Annonce
Sport

Anklager: Ishockeyspiller gik over stregen

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Kristian Jensens slag mod modstander var ikke "rimeligt i spillesituationen", vurderer nordjysk anklager.

Løse tænder, flækkede øjenbryn og sågar brækkede knogler er indimellem en del af sport. Men selv om det skyldes voldelig adfærd, er det sjældent, at sagerne ender i retten.

Hos Nordjyllands Politi, som torsdag rejste tiltale mod Frederikshavn-spilleren Kristian Jensen, forklarer senioranklager Torben Kauffmann Sørensen om anklagemyndighedens overvejelser i sagen.

- Vurderingen går på, om det legemsangreb, der sker, står i en rimelig forbindelse med selve spillesituationen, lyder det fra senioranklageren.

Og ifølge ham er der forskel på, om der er tale om badminton eller boksning.

- Man er nødt til at gå ind og se på sporten som sådan, og se på hvad det er for en sport, og hvad der er rimeligt i en spillesituation, siger han.

Senioranklageren fortæller, at der i retspraksis findes flere eksempler på sager om vold i både ishockey, fodbold og andre sportsgrene. Han er dog ikke klar over, hvorvidt der er tale om sager på eliteniveau.

I kampen mellem Frederikshavn White Hawks og Odense Bulldogs 20. september blev Kristian Jensen først væltet omkuld af Odenses Lucas Bjerre Rasmussen.

Jensen rejste sig derefter og greb fat i Rasmussen bagfra og rev ham omkuld. I faldet tabte Rasmussen sin hjelm.

Da Rasmussen lå på isen, slog Jensen ham i hovedet én gang. Jensen lagde an til endnu et slag, men blev bremset af dommere og spillere.

- Vi har set på ishockeykampen og de spillesituationer, der opstår i kampen som sådan. Og vi finder altså ikke, at det her står i en rimelig forbindelse med den spillesituation, der er der, siger Torben Kauffmann Sørensen.

Anklagemyndigheden går efter en fængselsstraf i sagen, men Torben Kauffmann Sørensen vil ikke inden retssagen komme ind på, hvor lang en straf. Heller ikke, om der bliver tale om betinget eller ubetinget fængsel.

Almindeligvis ligger straffen i voldssager med et enkelt slag på 30-40 dages fængsel.

Kristian Jensen nægter sig skyldig, og hans advokat har til Ritzau oplyst, at påstanden i retten vil være frifindelse.

Sagen vil blive behandlet ved Retten i Hjørring, men er endnu ikke berammet.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Lynfrosten giver nye muligheder

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce