Annonce
Nordfyn

Autodidakt håndværk: Bestyrelsesmedlem bygger skib ved Skåstrup Forsamlingshus

Det færdige legeskib vil byde på et klatrenet op til en platform 2,2 meter over jorden, og i midten vil skibet rumme en sandkasse. Foto: Claus Lindskov Schmidt
Et bestyrelsesmedlem i Skåstrup forsamlingshus har kastet sig over et projekt til fordel for forsamlingshusets mindste gæster.

Ore/Skåstrup: Kører man turen fra Ore til Skåstrup, vil man for tiden se et ganske særligt byggeri langs Skåstrup Forsamlingshus' ene side. Her er den lokale Bent Kidmose, der også er bestyrelsesmedlem i Skåstrup forsamlingshus, nemlig i gang med at bygge, hvad man kunne fristes til at kalde Ores Ark. Et skib, der dog ikke skal huse det lokale dyreliv, men det lokale børneliv, der måske måtte kede sig under faster Fifis fødselsdag eller bedsteforældrenes guldbryllup bag de gule mursten.

- I bestyrelsen i Skåstrup forsamlingshus har man søgt en pulje, der blandt andet inkluderer noget legeredskab, og da jeg før har bygget legeredskaber, kom jeg til at sige til et møde, at det kunne jeg da godt stå for at bygge, griner Bent Kidmose, der kalder sig selv for autodidakt udlært inden for håndværk.

For tyve år siden havde han en "lille bitte virksomhed", hvor han byggede legeredskaber til institutioner, men i dag er han leder af et misbrugscenter i Middelfart.

Der er afsat 35.000 kroner plus moms til legeredskabet, og hvis alt går efter planen, vil Bent Kidmose færdigbygge legeskibet i weekenden den 23.-24. november.

Bent Kidmose har over fire uger brugt sine weekender på projektet, som er et forsøg på at gøre forsamlingshuset mere attraktivt for en bredere målgruppe.

- Generelt arbejder vi i Skåstrup på at lave nogle ting, som har et bredt perspektiv i forhold til borgerne i området, og der vil vi gerne gøre os populære hos børnefamilierne.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce