt at få næsen ind hos Mercedes på Mercedesstrasse i Bremen.

På Rådhustorvet mødte jeg en lette, som nu var tysk gift. Hans oldeforældre, som var indfødte tyskere, var flygtet til Kazakhstan fra Tyskland under nazismen. De flyttede herfra til Letland, hvor hans far voksede op. Nu var han tilbage, hvor de egentlig kom fra, og nu var han blevet gift med en tysker. Jeg spurgte, hvad han hed, og hvor han boede. Det betyder ikke noget, sagde han, da jeg fortalte, at jeg skrev hjem til en dansk avis.

Gad vide, om det var et tidligere styres måde at agere på, som skræmte ham. Men snakkesalig var han - så længe jeg ikke ville vide, hvad han hed, og hvor han boede. Han var godt tilfreds med sit liv og nævnte, at bedre land end Tyskland fandtes næppe. Det var sikkert, økonomien var i orden, og man behandlede folk udefra godt. Det var ikke svært at høre, at han var “Merkel-fan” og håbede, at Anne Grete Kramp-Karrenbauer (CDU), i daglig tale kaldet AKK ville klare ærterne. Alternative fûr Deutschland havde han ikke meget tilovers for.

Arbejdsløsheden i Tyskland er p.t. 3,7 procent, og selv om man frygter lidt, hvad Trump kan finde på med hensyn til tysk producerede biler, var optimismen i top denne søndag formiddag. Jeg kørte nu til Mercedesstrasse, som viste sig at ligge tæt på det sted, jeg havde boet i nat. Ved porten mødte jeg Mustafa, som var på vej hjem fra arbejde (søndag morgen), så der må være gang i fabrikken. Mercedes-fabrikken i Bremen er Mercedes’ næststørste produktionsanlæg i Tyskland. Fabrikken i Bremen producerer hele C-serien af Mercedes, herunder GLA, GLS, og det er her, den elektriske Mercedes skal produceres.

Det sidste var Mustafa meget stolt af. Han talte ikke engelsk, men det gik meget fint med mit skole-tysk. Han fortalte, at der er omkring 13.000 ansatte i produktionen.

- Vi bliver meget fint behandlet, og der er en god ledelse.

Han var meget tilfreds med sit liv i Bremen og Tyskland.

Bendt Bendtsen er politiassistent, tidligere folketingsmedlem, herunder også tidligere økonomi- og erhvervsminister. I dag er er han medlem af Europa-Parlamentet. I forbindelse med EU valget kører han 10.000 kilometer på sin motorcykel gennem Europa. Foto: Sugi Thiru

Det var på tide at komme videre, og turen gik nu mod Osnabrück og så mod vest ind over grænsen ved Hengelo til Holland. Nu er det ikke sådan, at jeg allerede savnede Fyn, men landskabet ligner til forveksling det, vi har i trekanten mellem Odense-Bogense og Odense Gabet - altså også det vi kalder Sletten. Det er fladt som en pandekage.

Foråret er lidt foran, blot vi kommer nogle hundrede kilometer syd for den danske grænse. Hegnene på markerne her er kraftigt på vej til at springe helt ud, og kirsebærtræerne blomstrer. Også køerne er sat på græs flere steder. Det eneste som spolerer det hele ind imellem, er når der er kørt gylle ud. Det lugter som hjemme i Danmark af penge, som landmændene siger.

Holland tog sig simpelthen ud fra sin bedste side. Jeg har et helt specielt forhold til hollændere og Holland. Det har jeg nok altid haft. Når man kommer kørende fra Tyskland og kører ind i Holland, bliver det hele noget lysere. Det hele i Holland er ekstremt velholdt, det passer til min natur. I Tyskland er bygningerne mere mørke og dunkle, mens det hele frisker op, når man kører ind i Holland. Hertil kommer, at der står ikke ukrudt, og rabatterne er slået. Her er der ikke noget langt græs i vejsiderne. Nogen vil nok mene, at det er lige friseret nok, og det kan det selvfølgelig også blive. Nu blev det hellere ikke mere skidt af, at solen brød helt igennem ved grænsen.

Jeg havde besluttet at køre forbi krigskirkegården i Oosterbeek i Arnhem, hvor man begravede de mange faldne faldskærmssoldater, som mistede livet, da de skulle sikre broen ved Arnhem i september 1944 i den såkaldte operation Market Garden. Mange svævefly forulykkede, og mange blev smidt ned forkerte steder, og det blev en hård kamp for at sikre broen.

Jeg husker endnu filmen fra min drengetid, hvor en af faldskærmssoldaternes skærm hang fast i kirketårnet, og så hang han der.

Jeg har været på kirkegården engang for mange, mange år siden, men det er en helt speciel fornemmelse at besøge den igen. Det påvirker en helt ind i sjælen, når man går og ser på alle de rækker af gravsten, hvor unge briter mistede livet. Hovedparten var i tyverne, og på en række stod der blot, at det var en britisk soldat. Nederst på gravstenen stod der Known unto God. Det må minde os alle om, at EU ikke kun er flæskepriser. EU handler også om frihed, fred og demokrati.

Desværre er det, som om historieløsheden har bredt sig blandt Europas unge. I en tid med brexit og stigende ekstrem nationalisme i Østeuropa burde det kalde på eftertænksomhed. Frihed, fred og demokrati er ikke gratis.

Der var en lille minibus med en gruppe meget gamle mennesker. Heriblandt var to af de gamle “røde djævle” - som var øgenavnet for de britiske faldskærmstropper, som blev indsat ved Arnhem. Disse to gamle hvidhårede mænd var begge i blå blazer med den velkendte røde baret på hovedet. Det var tydeligt, at de var gamle, og jeg ville gerne have vendt et par ord med dem. De sad på en bænk, og da jeg nærmede mig, kunne jeg se, at tårerne løb dem ned ad kinderne på dem. Det var ikke i dag, de skulle give et interview. Jeg blev selv noget rørt over at se, hvordan de reagerede.

Det er snart 75 år siden, de havde kæmpet i dette område og mistet deres venner. Måske glemmer menneskeheden for hurtigt. Disse to veteraner var nu tilbage, 75 år efter det hele var sket. De har ikke glemt, men det har det meste af ungdommen i Europa. Eller er det os, som har glemt at fortælle historien videre til vores ungdom.

Jeg kørte til centrum for at få en kop te, inden jeg skulle finde noget logi for natten. Arnhem centrum er ny, ren og velordnet. Faktisk falder det gamle og det nye godt sammen. Endnu en gang gik booking.com af med sejren (NEJ - jeg er ikke sponsoreret). Om det er de sidste krampetrækninger for at sælge værelser ved jeg ikke, men nettet vinder over de lokale priser. Jeg har gjort det til en regel, at jeg kører til det hotel eller pensionat, jeg har fundet med de bedste priser på nettet. Når jeg så kommer til skranken, spørger jeg til hotellets pris. Herefter booker jeg på nettet, mens jeg står ved skranken og får værelset 15 % eller mere under det receptionisten har forlangt.

Jyde er jeg ikke, men jeg er gift med en. Og man behøver jo ikke betale mere end nødvendigt. Hotellet for natten blev Hotel Papendal, i Papendal lige uden for Arnhem, som åbenbart er Hollands OL-hotel. En overnatning til 44 euro svarende til cirka 333 kroner på et 4-stjernet hotel er jo ikke så skidt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Søren Brostrøm øjner smittens skyer over efteråret - og en fremtid med mere hygiejne

Annonce