Annonce
Kultur

Arne anbefaler: Politimand på udebane

Arne Woythal, født i 1958. Politimand og forfatter - har skrevet en gribende bog om sine oplevelser i Afghanistan. Pr-foto
Arne Woythal fortæller rystende beretning om vold, misbrug af drenge og korruption fra tiden som udsendt dansk politimand i Afghanistan.

Bøger: Der findes bøger, som det ikke er dejligt at læse. Men hvor man alligevel bagefter siger til sig selv: Hvor var det godt, jeg læste den bog. Sådan er det med politimanden og forfatteren Arne Woythals seneste bog ”I krig med politiet”.

Det er en forfærdelig bog at læse. Men det er vigtigt, at man læser den. Bogen er ikke forfærdelig, fordi Woythal skriver dårligt eller mangler en god historie. Tværtimod. Den er forfærdelig, fordi Woythal er en god fortæller og har en vigtig historie at fortælle.

”I krig med politiet” skildrer de oplevelser, som Arne Woythal fik, da han i 2012 accepterede at blive sendt til Afghanistan for at være mentor for ledende afghanske politifolk - for at hjælpe med at udvikle det afghanske politikorps, så det bliver i stand til at beskytte befolkningen. Til dagligt er Woythal ansat på politigården i Albertslund, hvor han arbejder i afdelingen for personfarlig kriminalitet.

Alle ved, at Afghanistan i årevis har været ramt af en opslidende og brutal krig. Taleban tog magten, mistede den igen - men er aldrig blevet besejret og kæmper fortsat. Krigens metoder og hverdag er rædselsfuld. Vejsidebomber, skjulte miner, snigmord, bombeattentater. Og midt i alle rædslerne skal de menige afghanere forsøge at leve et liv. Få børnene i skole og sikre dem uddannelse. Selv om Taleban nu og da skyder børn for at få forældre til at holde op med at sende børn i skole. Især pigerne skal ikke uddannes, ifølge Taleban.

Annonce

Politi misbruger drenge

Woythal fortæller om denne brutale verden, og det allerstærkeste i hans stærke beretning er skildringerne af de interne problemer i det afghanske politi. Politikorpset er gennemsyret af korruption. Flere af lederne er ikke alene korrupte - de er også decideret kriminelle.

I visse områder af Afghanistan er der tradition for, at mænd misbruger drenge seksuelt. Woythal fortæller om problemer med at standse denne forbrydelse - og om hvor svært det er at få sandheden frem i disse sager. På mange af politistationerne og på de såkaldte checkpoints, der er oprettet for at kontrollere Taleban, er der unge drenge, som holdes som en slags sexslaver.

Endelig er der blandt de afghanske politifolk en del, som holder med Taleban. Enten af overbevisning eller fordi de bliver truet til det. Taleban skyer intet middel. Woythal fortæller blandt andet om en chauffør, der var ansat hos de allierede tropper. Taleban truede med at slå hans familie ihjel, hvis han ikke holdt op. Hvad mandens familie så skulle leve af, var ligegyldigt.

Woythals bog er en gyselig beretning om, hvor langt vi er fra målet med at sikre menneskelighed og ordentlige leveforhold i Afghanistan. Det er en beretning, som samtlige danske politikere burde læse, før de igen sender unge danskere ud i livsfarlig krig for at kæmpe for noget, som vi tror, er anstændighed. Men som de lokale ryster på hovedet over.

Kulturforskellene er så store, at vi ikke hjælper afghanerne ind i vores paradis. For det er ikke deres.

Arne Woythal

”I krig med politiet”

5 stjerner *****

200 sider, illustreret

Byens Forlag

Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce