Annonce
Rejser

Ayers Rock: Sådan forløber en tur til en af Australiens største turistattraktioner

Vejen rundt om den røde klippe er godt 10 kilometer lang. Husk fluenet - og rigeligt med vand på turen, specielt i de varme måneder. Foto: Peter Hagmund
Ayers Rock, en af Australiens mest ikoniske seværdigheder, samler årligt 400.000 turister i en tom ørken.

- Riiiiiiiiing! Riiiiiiiiiiing!

Det er koldt og buldermørkt udenfor, da vækkeuret ringer, men der er ingen vej udenom: Det er op og ud, hvis vi skal nå at se solopgangen ved Ayers Rock.

Søvndrukne vælter vi ud af sengen og i tøjet, ud i den iskolde nat og ned til bilen. Alt er tyst, og ovenover os hænger den lysende mælkevej på den enorme, sorte nattehimmel. Motoren i den store Landcruiser brummer dybt, da vi drejer ud af parkeringspladsen.

På vej ud af ørkenbyen Yulara får vi følgeskab af et par andre biler i nattemørket, og ude på hovedvejen kan vi skimte røde baglygter længere fremme: Andre er på vej i samme retning som os, i retning mod Ayers Rock, i retning mod solopgangen.

Det er imidlertid først, da vi ankommer til porten til nationalparken, at det går op for os, hvor stort et turistmål Ayers Rock egentlig er. I nattemørket holder en uendelig kø af røde baglygter, firhjulstrækkere, turistbusser, motorcyklister mellem hinanden. Langsomt snegler vi os frem.

En tætpakket parkeringsplads midt i ørkenen, et mylder af mennesker, kameraer blitzer, selfies bliver taget, den kolossale sten anes i baggrunden. Det sorte på himlen bliver langsomt erstattet af mørkeblåt. Vi venter. Og fryser. Og venter. Og alt imens ankommer flere og flere biler i det, der før var en nattetyst ørken. Og så … SÅ stiger solen langsomt op over horisonten og lader det første morgenlys farve klippen rød som blod.

Ayers Rock, kaldet Uluru på det lokale sprog, er en af Australiens mest ikoniske seværdigheder. En sandstensklippe, der rejser sig lodret over ørkenen. En skønhed, omgivet af ørken, rødt sand, sorte, afsvedne træer og millioner af irriterende, sværmende fluer. Et enestående sted, besjælet, hvis man skal tro de australske urbeboere, aboriginerne. Og et sted, der samler 400.000 turister midt i det ødeste ingenting.

Her er ikke meget at foretage sig. Man kan knipse billeder af klippen og af sig selv og hinanden, og man kan vandre de 10 kilometer rundt om klippen ad en fint afmærket sti, den ene vej den ene dag, den anden vej den næste dag. Her er et lille museum, der fortæller aboriginernes historie, og her er et par souvenirforretninger. Men det er så også stort set det.

En kort tid endnu kan man klatre op på toppen af klippen. En stejl og glat vandresti snor sig op ad stenens vestlige side - en i bogstaveligste forstand livsfarlig tur; talrige turister er styrtet i døden i forsøget på at bestige Uluru. Fra 26. oktober er det imidlertid slut. Klippen, der har religiøs betydning for aboriginerne, vil atter overgå til at være et sted, som man kan betragte på andægtig afstand, eller som man kan trave rundt om.

Turselskaberne i Yulara tilbyder talrige tematiske, guidede ture i området - om flora, fauna, aboriginere, historie - og i den mere kulørte afdeling kan man tage en helikoptertur rundt om klippen eller over de nærliggende klippeformationer The Olgas - smukt, smukt at se fra oven. Man kan selvsagt også køre den korte tur til The Olgas, Kata Tjuta på lokalsproget, og vandre i de hede, smukke landskaber.

Meget andet er her ikke at gøre, og det er måske en af pointerne ved at tage ud i ørkenen: At livet forenkles. At det består af solen og af den hårdtbrændte jord, af himlen og af varmen, af den røde klippe og af det livgivende vand i en feltflaske.

Og så af den dampende morgenkaffe, når man er kommet tilbage fra solopgangen i den iskolde ørken.

Annonce

Rejsen til Ayers Rock

Ayers Rock ligger isoleret midt i den australske ørken, mange hundrede kilometer fra nærmeste større by. Den nemmeste vej til Ayers Rock er derfor at tage et fly til Uluru Airport, 16 kilometer nord for selve klippen.

Der går direkte fly fra blandt andet Sydney, Melbourne, Brisbane og Adeleide. Blandt andet Qantas, Virgin Australia og Jetstar beflyver lufthavnen.

Man kan leje bil i lufthavnen, men der går også gratis shuttlebusser direkte fra lufthavnen til ørkenbyen Yulara.

Yulara er det eneste sted, man kan overnatte i området. Her er en række forskellige overnatningsmuligheder, fra campingplads til luksushoteller. Uanset hvad man søger, skal man bestille overnatning hjemmefra, da stederne har en tendens til at sælge ud lang tid i forvejen.

Det er også i Yulara, at man kan finde turselskaber, restauranter, caféer, et museum, et supermarked - og ikke mindst områdets eneste benzintank.

Rejsetidspunkt: Der er drønende varmt i månederne december til marts, mens temperaturerne er tålelige fra maj til august.

Det klassiske billede af Ayers Rock ved solnedgang. Hundreder af mennesker, nogle gange tusinder, samles for at fange de sidste stråler i den røde klippe. Foto: Peter Hagmund
Uluru - bedre kendt som Ayers Rock - rejser sig flere hundrede meter i vejret over ørkenen. Menneskene synes små til sammenligning. Foto: Peter Hagmund
Foto: Peter Hagmund
Foto: Peter Hagmund
Kata Tjuta-klippeformationen ligger ca 50 kilometer fra ørkenbyen Yulara. Her er adskillige trekkingruter mellem de smukke, røde klipper. Foto: Peter Hagmund
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Fred friskolerne

Man kan sagtens sidde tilbage med en fornemmelse af, at det var tomme tønder, der buldrede, da Socialdemokratiet allerede fra årets begyndelse varslede store nedskæringer på friskoleområdet. Sådan gik nemlig ikke, da finanslovforhandlingerne i sidste uge faldt på plads og godt for det. For ikke alene ville det give mange kommuner et øjeblikkeligt problem med at finde plads til de friskoleelever, der risikerede at sive tilbage til folkeskolen, hvis der var udsigt til en større stigning i friskolernes egenbetaling. Det ville også ramme hårdt i de mindre byer i de kommunale udkanter, hvor engagerede lokale kræfter har forsøgt at sikre områdets fremtid ved at holde liv i den lokale skole, som lokalpolitikerne i stordriftens navn har lukket. Friskoler, der er vokset frem på gammeldags dyder som medbestemmelse og demokrati, og som regeringspartiet næppe kan være oprigtigt interesseret i at spænde ben for. End ikke selv om de 300 millioner kroner, undervisningsministeren varslede at ville tage fra driften af de 550 friskoler, kortvarigt ville pynte et andet sted i statens budget. De buldrende tønder og det kritiske blik på friskolerne var til at begribe, hvis de skyldtes, at skolerne ikke fulgte lovgivningen, eller hvis de underviste efter helt andre principper og i andre fag end dem, folkeskoleloven bekender sig til. Men virkeligheden er jo, at mange af friskolerne er oprettet på geografiske områder, hvor kommunerne for længst har sluppet deres ansvar. Med den månedlange debat om skolernes økonomi kan usikkerhed for fremtiden imidlertid være plantet så dybt i friskolemiljøet, at regeringen bør forsikre skolerne om, at debatten ikke kommer til at gentage sig til næste år. Og ikke nok med det: Regeringen skylder at sikre skolernes fremtidige eksistens og frede dem, så de kan bruge deres engagement på det, de er bedst til - at undervise børn i deres nærområde. Andet kan hverken skoler, elever eller forældre være tjent med.

Annonce