Annonce
Kultur

Antennen: Ud i den analoge virkelighed

Kulturmagasinets ny klummeskriver Esben Just.

Efter festivaltiden, hvor alt foregår udendørs og under vejrgudernes beskyttelse, er tiden nu kommet til at rykke indendøre og dér lade sig underholde med, hvad der nu er på programmet. Og hvis man nu skal se lyst og positivt på den kendsgerning, at udkanten ikke er blevet begunstiget af et effektivt og knaldhurtigt bredbånd her hen over sommeren, betyder det jo, at man bliver nødt til at opsøge sine kulturelle oplevelser i levende live i stedet for at Netflixe den en lang vinter i sofaen med hånden på fjernbetjeningen og hjernen på standby.

Så i hvert fald af den grund hurra for den tamme netdækning, der kan betyde, at folk må komme af huse og bevæge sig ud til de foreninger, biblioteker og arrangementer, der kan lokke med lidt adspredelse og underholdning her, hvor den mørke tid sætter ind.

Og vi ved jo, at den mørke tid kommer. Så allerede nu, mens der stadig er lyst på den anden side af kl. 18, vil jeg for egen regning og risiko opfordre til, at der bliver bakket op om de ildsjæle, der er derude, og som med deres igangsætteri og gåpåmod er med til at gøre de mørke vintertider knapt så uudholdelige, som de ellers kunne være uden en viseaften hist og en foredragsaften pist.

Så hvis du kender nogen, der har for vane at sige: "Kunne det ikke være fedt, hvis ...", så svar "jo, det kunne være herrefedt, og jeg sætter gerne en skulder til". Uanset, om det er strikkeklub eller musikarrangement på det lokale udskænkningssted, så vil glæden ved at have bidraget med noget liv og gejst langt overgå de ærgrelser og bekymringer, der naturligt følger med, når man stikker næsen frem og prøver at sætte noget i skred.

Og der er selvfølgelig også alle mulige ting, man kan og sikkert allerede går til. Det lokale kulturhus, museum, bibliotek har for længst planlagt sit efterårsprogram, og her gælder det også om at tjekke ind. Markere sig som en aktiv borger, der gerne vil sit nærområde og deltager aktivt i de forskellige tilbud.

Ikke, at jeg tror, du sidder og hænger i sofaen en lang vinter uden at gøre noget, men når man bor udenfor de store byer, kræver det tit lidt mere energi at komme ud ad døren og hen til pågældende arrangement. Det er lidt mørkere på landet end inde i byen, hvor gadelygterne skinner nonstop, og der altid er et eller andet spændende i gang.

Ude på landet skal man ville det. Man skal have gejst for at komme ud af sofaen og ind på museet eller kulturhuset. Man skal have lysten til at deltage på en helt anden måde end eksempelvis her i København, hvor alt bliver serveret på et sølvfad med velfungerende offentlig transport og cykelafstand til det hele.

På landet er man så også i live på et helt andet plan end her i byen. Du mærker mørket og ensomheden tæt på og kan derfor også sætte så meget desto mere pris på de aftener, hvor der er tændt lys i beboerhuset og inviteret til komsammen med foredrag, kaffe og kage.

Og det er da smukt at skulle opsøge sin underholdning "live" i stedet for at sidde foran computeren og lade Netflix stå for adspredelsen. Og fedt, at man heller ikke skal bruge tid på at uploade billeder og kommentarer til Facebook og Instagram eller tweete som en anden Trump om sin sindstilstand og mening i håbet om at få likes og visninger.

Nej, man kan bare gå ned i Brugsen og dér møde de folk, som også var til sidste uges arrangement i forsamlingshuset, og sammen med dem dele sin begejstring over det privilegium, det er at bo det sted i Danmark, hvor det stadig er det analoge og mødet imellem menesker, der har den største vægt.

Annonce

Så i hvert fald af den grund hurra for den tamme netdækning, der kan betyde, at folk må komme af huse og bevæge sig ud til de foreninger, biblioteker og arrangementer, der kan lokke med lidt adspredelse og underholdning her, hvor den mørke tid sætter ind.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce