Annonce
Odense

Anni og dansen giver sygdommen baghjul

Anni og Christian Reventlow danser både tirsdag, onsdag og torsdag. Når dagen bliver for grå tager de også en dans hjemme i stuen. Foto: Yilmaz Polat

Anni Reventlow er ramt af Parkinson. Sammen med sin mand, Christian, danser hun flere gange i ugen. En motionsform, hun aldrig havde troet, hun ville synes om, men Anni Reventlow mærker den forskel, dansen gør.

Hånden ligger nænsomt på hendes lænd, mens de danser hen over det blanke trægulv. Med få sekunder tilbage af Elton John-hittet "Candle In The Wind" træder de de sidste trin og afslutter dansen. Han bukker. Hun nejer. Og så smågriner og smiler de begge lidt igen.

Anni og Christian Reventlow kommer hver torsdag til Parkinsondans hos Elitedans i Odense. Parret har været gift i 42 år, og for fire år siden blev Anni diagnosticeret med sygdommen Parkinson. Anni Reventlow mærker sygdommen ved, at hun ryster, stivner og bliver langsom i kroppen. Af og til glemmer hun ting og bliver langsom til at formulere sig. Sygdommen kan også ses på håndskriften, som på dårlige dage næsten ikke er eksisterende.

Blot to uger efter, at Anni Reventlow begyndte at danse, kunne hun mærke en forskel, og i dag er dansen essentiel for, at hendes hverdag føles mere normal.

- Hvis jeg starter en dag med at være utilpas, så forsvinder det, når jeg har danset. Det hjælper for eksempel min balance, så snart jeg kommer i gang, og det holder resten af dagen. De dage, jeg har danset, har jeg også meget mere energi resten af dagen. Jeg får heller ikke behov for min medicin lige så hurtigt, som jeg ellers gjorde, så jeg kører lidt længere på literen. Og så giver det et overskud, som gør, at jeg har lyst til at se andre mennesker, siger Anni Reventlow.

Annonce
Anni er 66 år. For fire år siden fik hun konstateret parkinson. Hun er glad for, at dansen letter hverdagen. Hun har for eksempel mere overskud til sine børnebørn. Foto: Yilmaz Polat

Det rammer hele familien

Træthed plager ellers ofte parkinsonpatienter, men der har Anni Reventlow mærket en stor forskel. Også på humøret har dansen en effekt.

- Dansen er med til at skabe den glæde, der er så vigtig. Jeg griner meget mere de dage, hvor vi danser. Det gør helt klart min hverdag lettere. Jeg havde aldrig regnet med, at jeg skulle sige det, men jeg er virkelig glad for at danse. Normalt har jeg svært ved at udføre en opgave og finde ud af, hvilken rækkefølge jeg skal gøre det i. Når jeg har danset, så kan jeg de ting. Det giver en selvtillid og glæde over, at 'jeg kan godt endnu, hvis jeg bare danser', siger hun.

- Ja, det er vigtigt at gøre noget, der gør, at man ikke er sygdommen og ikke bliver defineret af sygdommen, siger Annis mand, Christian Reventlow.

En Parkinson-diagnose rammer ikke kun den, der er syg. Det rammer hele familien. Anni og hendes mand er sammen om dansen, og de bruger den, når det hele bliver lidt svært.

- Det er dejligt, at vi har det sammen. At vi griner sammen. Når det hele er lidt sort derhjemme, så kan vi tænke 'vi danser da bare'. Vi hjælper hinanden til at komme afsted, fordi vi ved, at det gør os glade, siger Anni Reventlow.

Så normal som mulig

Christian Reventlow har selv bemærket, at hans kone har haft mere overskud, efter de startede med at danse, og at det har haft en positiv effekt på hendes rysten og balance. Selv små hverdagsting som at skrælle gulerødder er blevet nemmere, og det er vigtigt for Anni. Hun vil gerne føle sig normal, så længe hun kan, fordi det har en stor betydning for, hvordan hun har det psykisk.

- Når jeg gør almindelige ting, så glemmer jeg, at jeg har sygdommen. Men jeg ved jo godt, at den hænger fast. Når jeg en gang imellem ikke kan slippe tanken om, at jeg har den, så bliver jeg rigtig ked af det og bange for, hvad bliver det til, og hvad ender jeg som? Jeg er medlem af en klub, jeg ikke har lyst til at være i. Jeg kan ikke blive i de tanker for længe, og så bliver jeg nødt til at gøre noget, der gør mig glad, som for eksempel at danse. Det hjælper og får mig til at føle mig mere normal, siger hun.

Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Gps viste vej til stjålen minilæsser

Leder For abonnenter

Regler må stoppe elløbehjul-rod

’Elløbehjul roder i bybilledet’. ’Elløbehjul kører for hurtigt der, hvor der er mange mennesker’. Sådan lød det i min radio i anledning af, at transportminister Benny Engelbrecht mandag holdt møde med de kommuner – deriblandt Odense - hvor det i dag er lovligt at køre på elløbehjul, og hvor elløbehjulene i dag fylder alt for meget i bybilledet på den kedelige måde. Både når de er i brug, og når de ikke er. Men radioværten kunne næsten ikke sige det mere forkert. Hvis et elløbehjul – som oftest ligger og – flyder et sted på gaden, så er det, fordi den person, der senest har brugt det, bare har smidt det. Uden så mange andre hensyn end at det lige passede mig bedst der. Og hvis der er for meget fart på elløbehjulet, så skyldes det udelukkende den, der styrer tempoet. For selvom elløbehjul er smarte, sjove og et godt alternativ til flere biler på vejene, så kan de hverken flytte sig fra et sted fra et andet eller sætte farten uden hjælp fra et menneske. Ansvaret for det rod, som er opstået i kølvandet på lovliggørelsen af elløbehjulene, ligger kun ét sted: Hos dem, der bruger dem. Det er derfor, der er opstået et behov for regler. Fordi tankeløsheden og fraværet af hensyntagen lever for godt hos nogle af dem, der bruger elløbehjulene. Vi skal alle sammen være her og kunne færdes sikkert i trafikken. Så det er mit ansvar, at jeg kigger mig for, inden jeg går over en vej – at jeg ikke bare træder ud i forventning om, at de hjulede trafikanter standser. Det er mit ansvar, at jeg sætter min cykel i et stativ eller i det mindste parkerer den, så den fylder mindst muligt på et fortov, fordi jeg lige skal hente et par bukser, en fløderand eller fire tallerkener. Og det er mit ansvar, at jeg ikke parkerer min bil foran en ud- eller indkørsel, så jeg spærrer vejen for andre. Men nogle brugerne af elløbehjul er ikke det ansvar voksent eller bevidst, og så må der regler til. Og sanktioner til dem, der ikke kan finde ud af at følge dem. Selvom det ville været meget nemmere, hvis vi bare ryddede op efter os selv og tog hensyn til andre.

Sydfyn

Invasionen fortsætter: Nu er der fundet fem døde vildsvin på ærøske kyster

Erhverv For abonnenter

- Kvinder er ved at banke sig selv tilbage til kødgryderne

Annonce