Annonce
Kerteminde

Anna fra 9.a føler, at hun brokker sig unødigt over skolen: Mange børn i verden ville jo være mere end taknemmelige for min undervisning og mit liv

Hvert år er der på Kerteminde Byskole en børnerettighedsdag, da skolen er Red-barnet ambassadørskole. Pr-foto
Annonce

Min lærer har bedt mig om at skrive en klumme om god og gratis undervisning. Hvad får jeg så ud af det? Når jeg sidder her fredag eftermiddag, er det ikke, fordi jeg får så meget ud af undervisningen. Jeg er her jo bare. Jeg skal have det overstået, så jeg kan komme hjem, og slippe for min gode og gratis undervisning.

Jeg tager det jo forgivet. Jeg er jo vildt privilegeret. Virkelig mange børn i verden ville jo være mere end taknemlige for min undervisning og mit liv, men jeg tager det som en selvfølge. Selvfølgelig kan jeg komme i skole, og selvfølgelig er der mad på bordet hver dag. Derfor skammer jeg mig lidt over mig selv. At jeg kan sidde her og brokke mig over, at nogen har kæmpet for mine rettigheder, så jeg kan få det bedst mulige liv.

Jeg er et forfærdeligt menneske, men jeg ved ikke bedre. Jeg kan ikke have det dårligt på andres vegne. Det er jo ikke min skyld, at de har det dårligt. Jeg er bare født i en alt for ulige verden. For mig er mine problemer, det eneste, jeg kan forholde mig til, men det ændrer ikke på den dårlige samvittighed, jeg får, når jeg tænker på alle de gange, jeg har overvejet at pjække.


Når jeg hører om børn ude i verden, der lever under alt for dårlige forhold, får jeg det jo dårligt, som så mange andre.


Jeg burde være taknemlig over, at min lærer har givet mig den her opgave, så jeg kan blive klogere. Selvom det er irriterende, er det jo for min egen skyld. Mine lærere møder op hver evig eneste dag for at gøre mig klogere, så jeg kan få et godt liv. Selvom de får penge for det, er jeg virkelig taknemlig. Tænk, at de gider bruge deres tid på mig. Den her utaknemlige 9. klasser, der egentligt ikke gider at være her.

Anna Engsted

Når jeg hører om børn ude i verden, der lever under alt for dårlige forhold, får jeg det jo dårligt, som så mange andre. Det gør ondt at se børn og voksne, der har det dårligt, men hvad kan jeg gøre? Jeg har hverken magten eller pengene til at redde alle mennesker i hele verden, så det mindste jeg kan gøre, er vel at være taknemlig over det, jeg har, og de muligheder, jeg får i mit liv. Men samtidig, hvad får andre børn så ud af min taknemlighed? Intet, overhovedet. Det er kun mig, der får det bedre med mig selv og den her alt for uretfærdige verden, når jeg er taknemlig, så måske er det alligevel bedre at være utaknemlig?

Jeg tror samtidig, det er vigtigt, vi sætter fokus på børnerettighederne, så alle børn kan få et godt liv. Mange børn ved ikke engang, at de har ret til undervisning. At der er nogen, der har kæmpet for dem og deres rettigheder. Vi burde gøre endnu mere for børns rettigheder i de fattigste lande. De er jo ligeså meget vores fremtid som mine klassekammerater og mig.

Min taknemlighed - såvel som utaknemlighed - gør ingen forskel for andre end mig selv, hvis jeg vil ændre på noget, stort som småt, skal jeg gøre noget. Hvis jeg vil gøre den her uretfærdige verden mere lige og fair, skal jeg selv gøre noget, men hvordan kan jeg så gøre det? Det har jeg absolut ingen ide om. En ting er i hvert fald sikker. Jeg skal ikke bruge mit liv på at være utaknemlig. I stedet er jeg glad for det, jeg har, og det, jeg kan gøre for mig selv og andre mennesker, når nu jeg ikke kan redde hele verden på en gang.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense Håndbold For abonnenter

Nu med flere billeder fra dramaet: Førte med fem mål elleve minutter før tid - Odense Håndbold tæt på at slå legendarisk hold

Middelfart

Tanja blev meldt til politiet for at holde sin salon åben: - Det er aldrig sjovt at blive beskyldt for noget, man ikke har gjort

Annonce