Annonce
Albaniserien

B1913 ser frem mod foråret efter stærk halvsæson: Vi vil være bedre

B1913’s sportschef Peter Rask, i sin tid en skarp divisionsmålmand for klubben i 1. division, bød i sommer velkommen til den nye angriber Nicklas Stokholm, der har leveret masser af mål for sin nye klub i et godt efterår Foto: B1913
32 point ud af 39 mulige er noget de fleste klubber ville takke ja til inden en sæson. I B1913 er ambitionerne dog til mere, og på trods af en flot halvsæson med en sikker førsteplads, så ønsker de fortsat at blive bedre og mere kyniske i sidste halvdel af sæsonen.

10 sejre i 13 forsøg, 32 point på kontoen og en sikker førsteplads med 4 point og en kamp i hånden ned til andenpladsen og ærkerivalen, B 1909. Det er status for B1913 efter at efterårets sidste kamp blev spillet her i weekenden. I øvrigt en kamp som B1913 var en del af, og vandt 1-2 på udebane over S.f.B.

Den odenseanske traditionsklub hviler dog ikke på laurbærrene. Faktisk kan der nærmest spores en form for utilfredshed med, at der ikke er høstet endnu flere point. Hele fem af sæsonens ti sejre har været på et enkelt mål, og det er især det faktum, man ønsker at forbedre til foråret. Det gør topscorer i klubben, Nicklas Stokholm klart, hvor han især udpeger den uafgjorte kamp mod Fjordager, hvor de grønnes udligning faldt dybt inde i dommerens overtid på et straffespark, som to tabte point.

- Det er klart, at vi har haft nogle kampe, hvor vi ikke har været helt tilfredse med vores spil, hvor vi ikke få lukket kampene tidligere. Det er selvfølgelig træls, at vi skal trække spændingen i kampen helt indtil slutfløjtet. Det er noget, som vi gerne vil gøre være bedre til, når vi igen skal spille kampe i foråret.

Mens tabte point i sidste ende kan blive fatale, så ser han dog halvsæsonen som en succes. De startede med at tabe fem point i de første tre spillerunder, men siden da har de nærmest kun vundet.

- Overordnet set er vi tilfredse med sæsonen indtil videre. Vi ligger nummer 1, og det kan vi kun være tilfredse med.

Annonce

Mål på stribe

På det personlige plan har skarpretteren også leveret en god indsats i sæsonens første halvdel. 12 scoringer er det blevet til i 13 kampe for angriberen, der kom til klubben fra Næsby Boldklub henover sommeren. En måltotal som han er tilfreds med, men stadig har en sand målscorers indstilling til.

- Personligt er jeg ganske tilfreds med min egen indsats. Jeg får en masse spilletid, og jeg er begyndt at score mål igen. Det er alt sammen noget, som jeg manglede i min tidligere klub. Selvfølgelig vil jeg gerne score flere mål, men hvem vil ikke det?

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce