Annonce
Nordfyn

Autocampere holder i vejen for beredskabet

Beredskabet skal have adgang til vandet. Men med et stigende antal autocampere helt ud til vandet ved vendepladsen, bliver det vanskeligt. Arkivfoto
Skødesløs parkering fra autocampere på Klintebjerg Havn får formand for Klintebjerg Bådelaug til at råbe vagt i gevær. Han frygter, at beredskabet ikke kan komme til, hvad i værste fald kan være livsfarligt for nødstedte.

Klintebjerg: På Klintebjerg Havn er der bekymring over det stigende antal autocampere, der er begyndt at campere helt ud til vandet. Spørger man Claus Thordal, formand i Klintebjerg Bådelaug, er havneområdet især udfordret af udenlandske autocampere, som udnytter den smukke udsigt på en noget uhensigtsmæssig måde.

- Mange gange så holder der seks til otte autocampere nede på selve vendepladsen. Så kan beredskabet ikke vende. Hvis beredskabet kommer med deres båd, så vender de på vendepladsen, og så skal de kunne bakke ned til vandet, siger Claus Thordal.

Men med ofte seks til otte autocampere, der holder i vejen, kniber det med pladsen til udrykningskøretøjer.

- Det tager jo også noget af vores udsigt, men jeg tænker mere på beredskabet, fordi hvis de lige pludselig ikke kan vende, så kan det være, at personen, de skal ud og hente, er druknet, siger Claus Thordal.

Annonce

Håber på skilte

Claus Thordal har været i dialog med beredskabet, som heller ikke er trygge ved situationen. Formanden har ikke oplevet problemet i så høj grad tidligere som i år, og han oplever, at det er blevet mere attraktivt at komme helt ned til havnekanten med de store autocampere.

- Som jeg kunne forstå på nogle af dem (autocampisterne, red.), er der en app, hvor de kan se, hvor der er godt at være. De burde jo holde på campingpladsen, eller også burde kommunen lave nogle pladser til dem. Der burde være skilte med, at der er parkering forbudt, og så kunne de henvises til parkeringspladsen, der er lidt længere oppe og lidt væk fra havnen, mener han.

Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce