Annonce
Indland

Anmeldere er afmålt betagede af rejsen mod selvmordet

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
"Selvmordsturisten" er ambitiøs, billederne er smukke, men fortællingen er også lidt absurd, mener anmelderne.

Det er et tungt og mørkt tema, der er i centrum i dramaet "Selvmordsturisten", og det fornemmer man tydeligt.

Den eksistentielle film, der har premiere torsdag, er præget af isnende kølige optagelser og kan noget helt særligt på billedsiden.

Det er anmelderne enige om.

Jyllands-Postens anmelder giver "Selvmordsturisten" fire stjerner og kalder den "filmisk ambitiøs" og "en vellykket filmbedrift".

Politiken ligger på samme linje og kvitterer med fire hjerter.

- Filmen er så kold som en arktisk vinter. Det afspejler sig i Niels Thastums frostklare og knivskarpe billeder, der former universets kliniske minimalisme.

- Lyddesignet af Tormod Ringnes sikrer en sitrende dysterhed, mens Coster-Waldaus afdæmpede, næsten indadvendte spil også bidrager til at holde publikum på armslængdeafstand, skriver avisens anmelder.

"Selvmordsturisten" handler om forsikringsagenten Max, der spilles af Nikolaj Coster-Waldau. Max bliver slået ud af kurs, da hans læge fortæller ham, at en ondartet tumor i hans hjerne fortsætter med at vokse.

Der er for stor risiko forbundet med at fjerne tumoren, og dermed må Max indstille sig på, at hans liv lakker mod enden.

Uden sin kærestes viden planlægger Max derfor en rejse til et hotel, hvor mennesker kan komme af med livet under ordnede forhold.

- Nok er "Selvmordsturisten" en feberdrøm, men det er altså en flygtig og koldsvedende en af slagsen, skriver Politikens anmelder.

Hos Berlingske giver anmelderen filmen tre stjerner og fremhæver de "bjergtagende, isnende kolde og atmosfæriske billeder".

- Desværre døjer "Selvmordsturisten" med svingende skuespilpræstationer, et haltende manuskript med replikker, der skifter mellem at være udsøgt underspillede og gumpetungdanske.

Endelig undlader Kristeligt Dagblad at give filmen karakter med stjerner eller hjerter, men konstaterer, at selv om filmen drejer sig om et alvorligt emne, virker det ikke til at stikke så dybt.

- For hele selvmordsspørgsmålet, den aktive dødshjælp, hvad det vil sige at være menneske, og hvad det vil sige at miste sin menneskelighed, berøres, selvfølgelig. Men fordi det hele er så klinisk og hallucinerende, bliver den eksistentielle dimension formindsket.

- Nikolaj Coster-Waldaus Max er plaget. Af tvivl. Men så stikker det altså ikke dybere, for absurditeten holder distancen, skriver Kristeligt Dagblad.

"Selvmordsturisten" er instrueret af Jonas Alexander Arnby.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce