x
Annonce
Odense

Arne har løbet med i alle HCA-maratonløb

54-årige Arne Vind har sommeren igennem været fartholder ved fortræningen til H.C. Andersen Marathon, og søndag den 1. oktober er han klar til sin 18. gang i den 18. udgave af løbet. Foto: Bjarke Vestesen

Arne Vind fra Odense har de seneste måneder været fartholder ved fortræningen, og han er også for 18. gang klar til start i den 18. udgave af H.C. Andersen Marathon.

Han har været med i samtlige udgaver af H.C. Andersen Marathon siden det første i 1999, og i år er da heller ingen undtagelse.

- Jeg kan godt lide at løbe, og jeg nyder at møde en masse mennesker undervejs, siger 54-årige Arne Vind fra forstaden Dyrup.

Derfor er han også klar søndag den 1. oktober til den 18. udgave af maratonløbet rundt i Odenses gader, og derfor er det for ham også den 18. gang, han er med.

- Det er jo gået sport i den, når jeg har været med alle år. Det er et godt arrangement med en god rute og super forplejning undervejs, siger Arne Vind.

Han har i mange år løbet i Sanderum Motion, og har de seneste mange søndag været fast fartholder til fortræningen til HCA-Marathon fra Ansgars Anlæg i Odense. Han har stået i spidsen for den lange distance på det tempo, hvor man løber fem minutter og 30 sekunder pr. kilometer, og det er hans kone i øvrigt også, men blot på den kortere distance som fortræning til halvmaraton.

Sidste år løb han først Berlin Marathon og ugen efter var han klar til H.C. Andersen Marathon, og det at løbe på hjemmebane i sin egen by har nogle klar fordele, mener han:

- Du kan jo stå op og køre hjemmefra en halv time før, du skal løbe, og så er du hjemme en time efter, du er kommet i mål. Det er også et plus, at man kan sove i sin egen seng, siger Arne Vind.

Han har dårligt nok tal på antallet af maratonløb, han har deltaget i, men de tæller ud over Odense og Berlin også Hamborg, København og jubilæumsløb på Lillebæltsbroerne.

- Jeg har ikke helt styr på antallet, men en 30-35-stykker, siger Arne Vind.

Når det ikke er maratonsæson løber han tre gange om ugen i Sanderum Motion. Skader har han meget få af.

- Jeg skal ikke være danmarksmester. Jeg løber bare for at komme af sted, og så er tiden ikke altafgørende for mig. Jeg vil helst have det godt under løbet og have overskud. Om det tager 3.45 eller fire timer gør ikke så meget, siger han.

Det er svært for ham at pege på én enkelt maraton, som har udmærket sig på særlig vis, for de har allesammen været gode oplevelser. Der er dog især ét år, hvor det regnede massivt meget, men ikke at det gjorde noget for hans løb eller hans tid.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Intet menneske er en ø

”Intet menneske er en ø”, sagde en digter i 1600-tallet. Vi er alle en del af et hele, et fællesskab. Men i dag er vi blevet små øer. Vi er nemlig gået i isolation. Isolation kommer af det latinske ord "insula", der betyder "en ø". Så når man isolerer sig, trækker man sig tilbage og afsondrer sig. Ja, man bliver en ø, uden forbindelse til et fastland, et hele. Det er naturligt at isolere sig, når en virus, en epidemi hærger. Ikke mindst af hensyn til dem der i forvejen er udsatte helbredsmæssigt og hvis modstandskraft ikke er stærk. Her skylder vi at gøre, hvad vi kan for at hindre smittespredningen ved at begrænse den fysiske kontakt med hinanden. Det er ikke nemt, men vi følger myndighederne og afsondrer os i vores hjem og isolerer os. Men der er også mennesker, der er særligt udsatte i en anden forstand. Jeg tænker på dem, der er ud-satte, fordi de lever i udkanten af samfundet og fællesskabet. Mennesker som ikke har et hjem, eller som ikke kan være i deres hjem, måske fordi det er præget af vold eller misbrug og for hvem varmestuer, herberger, væresteder derfor er afgørende livliner i ordets bogstaveligste forstand. Her er der mad, måske et bad, en seng. Der er et fællesskab, nogen at være sammen med, og nogen som vil dem. De bliver ekstra udsatte, når vi andre må isolere os, for hvor skal de gå hen, når vi går hjem? Heldigvis er der oprettet et nødberedskab mange steder. Det er godt. Som samfund skylder vi at være der også for de i den forstand udsatte. Men der er endnu flere særligt udsatte. Det er de mennesker, der udgør nødberedskabet, og alle dem der er brug for på sygehuse, plejehjem, i lægehuse, på hospicer. Ja, alle dem, der passer os og tager sig af os, når vi ikke kan tage os af os selv. De kan ikke gå hjem, trække sig tilbage og afsondre sig. Tværtimod er de tit nødt til at være tæt på for at kunne hjælpe og gøre det, de skal. De er udsat for risikoen for at blive smittet. Det gælder i øvrigt mange andre. Dem, der sidder ved kassen i supermarkeder og ekspederer os i butikker og gør rent i offentlige institutioner. Ja, alle dem, der i det hele taget stadig er på arbejde og ude blandt andre og indimellem tæt på. De er mange og mange flere, end denne klumme giver plads til at nævne. Intet menneske er en ø. Vi er alle en del af et hele, et fællesskab. I en krise bliver det meget tydeligt. Vi er dybt afhængige af hinanden. Vi giver til hinanden alle sammen og vi får fra hinanden alle sammen, både praktisk og menneskeligt. Der er mange, vi skylder tak, og mange vi skylder at tage hånd om. Lad os huske det og skønne på det, også i ikke virustider.

Annonce