x
Annonce
Digitalt

Anmeldelse af Doom Eternal: Helvede har aldrig været sjovere

Spillets fjender - både store og små - skal nok sørge for at holde dig på tæerne.
Igen er helvedes porte blevet slået op, og alskens dæmonisk gris vælter ud. Det skal du som Doom Slayer naturligvis tage dig af i Doom: Eternal.

Det bliver næppe mere ikonisk inden for shooter-genren end Doom. Sammen med Wolfenstein var det oprindelige Doom fra 1993 med til etablere den genre, som de fleste nok tænker på, når de tænker på computerspil. I 2020 - 27 år efter det første - er det seneste kapitel om Doom Slayer og den ensomme marines kamp mod helvedes horder tilbage med Doom: Eternal.

Eternal er opfølgeren til Doom - altså det fra 2016 - et spil, som i hvert fald for mit eget vedkommende, var overraskende godt. På mange måder var det den perfekte opdatering af de gamle spil, og en god påmindelse om, at spil ikke behøver at have en lang, indviklet handling, der spreder sig over flere måneders spiltid for at kunne fungere. Det var en shooter uden så mange dikkedarer - og det er Eternal også. Og jeg knus-elsker det for det.

Og dog - for selvom Eternal på mange måder er en overbygning på forgængeren, så er der også rigeligt med nye ting at komme efter. For det første er der kommet mere fokus på platform-delen af spillet, så man nu bruger en anseelig del af tiden mellem kampene på at hoppe rundt mellem platforme og vægge som en anden Doom Mario. Men hvor det i nogle sammenhænge kunne være et irriterende forsøg på nytænkning, så bidrager det i Eteranls tilfælde bare til at gøre gameplayet endnu bedre. Fordi shooter-delen nærmest er arkade-agtig, så virker platformen kun som en forstærkning. Det virker på papiret så utrolig simpelt, og er det sikkert også, men det fungerer på alle planer.

Annonce
Kort efter det her billede er taget, begynder dæmonen her at blinke orange - og låser på den måde op for et af spillets ekstra-voldelige "Gore Kills". Doom: Eternal er ikke for sarte sjæle.

Ren spilglæde

Teknisk er Eternal et pragteksemplar på, hvad den nuværende generation af spillemaskiner kan levere. Både omgivelser, fjender og våben er utroligt flotte, og lydmæssigt sidder både musik og - igen - våben lige i skabet. Men det, der for alvor får Doom: Eternal op i superligaen, er styringen og gameplayet. Som i forgængeren, så er styringen intuitiv og skarp, så når du dør - og det gjorde jeg et utal af gange - så er det din egen skyld og ikke spillets. Og af samme årsag går det ikke ud over spilleglæden, at man uværgeligt vil komme til at starte forfra en del gange. For selvom sværhedsgraden er høj - ikke helt på Dark Souls/Sekiro-niveau, men vi nærmer os - så bliver jeg aldrig træt af at prøve igen og igen på at prøve at komme igennem en kamp. Faktisk giver svære spil mig tit lyst til at kyle min controller tværs gennem lokalet, men her tog jeg flere gange mig selv i stedet at sidde og smågrine for mig selv.

Doom: Eternal er spilglæde i sin reneste form, og selvom vi kun lige nærmer os 1. april, så ville det ikke overraske mig, om det er at finde på diverse lister over årets spil, når 2020 går på hæld.

Er du til action og højt tempo, så er der ganske enkelt ingen vej udenom - du må en tur tilbage til helvede. Men så tør jeg også godt love dig, at du bliver godt underholdt.

Titel: Doom: Eternal

Platform: PlayStation 4, Xbox One og pc - kommer til Nintendo Switch på et senere endnu ikke annonceret tidspunkt

Udgivelsesdato: 20. marts (undtagen Nintendo Switch)

Hvis du keder dig undervejs i Doom: Eternal, så er det din egen skyld. Der er i hvert fald nok at skyde på.
Doom: Eternal er en fryd for øjet at spille igennem.
Jagten er gået ind på de såkaldte Hell Priests, i særdeleshed Khan Maykr.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Det er okay at være ufuldkommen - det er Mette Frederiksen også

Vi fejrer som bekendt påske, fordi Jesus, Guds søn, i disse dage for næsten 2000 år siden blev korsfæstet, døde, blev begravet - og på tredjedagen genopstod fra de døde. Påskedagene er derfor en fortælling om lidelse, smerte og død - og samtidig om det ufattelige, det guddommelige, det ophøjede. Påsken er imidlertid også ramme om noget såre menneskeligt, velkendt og jordnært; om disciplenes dårskab og svigefuldhed, deres misgreb og fejltrin, deres løgne, deres ufuldkommenhed. For Jesu disciple var fejlbarlige mennesker som os andre. De var kyniske og selviske, frygtsomme og troløse; de fornægtede ham, de stak af i rædsel, de tvivlede. Selv Jesus viste sig som et menneske, da angsten og afmagten og smerterne overmandede ham: "Min gud, min gud, hvorfor har du forladt mig", råbte han, da han hang på sit kors. På den måde binder påskedagene det guddommelige og det såre menneskelige sammen. De menneskelige svagheder, som du og jeg rummer, rummede Jesus og hans disciple også. Det, som du og jeg ikke magter, magtede Jesus og hans disciple heller ikke. For frygten er svær at bære, lidelsen er svær at bære, døden er svær at bære. Ikke mindst i disse tider. Påsken er tillige forræderiets tid. Om lidt forråder Judas sin kammerat. I den nattemørke Getsemane Have vil Judas gå hen til Jesus og kysse ham, give ham et judaskys, så de romerske legionærer kan anholde Guds søn og siden torturere og dræbe ham. De færreste af os har sendt et andet menneske i døden, men de fleste af os har ikke desto mindre svigtet et menneske, svigtet en tillid, snydt på vægten – og derfor kan fortællingen om Judas’ forræderi være genkendelig for mange af os. På søndag sker der noget ufatteligt: Jesus sætter sig ud over døden, genopstår fra de døde og bliver på den måde guddommelig. Inden da viser han og hans disciple sig som lige så ufuldkomne mennesker som alle os andre, statsminister Mette Frederiksen inklusive. Det giver en særlig ro for alle, uanset om man tror eller ej: At selv den, der er guddommelig, kan være ufuldkommen. Ligesom os andre.

Danmark

Live: Børn og lærere er ikke forsøgskaniner, siger Søren Brostrøm

Mindeord For abonnenter

Mindeord: Pia Tørving var sprællevende, spændende og engageret - sådan vil vi huske hende

Annonce