Anmeldelse: Kæmpeudstilling på Aros kommer godt fra start

Første del af Aros' enorme 2017-projekt "The Garden" er en lovende begyndelse.

Det er vanskeligt at overvurdere forventningerne til Aros' store 2017-satsning. Triennalen, der tager tråden op fra Sculpture by the Sea, er uden sammenligning det største billedkunstneriske foretagende i Aarhus nogensinde og forventes allerede nu gentaget i 2020 og 2023.

Med udstillingsaktiviteter på både Ballehage/Tangkrogen, i Aarhus midtby og på Aros selv er der tale om et projekt, hvor både skala og kunstnerisk niveau forventes at overgå forgængeren betydeligt.

"The Past" er den del af udstillingen, der huses på Aros' egen matrikel og kan opleves et halvt år frem. Det resterende må vi vente med at opleve til 3. juni.

"The Garden, The Past" handler om menneskets forhold til naturen, set igennem kunsten. Udstillingen er en omfattende affære og breder sig på 3000 kvm over hele to niveauer på Aros. De to dele hænger tematisk sammen, men kan sagtens opleves hver for sig.

På Niveau 5 er hovedfokus på naturskildringer i et 500-årigt kunsthistorisk perspektiv, der strækker sig fra barokken og frem til i dag.

Udstillingen på Niveau 1 fokuserer på samtidskunsten og har undertitlen "Det antropocæne"; et udtryk, der beskriver "menneskets tidsalder", hvor vi som civilisation nu påvirker kloden i en sådan grad, at det vil kunne aflæses geologisk millioner af år frem i tiden.

Den historiske afdeling er opdelt i en række tematiske rum, hvori vi præsenteres for forskellige syn på naturen og haven som fænomen: Fra Barokhavens forsøg på at ordne naturen efter matematiske principper, til den romantiske, engelske have, over naturen som psykologisk sindbillede til Land Art i det 20. århundrede.

Det er et enormt stof og må i sagens natur også reduceres til en række punktnedslag i centrale tendenser, hvor hvert rum sagtens kunne have været udgangspunkt for en hel selvstændig udstilling.

Det er lykkedes Aros at skaffe en række interessante værker af centrale kunstnere som Poussin, Gauguin og Friedrich. I den ideelle verden havde vi selvfølgelig også fået genrens allermest ikoniske værker med. Friedrichs "Vandreren over Tågehavet", Fragonards "Gyngen" eller Monets åkander er oplagte kandidater, men disse lånes stort set aldrig ud, så det er vanskeligt at klandre Aros for udeladelsen.

Stilistisk er udstillingsrummene holdt i afdæmpede grønne farver, og ophængningen er forholdsvis konventionel. Men set i lyset af værkernes traditionelle natur giver dette god mening og efterlader ro til, at værkerne kan tale for sig selv.

The Past er vildt fabulerende og giver en pædagogisk introduktion til nogle af de mange forskellige måder, hvorpå kunsten igennem tiden har forholdt sig til naturen. Det er god kunsthistorie, hvor alle kan være med.

Lidt kritisk kan man dog indvende, at det virker en anelse inkonsekvent at bryde den tematiske opdeling ved at dedikere et helt rum til en enkelt, relativt ukendt norsk kunstner. Havde man prioriteret at skabe lidt mere luft i den tætpakkede udstilling, kunne denne del godt være udeladt.

Udstillingens anden del "Det antropocæne" orienterer sig mod samtidskunsten og er "klassisk Aros". Og med navne som Olafur Eliasson har der da også sneget sig et par forudsigelige crowdpleasere ind. Men Det antropocæne byder også på nogle af udstillingens bedste værker fra en række spændende kunstnere, hvoraf mange er relativt ukendte herhjemme.

Særligt iøjnefaldende er Meg Websters "Solar Grow Room", der, som en spejling af Flora Danica på Niveau 5, består af plantekasser fyldt med vækster fra den danske natur. Men også Diana Thater, Darren Almond, Per Kristian Nygård og Pamela Rosenkrantz bidrager med smukke og tankevækkende værker.

Det Antropocæne er en fascinerende undersøgelse af, hvordan det moderne menneske har opnået kontrol over naturen og dermed også magten til potentielt at foretage uoprettelig skade på den. I den antropocæne tidsalder balancerer mennesket på en knivsæg, hvor vores dominans over naturen enten kan fritsætte os eller føre til vores undergang.

På det formidlingsmæssige plan er The Garden lige efter bogen, uden unødvendigt gøgl og popsmarte gimmicks. Teksterne er letforståelige, og der er oprettet en formidlingsstation, hvor man kan læse bøger og lytte til podcasts, der også kan downloades hjemmefra.

Ud over en station med malebøger er der ikke så meget målrettet børn, men her er de to udendørs dele af The Garden også mere indlysende steder at lægge fokus. Som denne signatur overhørte et begejstret barn udbryde i forbindelse med Sculpture By the Sea: "Det her er bedre end at være i Djurs Sommerland!" Dét er vellykket kunstformidling for de mindste, og det er oplagt for Aros at bygge videre på disse erfaringer.

The Garden, The Past er nok mest for de lidt ældre, men rammer stadig bredt nok til at hele familien kan være med.

The Garden biver i praksis afløseren for den meget populære Sculpture by the Sea, der formåede at trække op mod 500.000 besøgende. Den kunstneriske kvalitet var ikke altid i top, så målet er at skabe et nyt udstillingsformat, der både har samme brede appel og samtidig kan præsentere kunst i verdensklasse hvert tredje år.

Man må formode, at den store markedsføringsindsats sker i forbindelse med åbningen af de sidste to tredjedele af udstillingen i juni. For egentlig kan det godt undre, at der ikke har været større mediebevågenhed omkring projektet på nuværende tidspunkt. The Past er nemlig en meget lovende start på det, der forhåbentlig kan blive et kulturelt flagskib - ikke blot for Aarhus, men for hele Danmark.

Udstilling

"The Garden, The Past" på Aros i Aarhus.

Åbnede 8. april.