Annonce
Læserbrev

Børn- og ungeforvaltning. Socialrådgiverne kæmper videre

Synspunkt: Socialrådgiver: "Hva´ fanden……..? Hun slagter os jo!"

Det er det første, min socialrådgiverbekendt, tilknyttet børn- og ungeforvaltningen, tænkte, da hun læste rådkvinde Susanne Crawleys udtalelser i Fyens Stiftstidende.

Chokket lagde sig dog hurtigt, efterfulgt af vrede og harme på forvaltningens vegne – men især socialrådgivernes.

Socialrådgiverne løber hurtigere end nogensinde før - mængden af sager, arbejdspresset, kompleksiteten og diversiteten i sagerne, stærkt efterfulgt af lovkrav, journaliseringskrav, stram økonomistyring og årlige besparelser på en række områder.

Samtidig er socialrådgiverne videbegærlige og kaster sig i armene på andre faggrupper, der har specialiseret viden, som kan hjælpe med belysningen af de komplekse sager, men dette afføder nødvendigvis flere møder, opkald og er dermed også ressource- og tidskrævende. Dertil kommer diverse forums, styregrupper, sparringsgrupper, projekter m.m., som de ligeledes skal involveres i og forholde sig til.

Vi kommer heller ikke udenom de stigende antal underretninger, flere børn og unge med psykiske lidelser, selvmordstruede, flere med spiseforstyrrelser m.m. Samfundstendensen harmonerer ikke med et system, der satser på lavere udgifter til børn- og unge området.

I 2015 blev socialrådgiverne, i forbindelse med endnu en økonomisk besparelse i strid mod loven og med nu tidligere familie- og velfærdschefs instruks, pålagt at lukke en række sager, hvor kommunen gav særlig støtte til udsatte børn, unge og deres familier.

Nu i 2019 skal forvaltningen kæmpe med et overforbrug i millionklassen, som unægtelig vil følge forvaltningen i mange år. Men forebyggelse koster, og det koster her og nu. Hvis der ikke forebygges, fører det til flere akutte tvangsanbringelser, som i sidste ende koster endnu mere end forebyggelse.

Vi har pligt til at hjælpe vores udsatte børn og unge, så de med den rigtige støtte kan komme videre i tilværelsen.

Derfor er det netop frustrerende, at der i budgettet år efter år påregnes fx. fem anbringelser årligt, når realiteten viser at dette tal unægtelig ligger meget højere, og at der på dette område hurtig kan komme uforudsete udgifter.

Hver gang politikerne udtaler sig negativt om forvaltningen og nærmest beskriver den som inkompetent, breder det sig som ringe i vandet. Journalister bombarderer dem med anmodninger om aktindsigter, og borgere, der i forvejen føler sig ramt, anmoder om socialrådgiverskifte, klager til højere instanser og drukner dem dermed i bureaukrati. Alt dette er en tidsrøver i forhold til kerneopgaven, som kan synes at halte bagefter.

At Susanne Crawley har mistet tiltroen til, at hendes egen forvaltning kan løfte opgaven, samtidig med borgmesterens støtte til en ekstern kulegravning, efterlader socialrådgiveren og hendes kolleger med en meget bitter smag i munden og en hulens masse spørgsmål.

Hvor skal pengene til den eksterne taskforce komme fra? Skal børn- og unge-området ud over ansættelses- og indkøbsstop også skære ned på socialrådgiverne igen? Skal vi til at skære ned på forebyggelsen? Skal skoler og dagtilbud, som selv i forvejen er hårdt ramt, blive ved med at lukke hullerne i budgettet? Hvem betaler den højeste pris? Socialrådgiverens bud er vores udsatte børn og unge.

Mens politikerne og forvaltningen kæmper med budgetter, ambitioner om at holde udgifterne nede, omlægge, nedlægge og hvad ved jeg, så fortsætter socialrådgiverne ikke kun i Odense Kommune, men i hele landet, med deres utrættelige kamp for børn og unge og deres familier.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Skal vi flette vore ...

Annonce