Annonce
Udland

Aung San Suu Kyi sad ubevægelig og hørte om folkedrab

Koen Van Weel/Ritzau Scanpix
USA har sortlistet fire af Myanmars militære ledere i den hidtil hårdeste sanktion mod landet.

Myanmars tidligere demokratiforkæmper Aung San Suu Kyi sad ubevægelig i en retssal i Haag tirsdag, da vidner og ofre fortalte om massevoldtægter, knivdrab på børn og afbrænding af familier i deres hjem under et angiveligt folkedrab mod rohingyaerne.

Den tre dage lange retssag i Haag om påstået folkedrab i Myanmar, finder sted 28 år efter Aung San Suu Kyis søn på vegne af sin mor tog imod Nobels fredspris i Oslo.

Nu må det tidligere demokratiikon svare på anklager om omfattende menneskerettighedskrænkelser.

Aung San Suu Kyi var ved retsmødet i FN's øverste domstol, Den Internationale Domstol (ICJ), iført en traditionel burmesisk dragt.

Hun sad passivt og uden at vise følelser og lyttede til anklagerne mod hendes land. Suu Kyi ventes først at fremsætte en erklæring ved domstolen onsdag.

Uden for retssalen demonstrerede rohingya-muslimer med transparenter med påskriften "Stop folkedrabet".

Sagen mod Myanmar er rejst af Gambia på vegne af 57 muslimske lande i Organisationen for islamisk samarbejde (OIC).

Gambia har krævet, at den internationale domstol øjeblikkeligt sørger for, at Myanmar standser de etniske udrensninger, som har krævet tusindvis af civile liv og drevet 740.000 medlemmer af den muslimske befolkningsgruppe på flugt.

Under tirsdagens retsmøde meddelte USA, at det tirsdag har sortlistet fire af Myanmars militære ledere - deriblandt hærens øverstbefalende - i den hidtil hårdeste sanktion mod påståede krænkelser af menneskerettighederne i operationer mod rohingyaerne og andre mindretal.

USA's finansministerium meddelte, at sanktionerne er rettet mod militærets leder, Min Aung Hlaing, hans næstkommanderende Soe Win og mod to ledere af infanteri divisioner, Than Oo og Aung Aung.

- Alt hvad Gambia beder om, er, at du beder Myanmar om at stoppe de meningsløse drab, sagde Gambias justitsminister, Abubacarr Tambadou, i sin indledende erklæring.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Børnevelfærd. 365 dages øjenåbner

Synspunkt: Jeg har set et andet Odense de sidste 365 dage. Var jeg blevet spurgt i januar sidste år, om jeg kendte Odense, så havde jeg nok svaret: Ja. Jeg havde nok ikke svaret, at jeg vidste alt om den, men jeg havde sagt, at jeg havde et ret godt indblik i vores kommune. Efter at have boet og arbejdet i byen i mange år, følte jeg, at jeg kendte min by – i hvert fald nogenlunde godt. At jeg så alligevel kan starte første sætning med, at jeg har lært et nyt Odense at kende, så er det fordi, at jeg i disse dage har været formand i Red Barnet Odense i netop 365 dage. Jeg vidste godt, at der var børn, som ikke havde så meget som andre. Jeg vidste godt, at alle børn ikke er så privilegerede, som f.eks. de børn, som jeg er i familie med. Jeg havde set børnehjemmene her i byen, og mødt nogle af deres børn. Jeg må alligevel sige, at jeg vidste ingenting om den del af virkeligheden – den virkelig, som også er en stor del af vores by. Og af din og min hverdag. Var du klar over – og her er det ingen skam at sige nej, da jeg heller ikke vidste det før, at der er børn i f.eks. Bolbro, som i en evaluering efter at have været på sommerlejr med Red Barnet skriver, at de er glade for, at de have fået mad i fem dage – og smagt mad, som også smagte af noget? Eller at de skriver, at de er så glade for, at der faktisk er voksne, som har tid til dem? En anden oplevelse, som gik i hjertet på mig, var i sommers, da jeg spiste madpakker med nogle af vores børn. Én havde fødselsdag i den kommende uge, og hun ønskede sig sådan, at hun også kunne invitere sine kammerater fra 6. klasse hjem – hun ville jo bare så gerne gøre, som de andre piger i klassen. Det kunne hun ikke. Eller da jeg hørte historien, om vi ikke laver så mange aktiviteter udenfor i vinterhalvåret, da vores børn ikke altid har vanter og huer. Det går da lige i hjertet – i hvert fald på mig. Jeg glemmer heller ikke, da jeg hørte historien fra en frivillig om, at de havde været ved Stige Ø. Her havde nogle børn set vand for første gang, og fundet muslinger. Da en frivillig så havde fortalt dem, at der havde levet et dyr i de skaller, så var børnene sikre på, at det var en joke. I efteråret mødte jeg også en kvinde, hvis barn var med i et af vores projekter. Vi faldt i snak, og det viste sig hurtigt, at vi faktisk var samme generation. Hun fik en datter, som 20-årig. Hendes udfordringer med at skrive og læse gjorde, at hun aldrig havde fået gennemført folkeskolen. Hendes mor havde den samme historie, og nu håber hun jo bare, at hendes datter ikke også gentager mønsteret. Det møde gav mig indblik i, hvor kæmpe forskelle der er for et barns opvækst, i forhold til hvor de bliver født. Forskellen mellem hende og mig blev jo allerede grundlagt i 1987, hvor mine forældre begge havde uddannelser og masser af hjælp til lektier, når jeg havde brug for det. Den mulighed havde hun ikke – hendes mor kunne heller ikke læse eller skrive. Jeg var så heldig at blive født på den side af hækken. Så tak for det. Heldigvis er der masser af mennesker, som hjælper nogle af vores bys mest udsatte børn. Næsten 200 frivillige, og masser af opbakning fra erhvervslivet og kommunen. Uden jer var det ikke muligt. Så jeg er helt sikker på, at vi får givet de her børn nogle gode timer sammen med frivillige mennesker, som bare gerne vil dem. Jeg ved i hvert fald, at jeg det sidste år har fået meget større perspektiv på mit liv og på vores by. Det er jeg så glad for.

Kerteminde

Fynsk golfklub udvider banen

Annonce