Annonce
Udland

Anklager: Weinstein misbrugte sin magt

Stephanie Keith/Ritzau Scanpix
Om så skuespillerinde var forelsket i Weinstein, havde han ingen ret til at voldtage hende, siger anklager.

Filmproducenten Harvey Weinstein misbrugte den magt og position, han havde i USA's filmbranche, til at udnytte kvinder.

Annonce

Det sagde anklageren i sagen mod ham, da hun fredag rundede af med sine sidste bemærkninger.

- Den tiltalte var universets hersker, og vidnerne var blot myrer, som han kunne træde på uden konsekvenser, lød det fra anklager Joan Illuzzi.

Weinstein havde ingen medfølelse og udnyttede de kvinder, der forsøgte at skabe sig en karriere i filmbranchen, sagde hun.

Den 67-årige filmproducent har nægtet sig skyldig i anklager om at have voldtaget skuespillerinden Jessica Mann i 2013 og have tvunget sin daværende assistent Mimi Haleyi til oralsex i 2006.

De to kvinder har afgivet følelsesladede forklaringer i sagen. Det samme har flere andre kvinder, som var indkaldt af anklageren, der ønskede at vise, at der var et mønster i Weinsteins opførsel.

Over 80 kvinder er siden 2017 stået frem og har anklaget Weinstein for forskellige former for seksuelle overgreb.

Han har afvist alle anklager og siger, at der var tale om sex med samtykke.

Anklager Joan Illuzzi sagde fredag i retten i New York, at det har taget tid for mange af kvinder at stå frem, fordi de troede, at de var de eneste ofre, og fordi Weinstein "er en kæmpe" i filmindustrien.

Dagen inden var det forsvarer Donna Rotunno, der procederede. Hun fremlagde blandt andet et kort, som Jessica Mann skrev til Weinstein og sluttede af med et "jeg savner dig, store fyr".

- Det er ikke ord, man siger til sin voldtægtsmand, sagde forsvareren.

Den bemærkning svarede Illuzzi tilbage på fredag og sagde, at det ikke ville gøre nogen forskel, om skuespillerinden så var "stormende forelsket i ham".

- Han ville stadig ikke have haft ret til at voldtage hende.

Tirsdag ventes dommer James Burke at samle nævningene - syv mænd og fem kvinder - igen, hvorpå de begynder at votere.

Retssagen ses som en milepæl for #MeToo-bevægelsen, hvor kvinder har anklaget magtfulde mænd i erhvervslivet, underholdnings- og mediebranchen for seksuelle krænkelser.

/ritzau/dpa

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fyn

Vildt uheld på E20: Tidligst om en måned har politiet et svar

Odense

Hundeejer: Barfoed-skilte er idioti

Leder For abonnenter

I Sherwood-skoven

Udligningsordningen er et fantastisk værktøj, der gør Danmark til et mere lige samfund, for den mellemkommunale udligning betyder i al enkelthed, at de kommuner, der har mange penge, giver en lille del af deres velstand til de kommuner, der har færre eller få penge. Udligningsordningen er derfor en ægte Robin Hood-løsning, som de fleste danskere bør kunne være enige om. Det betyder selvsagt ikke, at danskerne - både politikerne og folk, som vi er flest - er enige om, hvordan udligningsordningen skal strikkes sammen. Man kan, som det fremgår af stort set samtlige medier i denne tid, skændes om økonomiske nøgletal og detaljer i en sådan udligningsordning i én uendelighed. For ordningen skiller selvfølgelig vandene. De, der har udsigt til at få flere penge i kassen i kraft af en ny udligningsordning, er som regel fulde af ros til og argumenter for, hvorfor ordningen er velfungerende. Omvendt er de, der kan se frem til at få færre penge i kommunekassen, kritiske over for ændringerne. Sagen er, at alle politikere, uanset landsdel og politisk syns- og standpunkt, allerhelst bare vil have flere penge til deres egen kommune. Social- og indenrigsministeren blev i sidste uge kritiseret for at manipulere eller hemmeligholde en række af de tal, der ligger til grund for beregningerne i regeringens forslag til en ny udligningsreform. Det har ministeren undskyldt - og samtidig korrekt pointeret, at man kan gøre tallene op på flere forskellige måder. Og det er sandt. Udligningsordninger er svært stof for de fleste, inklusive mange økonomer og politikere. De enkelte parametre, der ligger til grund for både den gamle udligningsordning og regeringens forslag til en ny udligningsordning, kan diskuteres og endevendes i én uendelighed. Derfor er kritikken af og debatten om ordningen både relevant og nødvendig. Det ændrer blot ikke på, at vi alle, fattige som rige, socialister som liberale, jyder som fynboer, bør glæde os over, at udligningsreformen gør Danmark mere lige. På ægte Robin Hood-manér. Ligesom i Sherwood-skoven.

Annonce