Annonce
Odense

Børn ville bryde el-løbehjul op i Odense: Skræmt væk af vidne

Onsdag forsøgte tre børn at bryde tre af Vois løbehjul op ved Banegårdspladsen. Foto: Nils Svalebøg

Man skal være 18 år for at køre på de nye el-løbehjul, der er opsat i byen, men mange børn har vist interesse for at køre på dem alligevel.

Tre yngre drenges interesse tog dog lidt overhånd onsdag eftermiddag ved Odense Banegård Center. I hvert fald hvis man skal dømme ud fra en anmeldelse, som Fyns Politi modtog klokken 17.12.

Her ringede en borger ind for at fortælle, at han netop havde opdaget tre drenge i en trappe til cykelkælderen under Banegårdspladsen. De var ved at forsøge at bryde tre elløbehjul op, så de kunne komme til at køre på dem.

Da vidnet kontaktede de tre drenge og samtidig ringede til politiet, stak alle tre af i løb. Ifølge anmeldelsen var der tale om drenge på mellem 13 og 15 år. Alle tre var afrikansk af udseende og mellem 160 og 170 centimeter høje. De talte alle dansk med accent, og det eneste, anmelderen bemærkede om deres tøj, var, at de alle var iført T-shirts. Den ene med rød farve på maven.

Missionen, de tre var ude på, var i øvrigt umulig. For man skal bruge en app, der er koblet op på et betalingskort, for at få løbehjulet til at køre.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce