Annonce
Kultur

At følge Assads forvandling er oprivende læsning

Jussi Adler-Olsen. Foto: Politikens Forlag
I "Offer 2117" får vi endelig opklaret, hvem Carls højre hånd Assad er.

Krimi: Vi er blevet holdt på pinebænken alt for længe, så det er godt, at Jussi Adler-Olsens her i sin krimi nummer otte om Afdeling Q endelig løfter sløret for, hvem Carls mere end talentfulde højre hånd Assad er. At Assad har været en helt uundværlig del i det efterforskningsarbejde, som afdelingen har stået for, har været åbenbart, men Assad har været lukket som en østers om sin fortid, og efter læsning af “Offer 2117” forstår man hvorfor.

Romanens handling starter på Cypern, hvor en gruppe bådflygtninge kommer i land på stranden Ayia Napa. En ældre kvinde bjerges i land druknet, men det viser sig, hun er blevet myrdet af en på båden. Den spanske journalist Joan er på stedet for at rapportere om flygtningene, han håber at kunne sparke gang i et løst journalistjob ved at finde ud af, hvem den døde, årets offer nummer 2117, var. Det er et foto af begivenheden og hans avisartikel, der sætter Assad og Afdeling Q på den anden ende, da Assad her bliver konfronteret med sin fortid.

Samtidigt er den unge Alexander i Danmark også optaget af offer nummer 2117. Han befinder sig i en forskruet psykisk tilstand, hvor han mikser computerspillet “Kill Sublimes” virtuelle verden med et ønske om at åbne danskernes øjne for bådflygtningenes umenneskelige situation. Undervejs informerer han Rosa og Gordon i Afdeling Q om sine planer.

Disse to spor, hvor der i dem begge står terror på programmet, udgør det dynamiske skelet i “Offer 2117”, hvor Jussi Adler-Olsen atter viser, hvilken mesterlig krimiforfatter han er. I første del af romanen er der således ro på i hans indgående beskrivelse af, hvorfor Assad er blevet en kompetent, men traumatiseret person. Men langsomt skrues der op for handlingsforløbet, og både den spanske journalist, Alexander og Assad tvinges ud i begivenheder, de ikke selv er herrer over. At følge særligt Assads forvandling er oprivende læsning. - Jussi Adler-Olsen: ”Offer 2117”. 496 sider. 300 kroner. (Politikens Forlag) Udk. 14.06.2019 6 af 6 stjerner

Annonce
Jussi Adler-Olsen: ”Offer 2117”. Foto: Politikens Forlag
Annonce
Forsiden netop nu
OB

Da Alphonse Tchami kørte over hajtænderne

Leder For abonnenter

Utroværdig optræden af to Venstre-folk

Hvis man vil være en troværdig politiker, skal man gøre mere end at udstede nogle hastige løfter for at tækkes pressen og vælgerne. Man skal også sikre sig, at de løfter, man udsteder, bliver omsat til faktisk, praktisk virkelighed. Derfor er der grundlag for at se endog ganske kritisk på to Venstre-politikere, Bo Libergren og Herdis Hanghøi, og deres optræden i en konkret sag fra Faaborg-Midtfyn Kommune. Sagen, som er blevet beskrevet i avisen flere gange, senest i mandagsavisen, handler om en ung kvinde, der lider af muskelsvind. Kvinden havde allerede for et halvt år siden et hjælpemiddel, et såkaldt vippeleje, der var så nedslidt, at det kun var delvist funktionsdygtigt, hvilket i længden kan blive invaliderende for kvinden. Imidlertid var kommunen og regionen endt i en strid om, hvem der skulle betale de cirka 30.000 kroner, som et nyt vippeleje koster - selvom loven fastslår, at kvinden burde have haft sit hjælpemiddel uden yderligere diskussion. Det var en pinlig sag for både Faaborg-Midtfyn Kommune og for Region Syddanmark, og derfor lovede både Bo Libergren og Herdis Hanghøi, at de ville sørge for, at den 21-årige Mai-Britt Knudsen fik et nyt vippeleje, så hun også fremover kan træne sine muskler og dermed stå på sine egne ben. Det er imidlertid ikke sket. Og derfor fremstår begge Venstre-folks løfter som utroværdige. Det var godt, at de to Venstre-folk i sin tid var så hurtige til at kræve handling, for det viser, at de to engagerer sig oprigtigt i borgernes problemer. Det er til gengæld virkelig skidt, at Mai-Britt Knudsen ikke har fået sit hjælpemiddel nu, hvor der er gået et halvt år. I Danmark har vi gennemgående dygtige og sanddru politikere, som er langt mere ordholdende, end man kan få indtryk af, når man følger den offentlige debat, ikke mindst debatten på de sociale medier. Derfor vil det være klogt, at Libergren og Hanghøi får løst sagen. Altså: Løst den rigtigt. Og ikke blot løst den ved at afgive endnu et løfte. Alt andet vil være utroværdigt.

Annonce