Annonce
Navne

Anstina guider borgere i deres rettigheder: - Jeg er overrasket over deres opfattelse af kommunen

I tre måneder har 41-årige Anstina Krogh siddet som borgerrådgiver i Svendborg Kommune. Derudover er hun en kvinde med mange jern i ilden, for hun både studerer og er med i kommunalbestyrelsen i Faaborg-Midtfyn. To drømme, der gik i opfyldelse på under et døgn.

Svendborg: - Hvis bare jeg kan blive en lille brik i, at retssikkerheden for borgeren bliver opfyldt, så er det her job, det hele værd.

Sådan lyder begrundelsen for, hvorfor 41-årige Anstina Krogh for tre måneder siden startede i jobbet som borgerrådgiver i Svendborg Kommune.

Her møder hun borgerne, lytter og vejleder dem, der kommer og skal have hjælp til deres sager med kommunen. Hun fungerer som en slags formidler mellem borger og kommune, der kan hjælpe borgerne med at forstå breve fra kommunen, eller til at forstå paragraffer og rettigheder i forhold til en sag borgeren har med kommunen - dog uden, at hun tager part i det.

Anstina Krogh er en kvinde med et langt cv og er uddannet socialrådgiver og jurist.

- Jeg elsker jura. Det er noget, der er skabt af mennesker til brug for mennesker, og hele grundessensen i, at vi har noget, der beskytter os, interesserer mig. Men det har altid været samtalerne med borgerne, jeg har glædet mig mest til, fortæller Anstina Krogh.

Annonce

Anstina Krogh

Anstina Krogh er 41 år og bor i Haastrup lidt nord for Faaborg. Her bor hun med sin mand Michael og deres søn Huxi på 8 år.

Anstina er i dag borgerrådgiver i Svendborg Kommune. En stilling hun tiltrådte 1. september i år. Derudover læser hun lige nu en kandidat i jura og er medlem af kommunalbestyrelsen i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Som ung tog Anstina Krogh en HF på Mulernes Legatskole i Odense. Bagefter arbejdede hun som social- og sundhedsmedarbejder fra 1998 til 1999.

I 2002 blev Anstina Krogh færdiguddannet som socialrådgiver, hvor hun også var i praktik i Vollsmose. Derefter læste hun en bachelor i jura i Aarhus. Derefter tog Anstina tilbage til Fyn, hvor hun får et job i Assens Kommune, hvori hun var fra 2006 til januar 2018.

To drømme

Tilbage i 2006 fik Anstina Krogh et job i Assens Kommune, hvor hun blandt andet sad med beskæftigelse og sygedagpenge. Tanken var i første omgang ikke, at hun skulle være der længe, men det blev lidt anderledes.

- Jeg var så glad for at være der. Leder og personale var inspirerende, og jeg fik lov til en helt masse. Det var også hele mindsettet, og måden at borgerbetjene på, jeg holdt af, fortæller Anstina Krogh, der endte med at være i Assens Kommune i 10 år.

I lang tid havde Anstina Krogh dog gået rundt med to drømme. Det ene var at læse en kandidat i jura, så hun kunne gøre sin uddannelse komplet.

- Jeg følte også, jeg havde brug for et nyt fagligt indspark.

Det andet var et ønske om at komme i kommunalbestyrelsen i Faaborg-Midtfyn Kommune.

- Det er sådan en kraft, man har. Jeg vil gerne være med til at drive samfundet derhen, hvor jeg synes, det skal være, fortæller Anstina om, hvorfor hun ville i kommunalbestyrelsen.

Med 567 stemmer i ryggen kommer Anstina Krogh også ind for Socialdemokratiet. Dagen efter valget, får hun besked om, at hun er optaget på Syddansk Universitet.

- Jeg var så lettet, stolt og beæret over, at begge dele gik i opfyldelse, siger Anstina Krogh.

- Min mand og jeg var enige om, at kom jeg ind på universitetet, skulle jeg sige op i Assens. Vi havde regnet ud, at det godt ville kunne løbe rundt for os, siger hun, hvorefter hun sagde op.

- Tre måneder senere valgte min mand at blive selvstændig tømrer, så der var mange nye ting på en gang, fortæller hun.

Føler sig stærke

Så Anstina Krogh er en kvinde med mange jern i ilden. Jobbet som borgerrådgiver har hun som deltidstilling, mens hun læser og passer sit politiske i Faaborg-Midtfyn.

20 henvendelser har hun fået på de to ud af tre måneder, hvor hun har taget borgere ind fra gaden. Og når hun reflekterer over de besøg, hun har haft, og hun er blevet lidt overrasket.

- Hvis jeg allerede nu, skal komme med et mønster, så er det, at borgerne gerne vil være en del af deres egen sag. De vil gerne lyttes til, fortæller Anstina Krogh og fortsætter.

- Og jeg er meget overrasket over borgernes oplevelse af deres møde med kommunen. Jeg er overrasket. Det er jeg virkelig.

- De føler sig sat uden for, og de føler ikke, de bliver hørt. Min samtale handler jo om deres oplevelse, og man kan høre, hvor meget det fylder. Og det er jo ikke noget, som nogen af os (borger eller kommune, red.), ønsker, siger Anstina Krogh om sine oplevelser med det nye job.

- Jeg ved ikke endnu, hvad det er, der gør det. Men det finder jeg forhåbentlig ud af, tilføjer hun.

Anstina Krogh glædes dog ved jobbet, fordi hun får mulighed for det, hun er god til: At møde folk og hjælpe dem videre.

- Det bedste, jeg har oplevet, er, at der var nogle borgere, der uafhængigt af hinanden, kom og fortalte mig, at de efter et besøg hos mig havde følt sig mere robuste, da de skulle til møde med kommunen. De har følt sig stærke i deres rettigheder. Og det er jo målet med en borgerrådgiver

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce